To ting springer i øjnene på Roms legepladser: Mange italienske børn har ingen søskende, og hvis de ikke bliver passet af en barnepige, der som regel er filippinsk, kan man komme i tvivl om, hvorvidt de er sammen med deres forældre eller bedsteforældre.
Italienske familier med store søskendeflokke er noget, man efterhånden kun ser i film fra efterkrigstiden.
Hovedkonklusionen i den seneste rapport fra Italiens statistiske institut, Istat, som udkom lige inden sommerferien, er, at kernefamilien er i dyb krise. Italienere får færre børn, og de får dem i en stadig højere alder. De mange enebørn står i kontrast til et udbredt ønske om at få mindst to børn. Ifølge Istat er det bare 12 procent af de italienske kvinder, som har et udtalt ønske om kun at få ét barn. Alligevel får 47 procent ikke flere.
I gennemsnit får italienske kvinder 1,2 børn. Faldet i fødselstallet er blevet tydeligere under pandemien. Sidste år blev der bare født 399.000 nye italienere, mens der var lidt over 709.000 dødsfald. Gennemsnitsalderen i det italienske samfund er således 46,2 år, hvor den i Danmark er 42,2 år.
Det betyder, at alle de negative fremskrivninger om overbelastning af ældreplejen og pensionssystemet, som man kender fra den danske debat, er endnu værre i en italiensk sammenhæng.
35-årige Francesca Liuzzo kender alt til de italienske børnefamiliers problemer. Sammen med sin søster, Benedetta, driver hun en privat vuggestue og børnehave i det nordlige Rom, hvor 36 børn i alderen fra seks måneder til tre år bliver passet. Og så er hun netop blevet mor til sit andet barn:
”Når selv relativt privilegerede middelklasseborgere som min mand og jeg er så bekymrede for, hvad flere børn kan komme til at betyde for balancen mellem arbejde og privatliv, som skal få det hele til at hænge sammen, er der jo noget galt,” siger Francesca Liuzzo.
Familier under pres
Den kulturelle baggrund for det faldende fødselstal er, at antallet af praktiserede katolikker har været konstant faldende gennem de seneste 50 år. Og mange af dem, der definerer sig som katolikker, har i praksis ikke en holdning til spørgsmål omkring ægteskab, prævention og abort, der flugter med den katolske kirkes officielle doktrin. De dyrker sex før ægteskabet, bruger prævention og får aborter.
Samtidig kan de stærkt troende katolikker, som stadig får mange børn, ikke opveje den generelle udvikling i retning af flere og mindre familieenheder. Siden årtusindeskiftet er andelen af italienere, der lever sammen med andre familiemedlemmer, blevet reduceret med 11 procent. Kun knap en tredjedel af Italiens befolkning lever nu i familiestrukturer med forældre og børn, mens lidt over en tredjedel bor alene.
For 20 år siden boede over halvdelen af italienerne stadig sammen med medlemmer af mindst én anden generation i deres familie, hvilket nu gælder for 42 procent. Samtidig bliver husholdninger med tre generationer under samme tag stadig mere sjældne.
Istats undersøgelse vidner om, at de italienske familier er under enormt pres. De økonomiske vilkår, betingelserne på arbejdsmarkedet, boligmangel i byerne, jobmangel på landet og andre omstændigheder gør det stadig sværere at realisere drømmen om en kernefamilie. Undersøgelser fra andre lande viser, at familier får flere børn, når fædrene er villige til at tage deres del af det ubetalte arbejde i familien. Men i de fleste italienske familier betragtes mandens arbejde og karriere stadig som vigtigere end kvindens. I forhold til andre EU-lande har Italien færre udearbejdende kvinder, som samtidig får en dårligere løn end mændene.
Kvinder i arbejde
Alligevel aspirerer yngre italienske kvinder til både at stifte familie og gøre karriere, hvilket for blot to generationer siden var utænkeligt for de fleste. I foråret vakte det en del forargelse, da en succesfuld iværksætter i modeindustrien, Elisabetta Franchi, udtalte, at hun helst undgår at ansætte yngre kvinder.
”Når man ansætter en kvinde i en vigtig stilling, kan man som ansvarlig virksomhedsleder jo ikke tillade sig, at hun ikke kommer på arbejde i næsten to år, så derfor har jeg ofte foretrukket at ansætte mænd,” sagde hun ved et offentligt møde arrangeret af avisen Il Foglio.
Dette syn på arbejde og børn som uforenelige størrelser blev kritiseret for at være ”middelalderligt”. Elisabetta Franchi understregede, at hun ingen betænkeligheder har ved at ansætte kvinder, når de er fyldt 40 år:
”Hvis de skal have børn, gifte sig og blive skilt, har de allerede gjort det hele. Så jeg snupper dem, der har taget hele turen og kan arbejde for mig døgnet rundt. Det er det vigtigste.”
Meget tyder dog på, at Franchi blot sagde, hvad andre italienske virksomhedsledere tænker og gør. Ifølge en undersøgelse fra 2006 havde 800.000 italienske kvinder i forbindelse med en ny ansættelse oplevet at blive bedt om også at underskrive en udateret opsigelse, som arbejdsgiveren så kunne hive frem i tilfælde af graviditet. Siden har nogle regeringer forsøgt at modvirke denne praksis, mens andre har rullet tiltagene tilbage.
Ifølge den nuværende lovgivning skal en frivillig opsigelse i princippet kommunikeres elektronisk og med en uges fortrydelsesret. I praksis er der dog en række undtagelser, også i tilfælde af graviditet, hvor et stykke papir med en underskrift stadig kan være gyldigt. De fleste undgår alligevel helst at bruge deres tid, penge og kræfter på et arbejdsretligt søgsmål, der som minimum har en sagsbehandlingstid på to år.
Barselsorlov som fiktion
Færre regulære fuldtidsstillinger og flere tidsbegrænsede deltidskontrakter har samtidig gjort retten til betalt barselsorlov til fiktion for stadig flere. Da der er kronisk mangel på offentlige pasningstilbud i byer som Rom, søger de småbørnsforældre, der har råd, ofte private løsninger. Francesca og Benedetta Liuzzo har fem fuldtidsansatte medarbejdere og to på deltid. Vuggestuen og børnehaven har åbent fra klokken 8 til 18.30, og en plads koster 4500 kroner om måneden.
”Der findes ingen ordentlig støtte til småbørnsfamilier. Så jeg forstår godt de mødre, der afleverer deres børn på kun tre måneder hos os. De burde bare ikke være nødt til at gå på arbejde, men ellers risikerer mange af dem at miste jobbet. Og hvorfor skal mødre tvinges til at holde op med at arbejde? Og hvordan kan en familie med to børn eller flere klare sig med én indtægt? Det er som en hund, der bider sig selv i halen,” siger Francesca Liuzzo.
Fire måneder efter fødslen af sit barn i april var hun tilbage på arbejde.
”Skattemæssigt kunne det ikke betale sig for mig at holde en længere barselsorlov. Jeg vil da gerne have barn nummer tre, hvis det kan lade sig gøre. Det er faktisk et ønske, som jeg håber at få opfyldt. Men jeg har ikke været nødt til at overlade mine børn til fremmede fra en tidlig alder, fordi jeg kan tage dem med på arbejde. Jeg kunne heller ikke drømme om at blive hjemmegående. Men familierne skal altså have mulighed for at være sammen med deres børn, mens de er små. For hvorfor skulle man ellers få børn?”.