Efter en af de værste uger i tragedien om bådflygtninge, der forsøger at komme til Europa via Italien, kunne den italienske premierminister, Matteo Renzi, i går stolt erklære, at Italien ikke er Grækenland, men kan og vil håndtere presset i håb om, at der snart kommer en fælles europæisk løsning.
Op mod 900 omkomne og 13.000 overlevende, som er blevet sat i land på kun seks dage, fik ellers i weekenden Italiens højrenationaliske parti Lega Nord til at tale om ”en invasion”.
”Det er ynkeligt at høre, at nogle larmer op om invasion og nødsituationer, når virkeligheden er, at tallene mere eller mindre er de samme nu, som de har været de seneste to år, og en tiendedel af, hvad Tyskland har taget imod,” var svaret i går fra Renzi til de italienske medier.
”Vi har ikke som andre lande teltlejre som Idomeni og Calais og kan håndtere situationen med italienske værdier og styrke, mens vi venter på, at det går op for resten af Europa, hvor vigtigt det er – både politisk og menneskeligt,” sagde Renzi.
I stedet for at indgyde frygt må der en samlet EU-indsats til, mente premierministeren. Han henviste til, at det virker, som om at EU nu reelt er indstillet på en migrationsplan, som Italien har foreslået det. Planen vil tilbyde en række afrikanske lande såsom Nigeria, Ghana, Senegal, Tunesien og Egypten øget bistand og projekter til migranter, der vender tilbage, mod løfter om, at landene hjælper til med at stoppe strømmen af migranter mod Europa.
”Migrationen er et fænomen, der vil vare i årevis, og der er brug for en indsats i Afrika. Hvis vi ikke hjælper dér, vil vi skulle blive ved med at finde på lappeløsninger, som ikke løser noget,” sagde Matteo Renzi.
Den danske udenrigsminister Kristian Jensen (V) har argumenteret for det samme.
”Der er to muligheder: Den ene mulighed er, at de lande, vi laver en aftale med, får forrang til vores udviklingsbistand. Den anden er at åbne op for, at de i friere grad kan sælge deres varer til Europa,” siger han til nyhedsbureauet Ritzau.
Martin Lemberg-Pedersen forsker i migration, grænsekontrol og asylpolitik ved Center for Flygtningestudier ved Aalborg Universitet. Han peger på, at Matteo Renzi har grund til sin optimisme for så vidt, at EU gennem en årrække har forsøgt at indgå den type aftaler for at bremse strømmen af unge arbejdsløse afrikanere mod Europa – senest på Valletta-topmødet i november mellem EU og en række afrikanske ledere. Men de sidste 15 år viser også, at den slags aftaler ikke har hjulpet. Væksten og jobbene er udeblevet, og der er stadig masser af smuglere, der kan skaffe håbefulde og desperate mennesker passage over havet.
”Den store menneskesmuglingsindustri forvinder først den dag, der er etableret sikre flugtveje,” siger han.
Noget helt andet er, at EU har pligt til at tage mod de mennesker, der rent faktisk når Europas kyster, og undersøge, om de har ret til asyl, fordi de er forfulgte. Derfor vil der stadig være brug for aftaler om omfordeling af flygtninge internt i EU, da Italien trods et rimeligt velfungerende modtagesystem næppe kan fortsætte med at tage imod tusinder af flygtninge i månedsvis, mener Lemberg-Pedersen.
”Italien står bedre rustet end sidste år, men på et tidspunkt bliver de formentlig trætte af at skulle stå med hele opgaven alene og vil efterspørge hjælp, som vi også så det sidste år,” siger han.
Det var blandt andet netop pres fra Italien, der sidste år i september fik EU-landene til at indgå en aftale om at omfordele 160.000 flygtninge, først og fremmest mennesker, der var søgt til Italien og Grækenland. Ud af disse er kun 1500 flygtninge siden kommet til et andet EU-land.
”Når det gælder den interne solidaritet vedrørende fordelingen af flygtninge, er den kun blevet mindre siden sidste år. Selvom kommissionen har lanceret en omfordelingsnøgle, er der næsten intet sket i praksis, og den politiske modstand har været så stor, at unionen blot har fået undergravet sin legitimitet,” siger Martin Lemberg-Pedersen.
Ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa har redningsfartøjer undsat omkring 70 gummibåde og 10 skibe inden for en uge. De mange bådflygtninge er ikke kun blevet sat i land på Sicilien, men fordelt på en række havne i hele Syditalien. De er alle blevet registreret og sendt videre til asylcentre rundt om i landet, også i det nordlige Italien, og foreløbig ser modtagesystemet ud til at kunne klare presset.
”Jeg ser det stadig for mig,” siger Raffaele Martino, kaptajn på krigsskibet ”Vega”, til den italienske avis La Stampa.
Det lagde til kaj i Reggio Calabria i søndags med 629 overlevende om bord og 45 sorte sække med de lig, flådefartøjet havde samlet op under den sidste af i alt fire redningsaktioner. Blandt dem var flere børn, det mindste en baby på omkring seks måneder.
”En flipflop, der flød på vandet. En Real Madrid T-shirt. En sutteflaske. Og alle de livløse kroppe, der flød rundt mellem de levende, der råbte på hjælp,” fortæller kaptajnen.
”Vega” var på vej tilbage mod havn med de overlevende fra tre forlis, da det fik besked om et nyt. En gummibåd, der var kæntret.
”Da vi fik samlet de 45 lig op, måtte vi holde dem adskilt fra de overlevende, selvom mange efterlyste en mand eller et barn. Vi turde ikke fortælle dem om de døde, før vi nåede i havn, og de kunne få hjælp,” siger Raffaele Martino til avisen.
Ifølge FN’s Flygtningehøjkommisariat UNHCR og Den Internationale Organisation for Migration, IOM, var der i alt omkring 700 omkomne i den forgangne uges række af forlis, mens Læger uden Grænser forleden oplyste, at tallet kan være helt oppe på 900.
Der var mindre grupper af syrere blandt bådflygtningene, men de fleste kom fra afrikanske lande som Eritrea, Sudan, Somalia og Nigeria.