Jødisk kulturkamp splitter Israel

Som et underliggende tema ved valgkampen op til tirsdagens valg i Israel udspiller der sig en kamp om, hvor jødisk staten skal være. Den voksende gruppe af ultraortodokse jøder kræver, at de religiøse leveregler skal have en større plads i samfundet. De sekulære israelere kæmper imod religionens særstatus

Hver lørdag samles ultra-ortodokse jøder på Rehov HaNeviim (Profetgaden) i Jerusalem, for at demonstrere mod bilkørsel under sabbatten. De ønsker, at gaderne rundt om det ultraortodokse kvarter Mea Shearim bliver lukket for trafik om lørdagen, ligesom gaderne inde i kvarteret er. –
Hver lørdag samles ultra-ortodokse jøder på Rehov HaNeviim (Profetgaden) i Jerusalem, for at demonstrere mod bilkørsel under sabbatten. De ønsker, at gaderne rundt om det ultraortodokse kvarter Mea Shearim bliver lukket for trafik om lørdagen, ligesom gaderne inde i kvarteret er. –. Foto: Tomer Zmora.

Nazist! Nazist! Nazist!.

Det er lørdag eftermiddag og en gruppe mænd er samlet i et gadekryds i Jerusalem. De råber skældsord nummer ét efter tre politibetjente, som af og til genner en bil igennem den forsamlede flok på 50-70 mænd og drenge. Drengene er i hvide skjorter og sort kalot. Mændene er i lyse silkekåber og høje, runde pelshatte eller sorte jakkesæt og sort hat. De er en del af Jerusalems mest radikale religiøse, og de er på gaden for at demonstrere mod bilkørsel om lørdagen. Ifølge dem er det i strid med Guds befaling om, at lørdag er en hviledag.

LÆS OGSÅ: Kristent forlag opruster på den digitale front

Pludselig bremser en ung kvinde hårdt op i sin bil midt i krydset og stiger bestemt ud. Hun har store solbriller og en kort sommerkjole på og slår ud med armene, mens hun stirrer rundt på mændene, som har samlet sig om bilen og råber ad hende. Hurtigt kommer tre politibetjente til og får viftet kvinden tilbage i bilen for at undgå problemer. Længere nede ad vejen har en gruppe ultraortodokse brudt en container op og kastet tomme plastikplasker efter de forbipasserende biler. En mand med cowboybukser og lilla T-shirt kommer forbi.

Det er vel ikke en af jeres gode dyder at svine hele byen til?, spørger han mod en gruppe religiøse mænd, men får ikke noget svar.

De ultraortodokse er de mest konservative jøder i Israel og den hurtigst voksende befolkningsgruppe. Kvinderne får i gennemsnit 6,5 børn, hvor en sekulær kvinde får 2,6. De mest konservative ultraortodokse foretrækker en religiøs stat frem for et demokrati, og derfor er de ultraortodokses fødselsrate brændstof i en kulturkamp, som udspiller sig i Israel. De ultraortodokse mener, at Israel skal være en jødisk stat med tryk på jødisk. På den modsatte side står de sekulære israelere, som mener, at den stærkt religiøse gruppe er i gang med at nedbryde det liberale, sekulære samfund.

De senere år er flere og flere mennesker blevet opmærksomme på den store befolkningsvækst blandt de ultraortodokse. Oven i det kommer, at de ultraortodokse i manges øjne ikke deltager i samfundets byrder for eksempel militæret og arbejdsstyrken. Det gør, at mange er bekymrede for landets fremtid, fortæller Menachem Friedman, professor i sociologi ved Bar-Ilan University i Israel og en af landets føren-de eksperter i de ultraortodokse miljøer.

Konflikten er blusset op flere gange over de senere år, når et nyt eksempel på den religiøse indflydelse er kommet frem i medierne.

Senest blussede debatten om militærtjeneste op. Ultraortodokse mænd og kvinder har været fritaget fra den tre år lange værnepligt, som alle andre jødiske statsborgere er underkastet, fra de er 18 år. Loven udløb imidlertid den 1. august 2012, og det medførte heftig diskussion om, hvorvidt de religiøse skal beholde deres særstatus eller ej. Premierminister Benjamin Netanyahu nedsatte et udvalg, som skulle komme med forslag til, hvad der skulle ske, når loven udløb, men da udvalget anbefalede at indføre værnepligt for ultraortodokse, nedlagde Netanyahu efter pres fra religiøse partier, udvalget, mens rapporten blev lagt på hylden. Det fik det centrum-liberale parti Kadima til at træde ud af regeringen i protest.

Loven om undtagelse fra værnepligten blev vedtaget, da Israel blev oprettet i 1948, så ultraortodokse mænd kunne fordybe sig i at studere Toraen. Dengang drejede det sig om 4000 unge mennesker. I dag er det over 100.000 israelere, som ikke behøver at bekymre sig om militæret. Der er nu oprettet en særlig værnepligt på 16 måneder for ultraortodokse, som også kan komme i en særlig enhed med koshermad, mulighed for at bede og uden kontakt til kvinder. Men i praksis står det stadig de religiøse frit for, om de vil i militæret eller ej.

