Der ligger altid en personlig historie bag, når nogen vælger at blive social aktivist, fastslår den spinkle 50 år gamle Gal Lusky med et lidt genert smil i de levende brune øjne:
”Hos mig er det min bror. Han blev såret under militærtjeneste i Libanon.”
Det kræver forklaring at kunne trække en rød tråd mellem en såret israelsk soldat i 1992 og den ngo, hans søster grundlægger i 2005. En ngo, der i de seneste syv år har leveret tonsvis af livreddende mad, medicin og udstyr til især kvinder og børn i det borgerkrigshærgede Syrien.
”Jeg sad ved min brors side et helt år på hospitalet og følte, at jeg kunne vælge mellem to muligheder: enten at ønske hævn over vores fjender eller at forsøge at hele den anden del af verden. Den del, der ikke har adgang til officiel hjælp på samme måde, som vi har i Israel, hvor der er hospitaler og lægehjælp at få. Jeg besluttede, at jeg ville være ærlig over for de nødstedtes behov. Jeg ville være den, som giver hjælpen dér, hvor der er mennesker, der har behov for hjælp, men ikke får den. Og ikke dér, hvor man ifølge FN har lov til at give akut nødhjælp,” fortæller hun.
Det første skridt, Gal Lusky tog, var i 1994 at rejse til Rwanda og arbejde for en ngo, som hjalp med at genforene familiemedlemmer, der havde mistet kontakten med hinanden under den blodige borgerkrig. Derfra rejste hun i en årrække fra katastrofeområde til katastrofeområde og tilbød sin hjælp. Under et ophold i Sri Lanka i 2004 forlod hun den mission, hun var en del af, og rejste ud i de tamilske områder i nord. Der gik det for alvor op for Gal Lusky, hvordan nødhjælp bruges politisk: Tamilerne var oprørere, og derfor fik deres ofre – kvinder og børn – ikke del i nødhjælpen, der blev kontrolleret af regeringen.
Året efter grundlagde Gal Lusky Israel Flying Aid (IFA), Israels flyvende hjælp. En ngo, der i dag drives af 1200 frivillige israelere, og hvis erklærede formål det er at operere i lande, der ikke har diplomatiske forbindelser med Israel, og i områder, hvor lokale regeringer ikke tillader livreddende, akut nødhjælp at komme ind.
Det var en handling i trods. Imod FN-pagtens kapitel 7, som Gal Lusky kort og godt kalder hyklerisk. For kapitel 7 sikrer først og fremmest FN-medlemslandenes suverænitet, og det giver regeringer og regimer ret til at bestemme over al humanitær hjælp i landet.
”På den måde kan regeringer helt legitimt vende naturkatastrofer og konflikter til masseødelæggelsesvåben. For de kan vælge, hvem der skal have, og hvem der ikke skal have hjælp. Rent teknisk tillader kapitel 7 at forhindre, at medicin og fødevarer når frem til katastrofeområder. Så ved at forhindre nødhjælp i at nå frem, kan regeringen eller regimet tvinge folk til at dø af sult eller sygdomme. Vi så det ske i Sri Lanka, i Indonesien, i Pakistan, og vi har set det i Syrien. Kvinder og børns eneste fejl er, at de er blevet født på den ’gale side’ af en konflikt. Og det er her, vi føler vores mission,” forklarer Gal Lusky og tilføjer, at hun ikke betragter sig som kriminel, selvom det åbenlyst er i strid med international lov at snige nødhjælp ind i et land uden om regeringens viden og kontrol.
Målet helliger midlet. Det, der driver hende, er ofrenes behov, ikke politik og slet ikke international lov, siger hun. Målet er at redde mennesker fra at blive sultet ihjel. Tvungen sult er åbenlys tortur. Langt værre end at blive skudt, fastholder Gal Lusky.
I Syrien har Assad-regimet gang på gang hindret nødhjælp i at nå frem. FN’s særlige udsending for humanitær hjælp i Syrien, Jan Egeland, har i årenes løb flere gange tryglet præsiden Bashar al-Assad om tilladelse til at køre konvojer med hjælp ind i belejrede områder som Yarmouk og det østlige Ghouta ved Damaskus. Uden held.
IFA begyndte allerede at arbejde i Syrien, da oprøret begyndte i 2011. Først i det nordlige Syrien fra Jordan, Tyrkiet og Kurdistan. Gal Lusky sparer på detaljerne, men fortæller, at hun i de første fire år ikke fortalte sine syriske samarbejdspartnere, at hun var israeler og repræsenterede en israelsk ngo. I stedet for Israel Flying Aid hed organisationen Global Flying Aid, og i stedet for logoet, en davidstjerne med vinger, brugte organisationen en globus med vinger. Men på et tidspunkt blev hun klar over, at hendes partnere måtte vide sandheden.
”Hvis man lyver for folk for at beskytte sig selv og dem, så bliver det efterhånden et moralsk problem. Vi hjælper kvinder og børn, men på den anden side kunne det koste vore partnere livet. Så vi besluttede at stå frem og lade dem selv vælge, om de ville fortsætte samarbejdet. Der er ingen smart måde at sige det på. Det var meget svære samtaler. De blev med rette stødt, skuffede og rasende. Alligevel valgte to ud af de tre organisationer, som vi arbejdede med, at fortsætte samarbejdet i to år efter. Vi skrev endda en kontrakt, hvor der var vores logo med davidstjernen på den ene side og et syrisk flag på den anden. Vi brød med den tredje organisation, fordi vi ikke var overbevist om, at de kunne sikre vores folk, efter at de vidste, hvem vi var,” fortæller hun.
