Prøv avisen
Italiensk-fransk krise

Italiens regering står samlet i højspændt opgør med Frankrig

Det var en veloplagt Matteo Salvini, der i går holdt pressemøde foran et maleri af søslaget ved Lepanto, hvor Den Hellige Ligas kristne flåde i 1571 slog osmannerne. Salvinis Lega slog i weekenden med 28 procent af stemmerne koalitionspartneren Femstjernebevægelsen, der kun fil 19 procent, ved lokalvalget i Abruzzo, der opfattes som en generalprøve til det kommende EU-valg. – Foto: Tiziana Fabi/AFP/Ritzau Scanpix

De italienske regeringspartier Lega og Femstjernebevægelsen er presset af en dårlig økonomi, som det aktuelle slagsmål med Paris overdøver. Men rivaliseringen med Frankrig er langtfra ny

I byen Barletta på Italiens støvlehæl vil indbyggerne i morgen trække i historiske dragter og gå i procession gennem de brostensbelagte gader i centrum af den vel-bevarede middelalderby. Det sker for at fejre en begivenhed, som fandt sted for 516 år siden, da en gruppe riddere tørnede sammen. En historisk affære, der i disse dage bliver tillagt højaktuel betydning. Ridderslaget blev nemlig udkæmpet mellem italienere og franskmænd.

Episoden er kendt som La Disfida, udfordringen eller duellen. En gruppe franske riddere hånede nogle italienske for at være kujoner, det blev et spørgsmål om ære, og de afgjorde sagen ved at udkæmpe et slag. 13 franske mod 13 italienske riddere, og italienerne vandt. Et tidligt eksempel på det op gennem historien ofte anstrengte forhold mellem de to nationaliteter, synes mange italienske kommentatorer at mene, nu da Frankrig har hjemkaldt sin ambassadør fra Rom.

Det skete i torsdags som reaktion på, at beskæftigelses- og vicepremierminister Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen (M5S) havde haft et møde i Frankrig med nogle af de gule veste, der aktionerer mod præsident Emmanuel Macron.

”Hvis man skulle lave en liste med historiske konflikter mellem Frankrig og Italien, kunne man fylde flere sider,” siger tidligere ambassadør og historiker Sergio Romano til avisen Manifesto.

Han mener, at det er paradoksalt, at de to lande har, hvad han kalder en ”betydelig historie” fra Disfada-episoden op til vore dage med masser af sammenstød og gensidige fornærmelser, når de samtidig kunne samarbejde om at skabe Det Europæiske Fællesskab og EU:

”Men de alvorlige sammenstød, som vi ser nu, er næsten uden fortilfælde, når man ser bort fra den 10. juni 1940, da det fascistiske styre og Italien erklærede krig mod et udmattet Frankrig. Hvad franskmændene, ikke ukorrekt, senere definerede som en kniv i ryggen.”

Den højreorienterede hovedstadsavis Il Tempo giver franskmændene skylden for det eskalerede, dårlige bilaterale forhold.

”Lunten blev tændt af den franske præsident, Emmanuel Macron, i september,” skriver avisen, som citerer det manifest mod populisme, som Macron dengang skrev sammen med Italiens tidligere regeringsleder Matteo Renzi og kollegaen fra Malta, Joseph Muscat.

”Det var i realiteten en anklage mod Matteo Salvini (italiensk vicepremierminister og indenrigsminister, red.), der blev nævnt negativt to gange,” skriver Il Tempo, som mener, at den italienske regering allerede dengang burde have svaret igen ved at afbryde de diplomatiske forbindelser med Paris.

”Den franske reaktion på vicepremierminister Luigi Di Maios møde med de gule veste er helt urimelig,” mener avisen derimod og peger på, at repræsentanter for de gule veste agter at stille op til europaparlamentsvalget fra en platform, der minder om Femstjernebevægelsens.

Efter mødet sendte Di Maio en besked ud på Twitter, hvor det hed, at ”forandringens vinde har krydset alperne”. Dét fik Macron til at hjemkalde ambassadøren og tale om en ”nationalistisk spedalskhed, som breder sig over Europa”.

Fornærmelser og anklager er fløjet frem og tilbage mellem Rom og Paris de seneste otte måneder. Matteo Salvini og den franske præsident kom allerede på tværs, lige efter at regeringen var trådt til i Rom. Salvini nægtede ngo-redningsskibe med migranter fra Libyen at lægge til kaj i Italien, og det fik Macron til at erklære, at ”den italienske holdning får mig til at kaste op”.

