Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, indgav i går sin afskedsbegæring. Den ellers usædvanligt populære Conte tog beslutningen, efter at hans venstreorienterede regeringskoalition de seneste par uger har befundet sig på afgrundens rand. Krisen opstod, efter at et af de fire regeringspartier, Italia Viva, for nylig trak sin støtte til regeringen. Dermed forsvandt regeringens flertal i Senatet, det italienske parlaments overhus. Efterfølgende udfoldede Conte-regeringen store bestræbelser på at overtale senatorer dels fra Senatets løsgængergruppe, dels fra højrefløjen til at hoppe over på regeringens side.
Målet var at samle et flertal på 161 senatorer. Det lykkedes ikke, da den partiløse juraprofessor kun formåede at mønstre 156 stemmer. Det stod således klart, at Conte før eller siden ville være faldet i Senatet godt og vel to og et halvt år efter, at han gjorde sin politiske debut som premierminister.
Krisens absolutte hovedperson er Italia Vivas formand, den tidligere socialdemokratiske premierminister Matteo Renzi, der allerede begyndte at rasle med sablerne i midten af december. Det skete kort efter, at Conte havde oplyst, at han agtede at nedsætte en ekspertgruppe, der skulle administrere det gigantiske beløb – 209 milliarder euro, svarende til 1555 milliarder kroner – som Italien efter planen vil modtage fra EU’s corona-genopretningsfond i løbet af 2021.
Renzis kritik gik på, at Conte i administrationen af de mange midler havde koncentreret for megen magt omkring egen person, og at regeringspartierne ikke var blevet taget tilstrækkeligt med på råd i den proces. Og han har altid ønsket, at Italien skulle acceptere hjælp fra EU’s redningsfond fra finanskriseårene, ESM, til støtte for Italiens hårdt prøvede sundhedsvæsen, hvilket Conte, bakket op af regeringspartiet Femstjernebevægelsen, til stadighed har afvist. Endelig har Renzi kritiseret Contes ønske om, at den siddende premierminister skal have en større kontrol med Italiens efterretningstjeneste.
Generelt mener mange iagttagere, at Renzi ganske enkelt har været på jagt efter politisk synlighed. Hans parti står noteret til en vælgeropbakning på blot tre procent, hvorfor Renzi kan tillade sig at spille højt spil. Han har så godt som intet at tabe.
Den menige italiener har generelt fundet Renzis argumenter uforståelige, særligt i det eksisterende pandemibillede, hvor en galopperende økonomisk krise og et dagligt corona-dødstal på mellem 400 og 600 personer hører til hverdagens problemer. Renzis beslutning om at træde ud af regeringssamarbejdet er da også blevet mødt med en generel hovedrysten. Dagbladet Il Fatto Quotidiano har skrevet, at ”der er tale om verdens skøreste regeringskrise, som den menige italiener i bund og grund ikke forstår”, mens la Repubblica skriver, at ”Italiens mest upopulære politiker, Renzi, har tvunget Italiens mest populære politiker, Conte, til at trække sig.”
I italiensk presse beskrives Renzi ofte som en selvcentreret politiker, der har svært ved at undvære det politiske rampelys. Mange kritiserer ham for at være skyld i en regeringskrise på et mildest talt uheldigt tidspunkt: Midt i en pandemi, midt i en storstilet vaccinekampagne, der har vist sig ikke at foregå overraskende problemfrit, og kort før Italien skal udarbejde et udførligt og ambitiøst reformprogram, som skal overbevise EU om at frigive de enorme summer fra genopretningsfonden.
Nu skal præsident Sergio Mattarella vurdere, om der er grundlag for at give Conte mulighed for at danne sin tredje regering i træk. Mattarellas vurdering vil gå på, om Conte kan formå at samle et nyt flertal uden Renzi, men med støtte fra såkaldt ansvarlige løsgængere og ”afhoppere” fra højrefløjen, der givetvis forventer at blive belønnet med både minister- og viceministerposter som tak for deres opbakning til en eventuel ny regering. Formår Conte ikke at overbevise Mattarella om dette, er de andre muligheder enten en ny regering ledet af flere håndplukkede teknokrater eller ganske enkelt nyvalg.
Højrefløjen – anført af tidligere vicepremierminister Matteo Salvini, leder af det højrenationale Lega – har i lang tid og på en meget højlydt måde anmodet om nyvalg. Sker det, viser meningsmålingerne, at Italiens yderligtgående højrefløjspartier – Lega og De Italienske Brødre – sammen med Berlusconis Forza Italia næsten med sikkerhed vil komme til magten, mens Renzi ganske givet vil få tildelt en ubetydelig plads i oppositionens skygge. Og samtidig vil vejen – måske – være banet for Silvio Berlusconi som Italiens kommende præsident, når denne skal vælges i januar 2022.