Italienerne knuselsker regeringschefen og hans smilehuller

Især kvinderne i det coronakriseramte land har kastet deres kærlighed på premierminister Giuseppe Conte, der er nationens nye sexsymbol

Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, får både lumre tilbud og hyldes på et hav af fangrupper på de sociale medier, hvor en fangruppe er opkaldt efter Contes smilehuller. – Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix.
Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, får både lumre tilbud og hyldes på et hav af fangrupper på de sociale medier, hvor en fangruppe er opkaldt efter Contes smilehuller. – Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix.

Midt i den værste krise med over 21.000 coronadødsfald er Italiens premierminister, Giuseppe Conte, ikke kun blevet den mest populære politiske leder i lange tider med en opbakning på over 70 procent, men også mål for italienske kvinders hede drømme. Regeringslederen, der var totalt ukendt og blev set som en lidt tør advokat, da han blev premierminister i 2018, er blevet sexsymbol nummer et i støvlelandet.

Mens alle meningsmålinger noterer en stærkt stigende opbakning til Conte på den politiske front, så er det intet imod den voksende trafik af mindre seriøs, sjov og nærmest tilbedende art, der foregår på nettet. Det koger over med billeder af premierministeren, der ofte er pyntet med utallige kys, hjerter og søde ord til lederen, som bliver kaldt Peppe og Peppy og nu ofte indgår i billed- og videomontager.

Fans sætter sig selv ind i billedet sammen med premierministeren, for eksempel som de elskende Leo og Kate i stævnen i filmen ”Titanic”, danseparret i ”Dirty Dancing”, i stedet for John Travolta i ”Saturday Night Fever” eller elskeren Christian fra ”Fifty Shades of Grey”. Der er også masser af montager til musik som nummeret ”Sexy” af gruppen French Affairs.

”Peppe, put mig i din karantæne” er et af mange ønsker. ”Ring til mig, jeg er hjemme” er et andet – et ordspil på regeringens kampagneslogan mod coronavirussen; ”Jeg bliver hjemme.” Et tredje bruger noget, som Conte selv har sagt, bare tilsat store mængder kys og hjerter:

”I dag må vi holde afstand, for at kunne omfavne hinanden i morgen”.

Både på Instagram og Facebook er der nu beundrende grupper med navne som ”Giuseppe Contes tøser” og ”Giuseppe Contes smilehuller” med over 100.000 følgere. Som Dagospia, et sladderblad på nettet, skrev for nylig: ”Hvad er det, han gør ved kvinderne?”

På fansiden ”Giuseppe Contes tøser” med over 100.000 følgere på Facebook har en kvindelig fan broderet disse stickers til ære for premierministeren. – Foto: Facebook.
På fansiden ”Giuseppe Contes tøser” med over 100.000 følgere på Facebook har en kvindelig fan broderet disse stickers til ære for premierministeren. – Foto: Facebook.

”Sådan en passion for en politisk leder er aldrig set før i republikkens historie. Man får det indtryk, at i en enormt svær tid for landet, så ser både mænd og kvinder af forskellige grunde i ham den figur, der har alle de positive egenskaber, som en leder og en mand bør have,” skriver net-ugebladet CheDonna.

Mens meningsmålinger viser stadigt større opbakning til Giuseppe Conte, er der jævnligt problemer i den regering, han leder. Den seneste tid har der været mange spekulationer i den italienske presse om, hvor længe regeringen vil holde, når coronakrisen er ovre, og der gættes på, om Conte så vil danne sit eget parti. Premierministeren er hverken medlem af et politisk parti eller parlamentet.

Giuseppe Conte er 55 år, separeret og far til Niccolò på 12 år. I december viste han sig for første gang til en offentlig begivenhed med sin kæreste, Olivia Paladino, som er hoteldirektør i Rom.