Da Giuseppe Conte i går blev taget i ed som Italiens premierminister, var der gået nøjagtigt 461 dage, siden han som ukendt advokat blev kastet ind i rollen første gang. Der ser ud til at være kommet lidt grå hår ved tindingerne, men den store forskel er ikke at se. Den kan mærkes.
Fra at være blevet kaldt signor Nessuno, hvilket vil sige ingen og altså et nul, står den 55-årige jurist og professor i dag helt anderledes og tydeligt på egne ben. Efter 15 måneder, hvor han ofte gav indtryk af og blev beskyldt for at være en dukke, der blev ført og trukket rundt ved næsen, så er der nu bred enighed om, at han er trådt i karakter.
Vendepunktet kom, da han gav den før så indflydelsesrige indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvini tørt på i en tale i parlamentet den dag, da han tog sin afsked. Salvini havde erklæret sin mistillid til Conte i håb om at fremkalde et hurtigt valg. Han fik i stedet en moralsk opsang om egoisme og mangel på ansvarlighed, der fik den normalt stovte Lega-leder til at vride sig som en skoledreng på bænken. Conte var, som altid, elegant i både påklædning og tale og behøvede ikke at hæve stemmen.
Italienerne kunne lide, hvad de så. Meningsmålinger viser, at Giuseppe Conte nu er den politiker, der har størst opbakning i befolkningen. Til trods for – eller måske netop fordi – at han ikke er politiker i traditionel forstand. Han er ikke medlem af noget parti og gør meget ud af at optræde upartisk. Lige så vigtigt betød afklapsningen af Salvini, at centrumvenstre-partiet PD fik et nyt syn på Conte. Nok til at indlede de forhandlinger, som i går endte med, at de indtrådte i en regering under hans ledelse sammen med Femstjernebevægelsen, M5S.
At det er lykkedes at danne regering med to partier, som i den grad har været indædte modstandere de seneste fem år, må betegnes som Contes politiske svendebrev. Hvis det også kan lykkes ham at få samarbejdet mellem dem til at fungere perioden ud frem til maj 2023, så vil han blive indskrevet i historien på linje med seriøse forgængere som Aldo Moro, en legendarisk brobygger mellem fløje i en lige så vanskelig tid.
Det bliver svært, og Conte kan få brug for hjælp i det europæiske system. I modsætning til Salvini, der har lagt sig ud med alle andre end sine populistiske fæller, så er det på kun et år lykkedes Conte at komme på god fod med mange af de store spillere i EU-systemet.
På internettet kan man for eksempel se en video fra det seneste topmøde i Davos, hvor han har en fortrolig snak med Angela Merkel. Avisen La Repubblica skriver, at det netop var en telefonsamtale forleden fra den tyske kansler til den tidligere PD-premierminister og kommende EU-kommissær, Paolo Gentiloni, der gav partiet det afgørende skub til at indgå i den nye regering. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har også ageret på Contes vegne.
”Han er en talentfuld mand, som forhåbentlig fortsætter som premierminister,” skrev Trump i en tweet efter det nylige G7-topmøde.
Det var femstjernerne, der insisterede på, at han skulle fortsætte som premierminister. Conte har sagt, at han sympatiserer med bevægelsen, men han er ikke medlem af den, og det kan være lige så korrekt at kalde ham en kristendemokrat, dybt rodfæstet i det stærkt katolske Syditalien.
Han stammer fra en lille landsby, hvor alle – også Conte-familien – bekender sig til Fader Pio-bevægelsen. Regeringschefen har på tv fortalt, hvordan helgenen er med ham i alt, hvad han gør. Han går rundt med et billede af Pio i sin pung, og mindst en gang om året besøger han helgenens hjemsted, San Giovanni Rotondo.
Conte har en søn på 11 år, er skilt fra drengens mor og i et diskret forhold til en 15 år yngre hotelmanager fra Rom. Den italienske sladderpresse gætter stadig på, om han som troende katolik er skilt eller blot separeret. Han udtaler sig aldrig om private forhold, men er på god fod med de italienske biskopper. Samtlige katolske aviser i landet har taget godt imod den nye regering, blandt andet i håb om at Conte vil bløde op på den hårde kurs i udlændingepolitikken.