Italienerne fejrer påske med fromhed og folklore

Italienerne udlever påsken ved at genopføre scener fra Jesu sidste dage i århundredgamle ritualer og processioner

Når italienerne fejrer påske, sker det i en blanding af fromhed og folklore, som kan have rødder helt tilbage til primitive forårsritualer. Ikke mindst Sicilien er berømmet for sine mange påsketraditioner, som her i Marsala.
Når italienerne fejrer påske, sker det i en blanding af fromhed og folklore, som kan have rødder helt tilbage til primitive forårsritualer. Ikke mindst Sicilien er berømmet for sine mange påsketraditioner, som her i Marsala. Foto: Scanpix.

To mænd, kun iført sort lændeklæde, T-shirt og tørklæde, går barfodede rundt i gaderne i den lille calabriske by Nocera Terinese. Indimellem stopper de og slår sig selv på lårene og læggene, så det bløder. For i hænderne har de en specielt udformet blok af kork spiddet med 13 små glasskår. Et glasskår for hver af de 12 apostle og for Kristus.

Når blodet flyder ned ad benene, kommer folk ud af husene og overhælder mændene med rødvin, der har trukket med urter, som skal forhindre blodet i at størkne. Som tak sætter de to ”vattienti”, et andet ord for flagellanter, blodige håndaftryk på husets mur eller står stille for at lade blodet løbe ned på trappestenene, indtil de fortsætter turen gennem gaderne, hvor små strømme og pøle af blod og vin blander sig efter dem. En stor dreng, der bærer på et sort kors, følger efter, kun iført en rød toga og en tornekrone.

Når italienerne fejrer påske, sker det i en blanding af fromhed og folklore, som kan have rødder helt tilbage til primitive forårsritualer. Mange af de traditioner, der ses i dag, stammer fra middelalderen. Få er så ekstreme som de calabriske ”vattienti”, men de fleste er farverige begivenheder, der blander folkefest med dyb overbevisning. Og der er mange af dem. Alene langfredag omkring 3000 arrangementer rundtom i hele landet, selvom de fleste og største begivenheder foregår sydpå.

Og selvom hele landet holder fri, så er påsken ikke bare ferie - mange italienere udlever den og Jesu lidelser symbolsk. Hundredtusinder af mennesker deltager i de traditionelle og religiøse demonstrationer, der illustrerer alt fra indtoget i Jerusalem, det sidste måltid og Jesus, der vasker disciplenes fødder, over Judas, der forråder, vejen til Golgata og korsfæstelsen - til begravelsen og genopstandelsen.

Så der sker noget hele ugen fra palmesøndag til påskemandag, og påsken leves i høj grad på gaden - såvel som i kirkerne.

Skærtorsdag besøger troende ”sepolcri”, der symboliserer Jesu grav. Langfredag er en sorgens dag, hvor der er processioner i selv den mindste flække. De fleste for at illustrere vejen til Golgata. Paven selv deltager i den største: Via Crucis-processionen gennem Roms gader, ved romertidens Colosseum. Påskesøndag er en fest. Kirkeklokkerne begynder allerede at ringe ved midnat for at fejre, at Jesus er genopstået, og påskemandag slutter det hele så, ofte med en udflugt med familie eller venner på landet eller til vandet.

Som forfatteren Monica Sanfilippo skriver i magasinet InStoria, har italienerne ved siden af den officielle påskeliturgi alverdens ”manifestationer af folkelig fromhed”, der rækker fra sange og digte til historiske tableauer og de ekstreme flagellanter.

”Kirken accepterer disse manifestationer som en form for sideløbende liturgi, der er med til at forny den religiøse overbevisning og tilhørsforholdet til det kristne fællesskab,” fastslår hun.

Claudio Bernardi, professor i antropologi ved det katolske universitet i Milano, har skrevet flere bøger om emnet og kalder det en form for kulturel dualisme. I middelalderen præsenterede kirken en liturgi, der var for klerikal.

”Så folket reagerede ved at kreere deres egen, folkelige, som i dag kan være parallel eller helt integreret. I modsætning til protestanterne efter reformationen, der eliminerede de populære ritualer, billeder og dramaet, udviklede katolikkerne en folkelig kultur, hvor der bliver givet god plads til den teatralske dramatik,” siger han.