Salvini påpegede, at Frankrig heller ikke ville tage imod migranterne fra ngo-skibene og sendte andre tilbage over grænsen ved Ventimiglia. Han kaldte Macron en hykler.

Siden har stemningen været mildt sagt dårlig. Både Salvini og Di Maio har beskyldt Frankrig for at udøve en neo-kolonialistisk politik i Afrika, som forstærker migrationen, og Salvini har samtidig anklaget Frankrig for at give husly til en stribe italienere, der er dømt og længe har været eftersøgt for at have begået eller medvirket til terror under de såkaldte bly-år.

En konflikt af den art mellem to EU-lande er ikke set før og har givet mange hævede øjenbryn og rejst spørgsmålet, hvad den italienske regering og især Di Maio tænker på. Svaret er, at de kan bruge konflikten, mener blandt andre netavisen TPI.

”Der er ingen sag, der forener M5S og Lega mere end denne. Det anti-franske had samler de to regeringspartier. Det er en medicin, der kan hjælpe mod spændinger og uenigheder, og samtidig distraherer det landet, mens regeringen har svært ved at få gang i tingene. Italien er igen i recession,” påpeger TPI, som konkluderer, at landet trods regeringens løfter endnu engang ligger i ”bunden i Europa, og i den situation er der brug for at finde fjender for at distrahere folk fra de reelle problemer”.

Med sin stærkt indvandrerkritiske linje har Salvini bragt sit parti Lega i førerpositionen med en komfortabel sejr ved weekendens lokalvalg i Abruzzo, og ifølge meningsmålinger står Lega til op imod 35 procents opbakning på landsplan. Femstjernebevægelsen står derimod i stampe eller til at tabe i forhold til valget sidste år, og ledelsen har problemer med partiets bagland, der ofte knurrer over de realpolitiske kompromiser.

Vicepremierminister Di Maio prøver især at vinde stemmer op til det kommende EU-parlamentsvalg. Et dårligt resultat kan få M5S til at opgive regeringssamarbejdet, som i forvejen er konfliktfyldt, hvilket har fået italienske medier til at spekulere i et sammenbrud.

Regeringen er især under pres, fordi økonomien stadig er dårlig. I weekenden protesterede flere end 100.000 mod regeringen i Rom, anført af landets fagforeninger, der siger, at regeringens politik ikke vil føre til den påståede økonomiske vækst. Arbejdsgiverforeningerne er enige og stærkt kritiske, og i sidste uge røg ministre og ledelsen af den italienske nationalbank ud i et skænderi for åbent tæppe.

Det har altsammen været med til at skabe ny usikkerhed på de finansielle markeder og gøre den kriseramte italienske økonomi endnu mere sårbar.

I den situation nytter det intet at mindes en italiensk sejr for over 500 år siden, skriver kommentatoren Corradino Mineo i en analyse for nyhedsbureauet AlgaNews.

”Nogle fremmaner tanken om La Disfida, men dengang vandt de italienske riddere over de franske. Denne regering har ingen idéer for fremtiden, skændes og fører valgkamp,” skriver han og spørger spidst:

”Det er muligt, at Macron er upopulær, men den franske europa-politik er klar. Det er vores regerings ikke. Hvad vil de?”

Ifølge historikeren Sergio Romano er situationen kritisk. Hvor Italien og Frankrig trods divergenser før altid har kunnet finde sammen for det europæiske fællesskabs skyld, interesserer dette ikke den nuværende regering:

”Tværtimod præsenterer de det som noget dårligt eller en trussel. Derfor mener jeg, at situationen er alvorlig. Ved at støtte de gule veste har Femstjernerne villet kreere en casus belli (krigsårsag, red.) inden for EU uden at bekymre sig om konsekvenserne af deres aktioner. Engang ville man have søgt forsoning for fællesskabets bedste, men det er ikke dét, den nuværende regering vil have.”

Tusinder af demonstranter fra diverse fagforeninger krævede i weekenden i Rom handling fra den italienske regering, og beskæftigelses- og økonomiminister Luigi De Maio afkræves ”mere arbejde i syd, mindre sniksnak”. – Foto: Claudio Peri/EPA/Ritzau Scanpix