Han vil have en folkeafstemning om euroen og stoppe betalingen af gælden til udlandet. Han ynder at råbe højt, især om Italiens politikere, som er korrupte og magtliderlige og skal sendes hjem, men han nægter at optræde på tv eller svare på kritiske spørgsmål fra den nationale presse.
Italienerne viste sig hverken at være blevet mere modne og realistiske ved det netop overståede valg. De stemte i stedet på en komiker. Beppe Grillo, den 64-årige leder af Femstjernebevægelsen, der i dag er landets største parti.
Og der var samtidig genvalg til en anden showman, Silvio Berlusconi, som trods et stort ansvar for Italiens elendige økonomi og de mange retssager og skandaler formåede at sikre sin koalition næsten lige så mange stemmer som centrum-venstre-fløjen. Den hidtidige ministerpræsident, Mario Monti, var tæt på ikke at komme i parlamentet.
I alle andre lande ville skandaler og en dom for skattesnyd have sendt en politiker ud i kulden, men ikke i Italien. Og mens resten af Europa ryster uforstående på hovedet og spørger hvorfor, og finansmarkederne bliver mere end nervøse, konstaterer avisen la Repubblicas vicedirektør, Massimo Giannini, tørt:
Valget bekræfter dette lands mangel på evne til at være normalt.
Kommentatoren Beppe Severgnini er kommet med 10 bud på, hvorfor italienerne stemmer på Berlusconi. Et af dem er, at han er individualisten, der har skabt en formue og nærer en meget italiensk antipati mod regler for eksempel i form af et skattesystem. Og så er han en formidabel performer, der optræder med charme på de tv-kanaler, han selv ejer. Han er til smukke kvinder og fodbold, er jovial og kan tale med alle. Han gør, hvad mange italienere drømmer om.
Andre bemærker, at valg-resultatet endnu engang viser Italiens problemer med at opføre sig som en nation. De stemmer på højrefløjen oppe i nord, fordi de vil have større selvstændighed og løsrives fra det fattigere syd. Og dernede er der stadig dem, der stemmer, som mafiaen siger de skal. Eller følger den lokale leder, som man fulgte fyrsten i renæssancetiden i håb om at loyalitet kan give en belønning. Politikere har været kendt for for eksempel at hjælpe folk til en invalidepension, selvom der intet var i vejen med dem.
De fleste politiske iagttagere forudser, at selvom det skulle lykkes centrum-venstre med Pier Luigi Bersani i spidsen at få dannet en regering, vil den næppe holde længe. Og så skal Italien til valg igen. Hvilket ifølge Beppe Grillo vil give hans bevægelse flertallet, så hans drøm kan gå i opfyldelse, og de kan få sat hele det gamle politiske system på porten.
Ærlighed vil komme på mode, siger han.
Det her er generalprøven.
Som den italienske forfatter Luigi Barzini har sagt, så har Italien været ustabilt, siden goterne angreb Rom i 410 og vil altid være det.
Italienerne bliver ofte selv forbløffede over deres egen opførsel, konstaterede han også.
Og det er de også i dag, for de fleste havde regnet med en kneben sejr til venstrefløjen, og ingen havde forudset, at Grillos bevægelse ville sejre så markant. Mens mange havde håbet, at Berlusconi havde gjort det endnu bedre.
LÆS OGSÅ: Italiensk for feinschmeckere
Valgresultatet afspejler et dybt splittet samfund. Det kan virke skørt at stemme på en komiker, men det er et opgør med det politiske system, der siden Anden Verdenskrig har beriget sig selv gennem bestikkelse og korruption, og de amoralske politikere, der er afsløret i en konstant strøm af skandaler. Det er især de unge, der har fulgt og stemt på Grillos bevægelse. Og de grillini, der nu kommer i parlamentet, er også unge og ofte uerfarne uden nævneværdig politisk ballast.
Som kommentatoren Paul Krugman spurgte i New York Times forleden:
Hvad godt har det gjort Italien at vise modenhed det sidste år? Italien har pænt gennemført væsentlige besparelser og set sin økonomi gå hurtigt tilbage som et resultat.
Og det er netop, hvad Grillo siger. Montis krav til italienerne om at acceptere nedskæringer og stramninger rammer de svageste, dem, der ikke kan forsvare sig og det hjælper ikke, råber komikeren. Det er muligt, at bankerne og finansverden har større tillid til et Italien under Monti, men økonomien og flertallet af italienere har fået det værre.
Det samme har Berlusconi sagt igen og igen under valgkampen. Han har dygtigt spillet på italienernes uvilje mod at føle sig styret fra Berlin og Frankfurt og har gjort comeback med utallige løfter til boligejere, skattesnydere og arbejdsløse. Han forsøgte sågar at sikre sig det yderste højres støtte ved at erklære, på holocaustdagen, at Mussolini også havde gjort gode ting.
Spørger man hans vælgere, vil mange af dem give ham ret. Dengang kørte togene til tiden. Der kom postkontorer i hver en lille by nu lukker de igen. Italien har aldrig haft et opgør med fascismen, som tyskerne havde det med nazismen. Berlusconi kom til magten i 1994 ved hjælp af nyfascister og var dermed med til at gøre dem socialt acceptable. I dag kan man sige Mussolini uden at rødme, og det er der mange italienere, der gør. Men når de stadig stemmer på Berlusconi, er der også andre af fortidens synder, der spøger.
Jeg stemmer på presidente Berlusconi. Han forstår os, siger en midaldrende kvindelig indehaver af en bar i en lille by i Appeninerne.
Ikke på kommunisterne.
PD, socialisterne, har rødder i det gamle kommunistparti. Og trods Berlinmurens fald og partileder Bersanis cigarer, er der stadig mange, der bogstaveligt ser rødt ved tanken om ham som regeringsleder. De italienske kristendemokrater styrede landet i næsten 50 år, delvist på grund af angsten for kommunismen. Det gav basis for et korrupt og usundt politisk system, som Berlusconi i sin tid lovede at gøre op med.
I stedet fortsatte skandalerne, så det nu er Beppe Grillos tur til at komme til med budskabet om, at alle partier er korrupte, og at det gamle styre skal afsættes. Mario Monti bliver måske nok set som ærlig, men også som bankerne og EUs mand frem for italienernes. Og så er der ikke meget sjov eller show i ham.