Prøv avisen

Israels regnbuefarver dækker både over frisind og diskrimination

Er det et tegn på åbenhed og tolerance eller en propagandakampagne, når Israel bryster sig af at være et godt land for homoseksuelle? Det debatteres i disse dage, hvor tusinder af mennesker fester i Tel Aviv for at sætte fokus på LGBT-personers rettigheder. Foto: Amir Cohen/Reuters/Scanpix

Tel Aviv kaldes Mellemøstens hovedstad for homoseksuelle. I dag ventes over 100.000 mennesker her at deltage i en parade for at sætte fokus på LGBT-personers rettigheder. Men Israel beskyldes for at bruge frisindet over for homoseksuelle til at fjerne opmærksomheden fra overgreb på palæstinenserne

En sortklædt ældre herre med fuldskæg, høj hat og en sirligt formet slangekrølle på hver side af hovedet står på et gadehjørne i et ultraortodokst jødisk kvarter i Jerusalem og stikker små papirlapper ind gennem vinduerne på de forbipasserende biler.

Overskriften hedder ”De syv universelle love. Vejen til sand fred”, og lov nummer fire lyder:

”Begå ikke homoseksualitet.”

Den holdning til homoseksuelle forbinder mange sikkert med Israel, der med sit væld af konservative religiøse grupper inden for både jødedom, kristendom og islam rummer masser af modstand mod andre parforhold end det, der indgås mellem en mand og en kvinde.

Men blot en lille times kørsel mod vest fra landets religiøse centrum, Jerusalem, er den gængse holdning en ganske anden. Her ligger storbyen Tel Aviv, som i disse dage er farvet rød, orange, gul, grøn, blå og violet snart sagt alle vegne, blikket falder. Flagene i lygtepælene, bannerne over gaderne, selv jødernes kalotter er klædt i regnbuens farver, i anledning af at byen i denne uge sætter fokus på rettigheder og tolerance over for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner – også kaldet LGBT-personer. I dag kulminerer fejringen med en kæmpe parade gennem byen, hvor over 100.000 mennesker ventes at deltage.

”Mellemøstens hovedstad for homoseksuelle” kaldes byen, og det er ikke uden grund. For både Tel Aviv og resten af Israel har faktisk den mest liberale lovgivning over for LGBT-personer i Mellemøsten og tilbyder nogle af de bedste forhold i hele Asien til folk med anden kønsidentifikation end flertallet.

I Israel kan lesbiske par blive insemineret og adoptere børn. Homoseksuelle ægteskaber indgået i udlandet er juridisk gyldige. Det er forbudt at diskriminere homoseksuelle på arbejdsmarkedet. Og homoseksuelle kan gøre militærtjeneste i det israelske forsvar.

Der er ingen tvivl om, at Israel er et af de mest venligt stemte lande over for LGBT-personer i regionen, siger Yael Berda, lektor ved afdelingen for sociologi og antropologi ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.

”Selvfølgelig er der stor forskel på, hvor i landet du bor. I de mest religiøse familier er synet på homoseksuelle stadig konservativt, og de kan ikke holde hånd eller kysse åbenlyst på gaden ret mange andre steder end i Tel Aviv. Men selv i Jerusalem er der kommet større åbenhed, og der findes fester og organisationer for homoseksuelle mange steder i landet,” siger hun.

Men i de seneste år er kritikere begyndt at sætte spørgsmålstegn ved landets praksis med at promovere sig som vestligt sindet, åbent og tolerant.

De israelske politikere har haft travlt med at fortælle vidt og bredt om landets progressive LGBT-politik til omverdenen. Turistministeriet har for eksempel udsendt brochurer med fortællinger om glade homoseksuelle par, ligesom det har betalt for, at proisraelske film er blevet vist på festivaler for homoseksuelle. Tel Avivs turistråd brugte desuden omkring 600 millioner kroner i 2011 på en kampagne, der skulle fremstille byen som de homoseksuelles mekka.

Kampagnen har langtfra fået alle LGBT- og fredsaktivister til at juble. Internationale kritikere kalder Israels markedsføring af sig selv som et frisindet samfund for et forsøg på ”pinkvaskning”: Ligesom man kan hvidvaske penge for at skjule, at de oprindeligt stammer fra en kriminel handling, mener kritikerne, at Israel via sin propagandakampagne promoverer sig som et vestligt demokrati for at fjerne opmærksomheden fra landets rolle som besættelsesmagt.

Professor Sarah Schulman fra det humanistiske fakultet på New Yorks Universitet startede debatten i 2011 med en kronik i avisen The New York Times.

”Ved pinkvaskning forstår jeg en bevidst strategi for at skjule de gentagne overtrædelser af palæstinensernes rettigheder bag et image af modernitet, symboliseret ved israelsk homoliv,” skrev Schulman, der selv er jøde og lesbisk aktivist.

Lektor Yael Berda fra Det Hebraiske Universitet kan godt forstå kritikken. Men hun mener, at israelernes forhold til homoseksuelle og til palæstinenserne er to historier, der skal holdes adskilt.

”Regeringen lyver ikke, når den brander Israel som et tolerant sted for homoseksuelle. Det er rigtigt nok. Men parallelt med det er der en historie om tre millioner mennesker, der ikke oplever samme tolerance, og som lever under militær kontrol. Det er to sande historier, men regeringen fortæller kun den ene,” siger hun.

Chen Arieli er administrerende direktør ved den største LGBT-organisation i Israel, Aguda. Hun ryster på hovedet, når politikerne i disse dage med brede smil og omgivet af festglade mennesker spankulerer rundt i Tel Avivs gader og bryster sig af Israels liberale LGBT-politik over for alverdens medier. Ikke på grund af beskyldningerne om pinkvaskning. Men fordi det ifølge hende ikke er regeringens fortjeneste, at bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner fra hele verden i dag marcherer gennem byen indsmurt i glimmer og svøbt i regnbueflag, mens de jubler, råber slagord, danser og fester på stranden til den lyse morgen. Politikere har over tid nemlig kæmpet langt mere imod end for anerkendelse af homoseksuelle, siger hun:

”De rettigheder, vi har opnået, skyldes ikke initiativer fra politikerne, men tværtimod enkeltpersoner, der gennem tiden har taget deres sag hele vejen til Højesteret. Den lighed og anerkendelse, vi har fået gennem årene, har været en hård kamp, og der er stadig lang vej igen frem mod den fulde ligestilling.”