De har sunget i ugevis, at fodbolden kommer hjem; ”football’s coming home”. De engelske fans slagsang er en stolt påmindelse om, at ”verdens smukkeste spil” blev opfundet i England i midten af 1800-tallet, men handler også om, at det alligevel kun har rakt til ét trofæ, VM-guldet på hjemmebane i 1966. Så de fik ekstra luft i til at skråle efter sejren over Danmark i EM-semifinalen, for efter 55 år uden nogen titel øjner englænderne nu en fodboldoprejsning, der skal slette årtiers bitre skuffelser.
”Over hele landet mærker man en utrolig forventning til EM-finalen mod Italien. Det engelske hold er fuld af talent, og efter de mange sejre er det næsten, som om englænderne føler, at de har krav på finalesejren,” siger John Foot, der er professor i italiensk historie ved universitetet i britiske Bristol, og som har skrevet en bog om italiensk fodbold igennem tiden.
Fodboldfeberen raser selvfølgelig også i Italien, det eneste land i Europa, hvor der udgives tre dagblade, der næsten udelukkende skriver om fodbold. Op til søndagens finale er hele den italienske presse fyldt med lovprisninger af det azurblå landshold, der pludselig er begyndt at spille som en kollektiv, sammentømret enhed.
”Ud fra et fodboldhistorisk synspunkt ser man adskillige forskelle på de to lande. Italien er et fragmenteret land, hvor der er fokus på det lokale. Det betyder, at rigtig mange italienere især holder med en klub, mens de interesserer sig mindre for landsholdet. Italien spiller heller ikke kun deres hjemmekampe i Rom, men rundt om i hele landet. England har derimod en meget stærk fankultur omkring landsholdet. I hele landet kan man finde fanklubber, der udelukkende fokuserer på landsholdet, og så spilles landskampe kun på Wembley. I begge lande vil en sejr dog være vigtig for at kunne styrke en national identitet,” siger John Foot.
Under denne EM-slutrunde har det fragmenterede Italien dog samlet sig omkring dets succesfulde landshold.
”Det skyldes blandt andet, at de italienske spillere kommer fra mange forskellige klubber. Det har styrket den kollektive ånd, og mange italienere kan bedre identificere sig med landsholdet. Allerede efter de første sejre så man såkaldte caroselli, folk, der kører rundt i byerne med bilhornet i bund for at fejre en sejr. Det vidner om stor entusiasme. Det fænomen ser man normalt først efter en finalesejr,” siger Luca Bifulco, professor i sportssociologi ved Napolis Universitet.
Italiens EM-finale mod England handler dog ikke kun om fodbold.
”Vi italienere har altid sammenlignet os med de raffinerede franskmænd, de kraftfulde tyskere og de stolte englændere. Vores levestandard, kultur og økonomiske systemer måles op mod disse lande, så når vi har held til at slå et af dem på fodboldbanen, fører sejren næsten en slags kulturel forløsning med sig. Det er ikke kun en fodboldsejr, men en tilbagevisning af de fordomme, som disse lande har om Italien,” siger Luca Bifulco.
Da Italien vandt sit tredje VM-trofæ i 1982, sad landets daværende præsident, Sandro Pertini, på Santiago Bernabéu-stadionet i Madrid og jublede over 3-1-sejren over Vesttyskland og blev et politisk symbol på det italienske guld.
Spørgsmålet er, om Englands selvtillid over at have meldt sig ud af EU tilsvarende vil blive forstærket i tilfælde af en EM-sejr.
”Boris Johnson har ingen forstand på fodbold. Men premierministeren har naturligvis ladet sig fotografere på Wembley iført en landsholdstrøje. Generelt vil politikere altid prøve at udnytte en sportssejr til at fremme egne politiske synspunkter. Og Johnson vil helt sikkert tillægge en engelsk sejr politisk værdi for at styrke Brexitfølelsen,” siger John Foot.
Og netop de to landes forhold til EU er en anden kontrast, der er med på Wembley i London i morgen aften. Det bliver Brexit-England over for et Italien, der efter sidste forårs coronakaos står til at modtage det største beløb – 209 milliarder euro – fra EU’s coronahjælpefond.