Selv russiske diplomater ved ikke altid, hvad Ruslands mål er i Mellemøsten, men med landets markante engagement i den syriske borgerkrig og senest i Libyen står det klart, at der arbejdes målrettet på at øge indflydelsen i regionen. Den overordnede strategi er at støtte enhver, der har magten eller har mulighed for at komme til den. Og at undgå at skabe permanente fjender. Oftest spiller Putin på adskillige heste for at bruge dem til at styrke sin indflydelse og fremme sit lands interesser.
Det forklarer den russiskfødte israelske mellemøstenanalytiker og tidligere medlem af Knesset for Den Zionistiske Union, Ksenia Svetlova. Om Ruslands aktuelle fremfærd i Libyen, hvor general Khalifa Haftars Libyan National Army (Den libyske nationalhær) udfordrer den FN-støttede regering i Tripoli under Fayez al-Sarraj, siger hun:
”Rusland støtter Haftar, men ignorerer på ingen måde Sarraj. De er ikke interesserede i at give Haftar carte blanche til at gøre, hvad han vil. De kontrollerer ham, blandt andet for at holde sig på god fod med Tyrkiet, der støtter Sarrajs regime. Og egentlig tror jeg, at Rusland allerede har fået den dividende, man søgte: olie og fremtidig eksport til den østlige del af Libyen, som er under Haftars kontrol,” forklarer Svetlova, der er senioranalytiker ved Herzliya College.
Modsat sovjetregimet har Putins Rusland ingen fastlagt ideologi, og derfor har Putin ikke brug for hverken Haftar i Libyen eller Bashar al-Assad i Syrien som ideologiske klienter. Rusland er ligeglad med hvilken styreform, der er i landene.
”Situationen både i Libyen og i Syrien er problematisk, men det er min vurdering, at Rusland i begge lande har anlagt en strategi, der hedder: Vi går efter mål, der kan opfyldes. Reelt deler Rusland og Tyrkiet i dag Libyen imellem sig, og Ruslands mål er at få de russiske oliefirmaer tilbage til det østlige Libyen, hvor de var under Muammar Gaddafi. I Syrien kunne det se ud som om, at Assad og dermed Rusland har vundet, men landet er fuldstændig nedbrudt. Det skal genopbygges, og Rusland har absolut ingen penge til det. Rusland er ikke Sovjetunionen og kan ikke bruge de samme midler, som Sovjet i sin tid brugte,” forklarer Ksenia Svetlova.
Rusland er i det store og hele interesseret i tre ting i Mellemøsten, vurderer hun: at være den dominerende stormagt, have adgang til et lukrativt eksportmarked (våben og olie) og at få havne i Middelhavet.
En del af baggrunden for Ruslands mere aktive linje er, at Europa ikke har gjort sig klart, hvad det egentlig vil i Libyen og i Mellemøsten i det hele taget, vurderer Svetlova.
Samtidig er der opstået et tomrum i regionen, i takt med at USA gradvist trækker sig ud. Og i det tomrum har Rusland forholdsvis let spil.
”Den russiske strategi er ’ingen permanente venner – ingen permanente fjender’. Det betyder, at lige nu er Haftar i Libyen en russisk interesse, for landet har brug for olie, mere olie og mere olie, så længe de amerikanske sanktioner mod Moskva er i kraft. Land for land forsøger Rusland at fjerne loyaliteten mod USA, så Rusland bliver den eneste supermagt i regionen. Men det går slet ikke så hurtigt, som landet ønske det.”
Dér, hvor det er lykkedes Rusland at agere som dominerende stormagt, er lande i kaos: Syrien, Libyen og det næste bliver Irak, mener Svetlova, for allerede dagen efter drabet på den iranske general Qassem Soleimani i Irak, og det irakiske parlaments beslutning om at kræve de amerikanske styrker ud af landet, tilbød Moskva at sælge Irak russiske S-400 missilbatterier.
Adspurgt, hvordan Israel vurderer den situation, hun netop har opridset, svarer Ksenia Svetlova:
”Set fra Israel er det eneste, der er farligt, det eneste, der er en reel trussel, Iran. Og her er den russiske position selvfølgelig vigtig, for her i Israel ved vi, at Rusland ser Iran som et lukrativt våbenmarked, den dag sanktionerne eventuelt bliver ophævet, og vi ved, at alle de sofistikerede russiske våben i sidste ende kan blive brugt imod os. Det bekymrer Israel. Og det bekymrer mig.”