Italien i corona-kovending: Et ”skoleeksempel” på bekæmpelse af virussen

Italien er et af de lande, der klarer sig bedst i det, som mange eksperter betegner som coronavirussens anden bølge, nu da over en million mennesker verden over døde af corona. Forklaringen er, at italienerne har lært af forårets første coronabølge – og faktisk overholder påbud

For at inddæmme lokale smittekæder har folk i Napoli nu fået påbud om at gå med mundbind hele døgnet, når de bevæger sig udenfor. – Foto: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix.
For at inddæmme lokale smittekæder har folk i Napoli nu fået påbud om at gå med mundbind hele døgnet, når de bevæger sig udenfor. – Foto: Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix.

Da coronavirussen i foråret tog et gigantisk spring fra Kina for at lande i Norditalien, blev Italien fuldstændig overrumplet. Fænomenet var ukendt, og virussens styrke blev i starten undervurderet. Virussen bredte sig hurtigt, og på ganske kort tid begyndte smittetallene at antage faretruende dimensioner. I Danmark og andre europæiske lande begyndte man at tale om ”italienske tilstande” som et skræmmebillede.

Mere end et halvt år efter at nattebillederne af italienske militærkøretøjer fyldt med coronaofres kister i Bergamo gik verden rundt, får Italien nu ros for sin coronahåndtering i udenlandske medier som Wall Street Journal, Financial Times og The Guardian.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, betegner ligefrem det sydeuropæiske EU-land som ”et skoleeksempel på, hvilke forholdsregler der bør iværksættes for at bekæmpe corona”.

”Fra at være det land, der var hårdest ramt af corona, er Italien blevet det land, hvor vi nu har den mest effektive bekæmpelse af pandemien, takket være klare regler og en villighed fra stort set alle til at overholde dem,” siger Ferdinando Luca Lorini, hospitalsdirektør fra Bergamo, til den britiske erhvervsavis Financial Times.

Sammenligner man de senest smittetal fra Spanien, Frankrig, England med Italiens, står det klart, at Italien er det af de fire lande, der lige nu har færrest nye smittede. Spanien og Frankrig ligger på over 10.000 nye tilfælde om dagen, hvorimod Italien registrerer mellem 1300 og 1900 nysmittede pr. dag.

”Italienerne er meget villige til at acceptere social distance for at undgå spredning af virus. Selv i små virksomheder ser man, at alle tiltag bliver overholdt meget nøje,” siger den kendte professor i mikrobiologi Andrea Crisanti til dagbladet La Stampa.

Samme spor er det amerikanske dagblad Wall Street Journal inde på:

”Forårets chokerende begivenheder fra især Norditalien har medført, at italienerne er meget disciplinerede i kampen mod corona. De bærer mundbind uden at kny, opretholder stadigvæk den sociale afstand og er generelt forsigtige.”

Brugen af mundbind i lukkede områder såsom butikker og supermarkeder blev vedtaget ved lov allerede for flere måneder siden, og italienerne har forlængst accepteret dette tiltag. Går man ind i en butik uden, vil man venligst, men bestemt blive bedt om at iføre sig sit mundbind.

Og flere steder i Italien blandt andet i Campaniaregionen i syd har man på grund af øget smittespredning lokalt vedtaget at gøre mundbindet obligatorisk også i det offentlige rum.

Også smittesporingen bliver taget alvorligt. Går man i biografen, i teatret eller på restaurant, vil man ofte blive bedt om oplyse sit navn og telefonnummer, således at man hurtigt kan kontaktes i tilfælde af, at der konstateres corona de pågældende steder.

Financial Times giver også den forklaring, at den italienske regerings mulighed for at lovgive via dekreter – der ikke skal igennem en langsommelig lovproces i parlamentets to kamre – gør det nemmere at tage hurtige og fleksible beslutninger på en række områder.

Dette bekræftes af den spanske journalist Victoria Cardiel, der skriver for det spanske nyhedsbureau Europa Press, og som har boet i Rom i adskillige år:

”Spanien har 17 forskellige regioner, der alle lovgiver imod corona på 17 forskellige måder. Det medfører en stor forvirring. I Italien er det derimod regeringen i Rom, der lovgiver på området. Det skaber størrer klarhed,” siger hun og fortsætter:

”Regeringen i Rom har under hele coronaforløbet haft en tæt kontakt til en stribe af videnskabsfolk og eksperter. Det havde man kun i Spanien under nedlukningen. Desuden bliver der heller ikke udført smittesporing i Spanien på samme intensive måde som i Italien. Det har overrasket mig positivt, hvor seriøst italienerne går til værks.”

Mens den spanske hovedstad, Madrid, netop er blevet lukket ned for anden gang, krydser Italien fingre for, at det via mundbind, disciplin og god organisation vil være muligt at holde den anden bølge af corona fra livet.