I snart fire måneder har den israelske regering under ledelse af Naftali Bennett kæmpet for at finde et ideologisk ståsted. Sammensat af en række vidt forskellige partier og med et ben i hver af de politiske lejre har man undgået at tage beslutninger, der skaber splid. Lige indtil for nylig, hvor regeringen valgte at offentliggøre to beslutninger, der nu møder massiv international kritik, får regeringen til at hænge i laser, og sågar betegnes som beslutninger, som den tidligere Likud-premierminister Benjamin Netanyahu var bange for at tage.
Den første beslutning blev taget torsdag i sidste uge, da forsvarsminister Benny Gantz føjede seks palæstinensiske ngo’er til listen over terrorbevægelser.
Den anden beslutning faldt søndag eftermiddag, da boligministeriet meddelte, at man har sendt opførelsen af 1355 nye boliger på Vestbredden i udbud. På et kabinetsmøde på onsdag skal den israelske regering diskutere, hvorvidt der skal opføres yderligere 3100 boliger i eksisterende bosættelser og 1300 boliger i palæstinensiske byer på Vestbredden.
Begge beslutninger er stødt på massiv intern og international kritik.
”Vi har en højrefløjsregering, der ligger 10 grader til højre for den tidligere regering,” sagde Mossi Raz fra Meretz-partiet, der selv er en del af regeringen, til avisen Jerusalem Post.
Jordan, FN, Det Palæstinensiske Selvstyre og en række israelske rettighedsorganisationer fordømmer de to israelske beslutninger. Og det amerikanske udenrigsministeriums talsmand Ned Price siger ifølge Times of Israel, at ”USA er bekymret” over den seneste udvikling.
Mens Israels tilføjelse af seks palæstinensiske rettighedsorganisationer til terrorlisten forklares med, at medlemmer af disse organisationer også er medlemmer af terrororganisationen PFLP, anses skridtet som et brutalt forsøg på at lukke munden på dem, der kritiserer Israels politik. Samtidig tolkes planerne om at udvide bosættelserne på Vestbredden som et skridt, der kun vil gøre det vanskeligere for Israel og palæstinenserne at slutte fred i fremtiden.
De to beslutninger skaber også en intern israelsk regeringskrise, men det er især timingen, der er vigtig
Indtil for nylig zigzaggede den israelske regering sig gennem de storpolitiske minefelter. Man prioriterede en forbedring af Israels forhold til Egypten, Jordan og USA. Man besluttede sig for at hjælpe Jordan med vandforsyning til stor frustration for hele den israelske højrefløj. Man vedtog også at forsyne illegale bebyggelser i de arabiske bysamfund i det sydlige Israel med elektricitet til endnu større frustration for højrefløjen. Og for første gang i statens historie er der blevet afsat svimlende summer til at bekæmpe den udbredte vold og kriminalitet i Israels arabiske byer.
Beslutningen om at føje de seks palæstinensiske organisationer til terrorlisten og udvide byggeriet i bosættelserne kommer netop nu af flere årsager.
Den første er, at den israelske regerings forhold til USA er bedre end under den tidligere Netanyahu-regering. Israel forventer ”amerikansk bekymring”, men ikke mere end det.
Den anden er, at selvom venstrefløjsdelen af den israelske regering ventes at protestere, så vil den næppe vælte regeringen på disse sager, da den selv har fået vedtaget en række af sine mærkesager. Nemlig elektricitet til de illegale arabiske bysamfund og en øget indsats over for kriminalitet i den arabiske sektor.
For det tredje er det vigtigt for premierminister Naftali Bennett netop nu at få en fornemmelse af, hvor stabil hans koalitionsregering er, og hvilken virkning de internationale fordømmelser har. Bennett tester, om hans egen regering kan bære, når de ideologiske bølger går højt, og han tester sine egne ministres vilje til at modstå international kritik. Bennetts logik er, at der konstant vil være partier i den israelske regering, der ikke er tilfredse med dens beslutninger. Nogle gange er det højrefløjspartierne, andre gange dem til venstre. Men så længe der deles ”godbidder” ud til begge sider, vil den israelske regering være i stand til at overleve kriser. Også når der som nu er tale om beslutninger, der står i kontrast til de værdier, dele af regeringen står for.