En af de mest kendte af de dramatiske påskebegivenheder foregår i Firenze: ”Scoppio del Carro”, vognen, der eksploderer. Traditionen siges at stamme fra år 1097, hvor en florentinsk korsridder vendte hjem med tre stykker flint fra Jesu grav, som siden er blevet brugt hver påske til at tænde en ”hellig ild”. Det udviklede sig i 1500-tallet, så der nu bliver kørt en kærre, trukket af hvide okser og fyldt med fyrværkeri, ind på pladsen foran byens domkirke, og den bliver der så sat hellig ild til.

I Sulmona i regionen Abruzzo opfører man et helt teaterstykke i byens centrum - La Madonna che corre in piazza - Jomfruen, der løber på pladsen. En procession, der bærer en figur af den genopstandne Jesus, går gennem gaderne. Apostlene Peter og Johannes opdager ham og løber hen til den kirke, hvor Jomfru Maria-figuren, i sort, sørger over sønnens død. Johannes prøver at overbevise hende om, at han er genopstået, men hun tror ham ikke - og først efter at han har prøvet flere gange, kommer hun ud af kirken. Maria-figuren opdager Jesus, smider den sorte sørgedragt og ”løber”, båret af stærke, unge mænd, hen for at møde sin søn.

Den samme holdning til påsken har de på Sicilien, der også tolker det som en familietragedie. I Prizzi ved Palermo danser to dæmoner i rødt sammen med Djævelen i gult rundt og forstyrrer de to processioner, igen med den genopstandne Jesus og Jomfru Maria, der forsøger at mødes.

I San Fratello ved Messina er det atter djævle i røde dragter med korsbemalede hætter over ansigtet, som fejrer Jesus død og forstyrrer den procession, der ærer ham.

Sicilien er berømmet for sine mange påsketraditioner, og den største af dem alle er i Enna, hvor flere tusinde medlemmer af forskellige broderskaber går i lange processioner i mange timer, iført hvide kutter med røde, blå og grønne farver, der viser, hvor de hører til. Der, som andre steder, er en stor del af byen aktiv i begivenhederne, og resten er på gaden for at se på og leve med.

I Gangri har en ung mand rollen som Jesus, der rider ind i byen på et æsel, mens alle andre vifter med palme- og olivengrene. Andre steder er der fakkeltog, som ender med kæmpebål, som også etruskerne gjorde det for at fejre forårets komme.

Nogle byer rejser kæmpe kors. Andre klæder Jesus af og på. I Castelsardo har de kor, der synger gregorianske sange. I Trapani har de ”Misteri” - et ritual fra det 16. århundrede med 20 tableauer, der illustrerer påskeugens begivenheder - to af dem forestiller den døde Jesus. De bliver båret rundt i byen i op mod 24 timer, selv om de er tunge - den ene vejer næsten et ton - og bærerne sveder og er tæt på at segne.

”At bære rundt på de tunge bårer kan forekomme som en unødig lidelse, hvis man ikke forstår viljen til at identificere sig med Kristi fysiske lidelse og på samme tid dele vægten med de andre bærere, en vægt, som er symbolet på livets lidelser,” skriver Marcella Croce i La Repubblica.

Og for de italienere, der ”udfører” påsken, handler det netop om at prøve at forstå lidelsen på egen krop og ære Jesus, som de bloddryppende ”vattienti” i Calabrien. Ifølge antropologiprofessor Claudio Bernardi er ritualerne ikke kun simpel gentagelse.

Påsken er ”festernes fest”, og de historiske optrin ”en søgning efter det forjættede land og det nyskabte, hvor intet er umuligt og noget bedre, end det var.”

Han skriver i bogen ”Carnevale, Quaresima, Pasqua”, at påsken, der følger efter det udsvævende karneval og den puritanske fastetid, giver folk lov til at ”genfinde sig selv og blive født på ny”. Og han mener, at Dantes ”Guddommelige Komedie”, der netop foregår i påsken i år 1300, viser, at ”Helvede er karneval, skærsilden fasten, og påske er paradis.”