”De er primitive og uuddannede. De er forbrydere, og de betaler ikke skat. De er en trussel indefra.”
Sådan lyder nogle af beskrivelserne af palæstinensere, som israelske børn bliver præsenteret for i deres lærebøger i skolen. Det siger den israelske filolog og menneskerettighedsaktivist Nurit Peled-Elhanan.
Hun er professor i sprog og uddannelse på Det Hebraiske Universitetet i Jerusalem og udgav i 2012 bogen ”Palæstina i israelske skolebøger: Ideologi og propaganda i uddannelse”. Bogen er baseret på fem års undersøgelser og indholdsanalyser af israelske skolebøger om historie, geografi og samfundsstudier.
Nurit Peled-Elhanan var i onsdags inviteret til Danmark af udenrigsudvalget i Folketinget for at tale på en kon- ference om børn, der vokser op i konfliktzoner. Konferencen på Christiansborg blev siden aflyst, hvorfor hun i stedet holdt sit oplæg i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler i København.
Kristeligt Dagblad møder hende i en lejlighed i Gentofte. Hun er klædt i flere nuancer af sort og grå, håret er mørkebrunt, og om halsen bærer hun en halskæde i guld med et lille smykke med hebraiske bogstaver på.
Du mener, at israelske skolebøger er med til at fastholde konflikten mellem Israel og palæstinenserne?
”Det er ikke en konflikt,” bryder hun ind.
”Det er en besættelse. Der er forskel. Det er ikke et spørgsmål om at fastholde en konflikt. Bøgerne lærer de jødiske børn at være soldater. Det er det primære formål med det israelske skolesystem,” siger hun med en alvorlig mine.
Hun mener, at israelske børn i deres skoletid bliver præsenteret for en racistisk og dehumaniserende skildring af palæstinensere. En dehumanisering, som i sidste ende har til hensigt at forberede eleverne på deres obligatoriske militærtjeneste.
”De israelske børn lærer intet om palæstinenserne. De kender dem ikke, og de møder dem aldrig. De lærer kun, at palæstinenserne er et problem, som skal løses. Første gang, de møder en palæstinenser, er, når de kommer i hæren. Og så ved de, hvad de skal,” siger hun og fortæller, at palæstinenserne i en af bøgerne beskrives som ”et demografisk mareridt”.
Også geografiundervisningen er ifølge Nurit Peled- Elhanan politisk.
”Du ser ikke en eneste palæstinensisk by på landkortene – ikke engang Nazaret. De viser ikke de internationale grænser. De viser kun et ønskværdigt Israel. De internationale grænser gælder ikke for os, for vi har guddommelige grænser,” siger hun.
Ifølge hende bliver palæstinensere i lærebøgerne aldrig fremstillet som individer, og de bliver som oftest kun omtalt som arabere. Og i bøgerne er der ingen billeder af almindelige palæstinensere, som udfører et normalt arbejde, for eksempel som læge eller lærer. I stedet bliver de beskrevet som umoderne og uuddannede.
”Palæstinenserne er nogle af de bedst uddannede mennesker i Mellemøsten,” siger hun og ryster opgivende på hovedet.
Men bliver israelerne ikke også på samme måde fremstillet negativt fra palæsti-nensisk side?
”Nej, slet ikke på samme måde. Først og fremmest er de besat. De kan ikke sige eller skrive, hvad de vil på grund af censur. Og for det andet: Når du er besat, har du ikke et behov for at dehumanisere besættelsesmagten, i stedet har du et behov for at beskrive den som stor, stærk og udspekuleret.”
Hun fortæller dog, at man i de palæstinensiske lærebøger finder en stor modstand mod zionismen.
”Der er en modstand mod zionismen som den koloniale bevægelse, der tog landet fra dem. Men det er ikke racisme.”
Nurit Peled-Elhanan har selv haft konflikten helt tæt på egen krop. I 1997 blev hendes 13-årige datter Smadar dræbt af en palæstinenser i et selvmordsangreb på gågaden Ben Yehuda i Vestjerusalem. Men drabet på hendes datter har ikke ændret hendes indstilling til konflikten.
Din datter blev dræbt i et terrorangreb udført af en palæstinenser. Men alligevel arbejder du for en fred mellem israelere og palæstinensere. De fleste mennesker ville have svært ved at tilgive sådan en oplevelse.
”Jeg tilgiver ikke,” konstaterer hun prompte og gør det klart, at hun ikke vil tale om sin datters død.
”Jeg mener, at den israelske regering er ansvarlig. Og jeg mener, at den skal for retten i Haag og straffes,” siger hun og fortsætter:
”Det er ikke et spørgsmål om tilgivelse. Jeg ved præcis, hvis skyld det er.”
Men er tilgivelse og forsoning fra begge sider ikke nødvendige dele af en proces for overhovedet at kunne skabe fred?
”Tilgivelse og forsoning er to forskellige ting. Tilgivelse er en eller anden kristen idé, som vi ikke har. De børn, der døde, er ikke interesserede i tilgivelse. Men jeg tror på forsoning. I Sydafrika efter apartheid tilgav man ikke, men forbryderne indrømmede deres skyld, og man gav en vis kompensation. Og så forsøgte man at bevæge sig videre.”
Forsoning handler blandt andet om at anerkende palæstinenserne som mennesker frem for den dehumanisering, man ser i skolebøgerne, mener Nurit Peled-Elhanan.