Til at begynde med opererede Lusky sin ngo med en lille gruppe venner for egne midler.
I dag har IFA et stort netværk af europæiske, canadiske og amerikanske organisationer, der donerer penge og materiel. Lusky nævner især flere kristne organisationer og syriske og muslimske organisationer muligvis i USA.
Lusky holder kortene tæt til kroppen. Der samles også ind i Israel.
De fire og et halvt år, hvor IFA opererede i det nordlige Syrien, leverede ngo’en hundredvis af tons mad, medicin, tøj, tæpper, brændstof og felthospitaler samt 3D-printere til at printe proteser. I 2013 trænede IFA som de første 300 syrere fra det nordlige Syrien i redningsarbejde og brandslukning og gav dem udstyr. Det blev de første Hvide Hjelme.
I de sidste to og et halvt år har IFA udelukkende arbejdet i det sydlige Syrien og leveret nødhjælp til befolkningen fanget mellem Assad-regimets hær og den israelske grænse på Golanhøjderne.
Hjælpen har krydset grænsen mellem Israel og Syrien med tilladelse fra den israelske regering og i samarbejde med det israelske forsvar. Der er sendt udstyr og medicin til 14 klinikker. Kronjuvelen er Breka-fødselshospitalet ved Quneitra i bufferzonen. Et kvindehospital med en månedlig kapacitet på 500 kvinder, fødsler, inklusive operationsstuer til kejsersnit, rekonstruktioner efter voldtægt og en intensivafdeling for nyfødte.
Men situationen i området ændrer sig time for time. Assads soldater har i de seneste uger hejst flaget i grænseområdet, og Gal Lusky fortæller, at militærets offensiv har fået de syriske læger og personalet til at forlade de fleste hospitaler og klinikker af frygt for deres liv.
Tilbage er bufferzonen, der blev tegnet i 1974 mellem de israelske og syriske styrker året efter Yom Kippur-krigen, og som indtil 2013 var overvåget af Undof, en fredsbevarende FN-styrke. Nogle steder er den ni kilometer bred, andre steder kun en få hundrede meter bred zone. Her sidder omkring 150.000 interne fordrevne syrere fast. De fleste fra Daraa, hvor oprøret mod Assad begyndte i 2011. Og det er dem, IFA nu koncentrerer sig om.
”Det er svært at vide, hvad der skal ske. Vi undersøger, hvilke muligheder vi har for at fortsætte arbejdet sammen med de fantastiske kristne organisationer, der giver os tons af materiale. Vi selv kan blive presset ud af Syrien, når regimet tager fuld kontrol. Vi har tilbudt de kristne organisationer at fortsætte uden os. Jeg er ligeglad med, om det er min ngo eller andre, der gør det. Bare nødhjælpen kommer frem. Det, der bekymrer mig mest, er, hvorvidt Israel bliver ved med at lade hjælpen krydse grænsen,” siger Gal Lusky.
Alt i Syrien har været farligt. For Lusky selv, hendes frivillige, hendes samarbejdspartnere og for den syriske civilbefolkning. Nu er der ikke meget tilbage andet end at håbe, at Assad-regimet har lært noget af syv års krig og vil være klogt nok til at forsone sig med resterne af oppositionen og arbejde på at genopbygge tilliden, syrer og syrer imellem, siger Gal Lusky. Nok lidt for optimistisk.
”Det handler ikke om, hvad det betyder for os i Israel. Det vigtigste er at genopbygge tilliden mellem regimet og dem, der var i oppositionen. Det kræver mod på begge sider. Regimet skal vise tillid til dem, der har været i oprøret, der søgte demokrati og endte med at slås for deres liv og land, fordi de troede og håbede, at de kunne vinde. Alle er meget bekymrede. Og hvad angår Assad og hans folk, forstår jeg dem godt, men de må forstå, at de langt hellere skal være en syrisk regering end et regime,” lyder Gal Luskys spinkle håb.
Det er umuligt at afslutte samtalen uden at spørge Gal Lusky, om hun og IFA har overvejet at hjælpe kvinder og børn i Gaza. Svaret kommer som en syleskarp pilespids:
”Nej! Det hverken kan eller vil jeg. De har afholdt demokratiske valg, og de valgte Hamas. Det er deres eget problem. Det må selv de finde ud af. Hamas opsnapper størstedelen af al den hjælp, der sendes til Gaza, og tager den til sig selv og medlemmer af organisationen. De få, der protesterer over det, bliver skudt i knæene. Hvis palæstinenserne i Gaza er utilfredse med Hamas, må de fjerne dem og vælge en anden ledelse. Jeg leverer nødhjælp til steder, hvor jeg selv er følelsesmæssigt involveret, og jeg er meget åben over for alle, men dér, hvor jeg personligt er i en konflikt, kan jeg ikke hjælpe”.