Italien søger nye venner i EU for at få stoppet migranter

Den nye regering i Rom udfordrer Frankrig og resten af EU ved at afvise migrantskib, men der er opbrud på vej, for blandt andre Østrig viser forståelse

Der var oprindeligt 629 migranter om bord på redningsskibet ”Aquarius”, men i de seneste dages høje sø er over 500 blevet evakueret til italienske flådefartøjer. Skibet har siden maj 2016 reddet 28.000 bådflygtninge på Middelhavet.
Der var oprindeligt 629 migranter om bord på redningsskibet ”Aquarius”, men i de seneste dages høje sø er over 500 blevet evakueret til italienske flådefartøjer. Skibet har siden maj 2016 reddet 28.000 bådflygtninge på Middelhavet.

Den nye italienske premierminister, Guiseppe Conte, mødes i dag i Paris med den franske præsident, Emmanuel Macron, hvor de skal diskutere Europas asylpolitik før EU-topmødet sidst på måneden. Forud har der de seneste døgn udspillet sig et til tider farceagtigt drama, der tydeligt har vist, at Italiens regering med de to protestpartier Lega og Femstjernebevægelsen M5S spiller efter nye regler og viser vilje til at sætte ”Italien og italienerne først”, som de lovede i valgkampen.

De seneste dages begivenheder har samtidig demonstreret, at med de to protestpartiers indtog i Rom tegner der sig nye alliancer i EU. Som den spanske avis El Pais skrev i går, så ”ser det ultrakonservative Europa muligheden for at bruge migrationen politisk” og ”en ny akse tager form med udgangspunkt i afvisningen af migranter og beskyttelsen af grænserne”.

Mens Frankrig og Italien har kastet fornærmelser efter hinanden i stil med ”til at brække sig over” (sagt af en talsmand fra Macrons parti), så har Matteo Salvini, den italienske indenrigsminister og leder af Lega, haft anderledes positive samtaler med sin tyske kollega Horst Seehofer, den ungarske premierminister, Viktor Orbán, og den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, der onsdag på en pressekonference med Seehofer i Berlin erklærede, at ”efter vores mening er der brug for ’en akse af dem, der vil’ i kampen mod migrationen”.

Matteo Salvini ser indtil videre ud til at være den virkelige magthaver i regeringskoalitionen i Rom, selvom Lega kun fik halvt så mange stemmer som regeringspartneren M5S ved valget i marts. Som kommentatoren Claudio Tito konstaterede i avisen La Repubblica i går, så ”hedder premierministeren officielt Guiseppe Conte, men reelt har Matteo Salvini taget hans plads. Fra udenrigspolitikken til migranter, fra den økonomiske linje til den sociale. Der er kun én stemme at høre, og det er Lega-lederens”.

Salvini satte gang i de seneste dages dramatiske udvikling, da han tidligere på ugen nægtede at lade redningsskibet ”Aquarius” fra ngo’en SOS Mediterranée lægge til kaj i Italien med oprindeligt over 600 bådflygtninge om bord. Beslutningen gav rungende genlyd gennem regeringsbygninger i resten af EU, hvor man har nydt godt af den hidtidige italienske politik, som gik ud på at få den libyske kystvagt til at stoppe så mange flygtningebåde som muligt og tage imod resten, når de ankom med redningsskibe som ”Aquarius”.

Lega-lederen signalerede med sin beslutning, at den politik hører fortiden til. Den nye spanske regering tilbød i stedet at tage imod ”Aquarius”, som i går med 106 migranter og mandskab om bord sammen med to italienske flådefartøjer og evakuerede migranter fra skibet i dårligt vejr var på vej over Middelhavet mod Valencia. Imens blev 40 overlevende og 12 omkomne fra et nyt forlis ud for den libyske kyst samlet op af et amerikansk krigsskib. Ngo-skibet ”Sos Seawatch” afviste at tage imod dem, netop fordi det ikke kunne få garanti for at kunne lægge til kaj i Italien. Det amerikanske krigsskib har ikke kølerum om bord og måtte efterlade ligene af de 12 omkomne i vandet.

Et af den italienske kystvagts egne skibe med næsten 1000 migranter om bord ankom onsdag til Pozzallo på Sicilien, så Salvinis trussel om at lukke havnene for migranter ser foreløbig kun ud til at dreje sig om dem, der kommer med ngo-skibe.

Da talsmænd for præsident Macron også erklærede, at regeringen i Rom handlede med ”kynisme og uansvarligt”, blev den franske ambassadør kaldt til samtale, den italienske finansminister aflyste et besøg i Paris, og premierminister Conte lod forstå, at han ville gøre det samme med sin frokost i dag med Macron, hvis han ikke fik en undskyldning. På telefonen sent onsdag skal Macron så have sagt, at det ikke var hans mening at ”fornærme Italien eller det italienske folk”, og selvom om det knapt er en undskyldning, var det nok til, at Conte kommer til mødet i dag.

Ifølge det tyske magasin Cicero er der med de seneste dages drama to uger før et afgørende EU-topmøde om migrationspolitikken ”opstået en eksplosiv situation. For uden Tyskland, Frankrig og Italien sker der ingenting i asyl- og flygtningepolitikken”. De tre lande har ”hidtil har været garanter for en mindelig løsning, som kunne knække de østeuropæiske Visegrad-landes modstand. Rom ville modtage flygtningene fra Middelhavet, Berlin og Paris ville sørge for at få dem fordelt – det var håbet”, lyder det i en kommentar på magasinets online-udgave.

Men med Salvini ”er der en ny front, som vil prøve at gå forrest for at få en hårdere migrationspolitik i EU”, skriver El Pais, og når Østrig ved månedsskiftet overtager EU-formandskabet, vil det få topprioritet. Flere italienske medier har de seneste dage skrevet, at Italien vil have kanaliseret flere EU-midler til at stoppe trafikken fra Libyen og overvejer at true med at nedlægge veto mod den milliardstøtte til Tyrkiet, som har været med til at stoppe migrationen via Balkanruten.

I en af Italiens mest konservative aviser, Il Giornale, advarede chefredaktøren Alessandro Sallusti i går Salvini mod at fare frem som ”don Quixote med alle os andre i rollen som Sancho Panza”. Ifølge redaktøren er ”det vigtige at opnå målet, og hvis det er nødvendigt, må man vise muskler”, men ”uden Europa løser Italien aldrig sit problem med migrationen, fordi forholdene er så komplicerede, og der kræves så mange midler”.

Ud over at tage imod migranterne fra ”Aquarius” ser Spaniens nye socialistiske regering under premierminister Pedro Sanchez ud til at gå den modsatte vej af Italien. Ifølge avisen La Vanguardia sagde indenrigsminister Fernando Grande-Mariaska i går, at han vil arbejde for at fjerne de hegn, der i dag adskiller de spanske enklaver Ceuta og Melilla fra resten af Nordafrika.