Italiensk valgfavorit har et afslappet forhold til fascismen

En energisk kvinde fra et splittet hjem dominerer valgkampen i Italien med et forsvar for den traditionelle familie

Giorgia Meloni har været formand for Italiens Brødre siden 2014. Hun er storfavorit ved søndagens italienske valg.
Giorgia Meloni har været formand for Italiens Brødre siden 2014. Hun er storfavorit ved søndagens italienske valg. Foto: Nicolò Campo/SIPA/Ritzau Scanpix.

Giorgia Meloni, som ifølge meningsmålingerne står til at blive Italiens regeringsleder efter valget den 25. september, er ”mor, kvinde og kristen”.

Den 45-årige forkvinde for partiet Italiens Brødre beskrev sig selv med disse ord ved et vælgermøde hos det spanske søsterparti Vox i Marbella i juni, hvor hun med stort eftertryk sagde ja til ”den naturlige familie” og nej til ”kønsideologi”. Meloni advarede mod den såkaldte lgbt-lobbys dagsorden:

”Det sande, uerklærede mål, som er tragisk indlysende, er kvindens forsvinden og navnlig moderskabets forsvinden. Det blandede individ, som kønsteorierne vil skabe, er, når man ser godt efter, slet ikke så blandet. Det er en mand. I dag kan manden være alt, far og mor, i et bredt spektrum, der spænder fra det feminine til det maskuline, mens de ord, som den politiske korrekthed censurerer, er kvinde og mor. For moderskabet har en stærk symbolsk værdi. I livmoderen lærer vi at være to, af en mors kærlighed lærer vi selvopofrelsen. Moderen er menneskeheden selv. Derfor forsvarer vi kvinder og mødre, for at det i stedet skal blive deres tidsalder, i og uden for familien.”

Politik som totaloplevelse

Det er svært at overse ironien i, at en eksponent for Italiens nyfascistiske bevægelse kan fremstå som kvindesagsforkæmper og blive landets første kvindelige premierminister. Under fascistlederen Benito Mussolinis regime i 1920’erne og 1930’erne havde kvinder ingen plads i det offentlige liv. Og ifølge kritikere er substansen i Melonis retorik om forsvar for kvinderne igen at gøre den traditionelle husmorrolle attraktiv. I sin selvbiografi, ”Io sono Giorgia” (Jeg er Giorgia), beskriver hun det politiske engagement som et surrogat for familien:

”Mange af dem, som var aktive i ungdomspolitik, kom fra særlige familiesituationer: Rigtig mange havde separerede forældre og levede måske under nogle problematiske forhold. De unge, der var mest politisk aktive, søgte holdepunkter og et sted at være, de ville være en del af noget.”

I mindst 40 år har man talt om de politiske partiers krise i Italien. I efterkrigstiden var valgdeltagelsen meget høj, og millioner af italienere var partimedlemmer. Men siden 1980’erne har partierne haft svært ved at fastholde så vel medlemmer som vælgere. Den daværende arbejdsminister, socialisten Rino Formica, observerede i 1988, at partierne var nødt til at rekruttere ”dværge og danserinder” for at få opmærksomhed i underholdningssamfundet. Seks år senere forvandlede en mediekoncern sig så til et politisk parti, da Silvio Berlusconi dannede Forza Italia.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Giorgia Meloni har fået traditionel politisk opdragelse i et mandsdomineret og stærkt hierarkisk partiapparat. Som 15-årig meldte hun sig ind i det nyfascistiske partis ungdomsafdeling og blev senere landsforkvinde for partiets studenterorganisation. Hun beskriver selv det politiske engagement som ”en totaloplevelse”:

”For når man har ambitionen om at ændre verden, er der ikke plads til andet.”

Afslappet omkring fascismen

Da Meloni var to år, forlod hendes far familien, som måtte flytte fra et borgerligt villakvarter i det nordlige Rom til arbejderkvarteret Garbatella. For at forsørge familien tog hendes mor forefaldende arbejde og overlod ofte sine to døtre til bedsteforældrene. Meloni begyndte selv som teenager at bidrage til familiens økonomi med jobs som babysitter, garderobedame og bartender på diskoteket Piper, et af den højreorienterede subkulturs historiske mødesteder i Rom.

”Vi var i mindretal og derfor nødt til at forsvare os,” skriver Meloni om mentaliteten i den nyfascistiske ungdomsbevægelse.

I 1994 blev det nyfascistiske parti, der på det tidspunkt hed Movimento Sociale Italiano - Destra Nazionale, for første gang i republikkens historie inddraget i en regering ledet af Silvio Berlusconi.

Året efter iværksatte den daværende formand, Gianfranco Fini, en reformproces for at forvandle den nyfascistiske bevægelse til et moderne konservativt parti.

Fini afsværgede sig arven fra den historiske fascisme under Benito Mussolini og fordømte jødeforfølgelserne. Derfor definerer den italienske højrefløj sig i dag gerne som postfascistisk snarere end nyfascistisk.

Samtidig fortsatte Georgia Melonis politiske opstigning. Hun blev lokalpolitiker og var meget aktiv i chatforummer på den yderste højrefløj. Hun opbyggede i denne periode et omfattende netværk af relationer til organisationer og personer i den nyfascistiske bevægelse, der stadig bekender sig til arven fra Mussolini og ikke udelukker brugen af vold som politisk redskab. Lige siden har hun forsøgt at markere en afstand til den nostalgiske og radikale nyfascisme, som dog ikke desto mindre udgør en væsentlig del af hendes bagland.

I 2006 blev hun parlamentsmedlem og to år efter minister for ungdomspolitik, da nyfascisterne praktisk talt var smeltet sammen med Berlusconis parti. I 2012 var Meloni så medstifter af partiet Italiens Brødre, der også nedtoner de historiske rødder i den nyfascistiske bevægelse.

”Jeg har et afslappet forhold til fascismen. Det var en overgang i landets historie,” udtalte hun.

Meloni er født året inden loven om fri abort i Italien fra 1978 og har fortalt, at hendes mor med hende overvejede at få en abort. Med et forslag om tvungen rådgivning til kvinder, der overvejer at få foretaget abort, har hun skabt tvivl omkring partiets holdning til retten til abort. Som partiforkvinde siden 2014 har hun desuden profileret sig på modstand mod homoseksuelles ret til at adoptere.

”For et barn er det bedre at blive opdraget og elsket af både en mor og en far,” har hun understreget i valgkampen og beklaget, at hendes egen opvækst ikke var sådan.