De ultraortodokse udgør i dag 9,3 procent af de 7,4 millioner israelere. Men med den nuværende fødselsrate vil de sekulære og ultraortodokse grupper være lige store om 50 år, viser statistikker fra Central Bureau of Statistics i Israel.

Samtidig med at den religiøse befolkningsgruppe vokser, bliver visse grupper mere radikale, især blandt de unge. 36 procent af de 18-34-årige israelere definerer sig selv som ultraortodokse eller ortodokse, hvorimod kun 11 procent i aldersgruppen over 55 år gør det samme. Tallene stammer fra undersøgelsen Israel Democracy Index 2011, der havde særligt fokus på forholdet og forskellene mellem sekulære og religiøse. Undersøgelsen viser også, at unge religiøse jøder i højere grad end deres ældre trosfæller mener, at det er i orden, at rabbinere udsteder religiøse retningslinjer i kontroversielle politiske spørgsmål.

Den stigende radikalisering vækker bekymring for, hvordan Israel vil komme til at se ud i fremtiden, når den religiøse del af samfundet bliver markant større end i dag. En ny undersøgelse fra den uafhængige tænketank Israel Democracy Institute viser, at israelerne ser konflikten som den næstmest iøjnefaldende konflikt i landet lige nu, kun overhalet af konflikten mellem jøder og palæstinensere.

Vi er udsat for en mangefingret infiltration af det offentlige rum. Jo flere de bliver, jo mere indflydelse får de, og så mærker man dem mere og mere, siger Herbert Pundik, tidligere chefredaktør for Politiken.

Han har boet i Israel siden midten af 1950erne og bor i dag i Tel Aviv.

Det seneste år har budt på en jævn strøm af historier i israelske medier om, hvordan de ultraortodokse har stillet nye krav, som de sekulære har forsøgt at kæmpe imod. I august lagde en gruppe kvinder sag an mod en radiostation, der nægtede at sende kvindestemmer ud i æteren. I juni blev soldater nægtet adgang til busser. Og i januar blev en ung sekulær kvinde overfaldet i sin bil af en gruppe ultraortodokse mænd. De smadrede bilens ruder, hældte klorin på sæderne og kastede til sidst en sten i hovedet på kvinden, da hun flygtede fra bilen.

Det foregår simpelthen en kulturkamp mellem de religiøse på den ene side og de sekulære på den anden. Alle de her enkeltsager er kun aspekter af et meget større problem, som er, at en del af befolkningen ledes af strengt ortodokse rabbinere, som ønsker at bevare en livsstil præget af ortodoks jødedom, siger Herbert Pundik.

Det handler i bund og grund om Israels fremtid som en sekulær, demokratisk velfærdsstat. Det samfund er på spil, når den kulturelle og individuelle frihed bliver mere og mere begrænset, siger Herbert Pundik.

Ifølge Menachem Friedman, professor ved Bar-Ilan University i Israel, har der været uenighed mellem de sekulære og ultraortodokse israelere siden Israels grundlæggelse, men det har ikke ført til direkte konflikter, fordi den ultraortodokse gruppe har været lille og uden indflydelse. Det er ved at forandre sig nu.

Vi er gået ind i en ny fase af konflikten på grund af demografiske og psykologiske faktorer. I de seneste fire til fem år har vi været vidne til, at mange flere mennesker er blevet opmærksomme på den vækst, der er i den ortodokse og særligt den ultraortodokse lejr. Det er den ene side af sagen. Den anden faktor er, at de ultraortodokse ikke deltager i samfundets byrder på samme måde som de sekulære. De er ikke villige til at tjene i hæren, og militæret er altså en af de vigtigste ting i Israel. Og mange af dem arbejder ikke, men studerer kun i toraskolerne, og det lægger selvfølgelig en masse problemer på velfærdsbudgettet, siger Menachem Friedman.

Det er ikke kun hos de sekulære israelere, at befolkningsudviklingen har fået opmærksomhed. Blandt de ultraortodokse selv har udviklingen også en betydning.

Der er sket en mentalitetsændring, hvor de ultraortodokse nu er meget mere selvsikre end før. De står frem med deres krav, og de føler sig politisk stærke, siger Menachem Friedman.

Den øgede selvbevidsthed og religiøsitet hos de ultraortodokse har skabt bekymring blandt de sekulære israelere.

Hvis man ser tilbage på, hvad de religiøse har vundet af indflydelse de seneste 35 år, og så ser 50 år frem i tiden, kan jeg godt forestille mig, at det bliver sværere og sværere for sekulære at leve her i landet. Og det generer ikke de religiøse, at man siger, hvis I ikke holder op med det der, rejser vi tilbage til Danmark og USA. Det vil de nærmest bare være lettede over, for de sekulære er er jo hedninge. Og der er overhovedet ikke noget hensyn til hedninge blandt de religiøse, siger Herbert Pundik.

Med en alder på 64 år er Israel et ungt land sammenlignet med europæiske lande som Danmark. Derfor er der stadig mange ting i den israelske stat, som er påvirkelige og kan formes, og det er det, der gør kulturkampen afgørende.

Israel er en stat in the making. Du kan ikke ændre noget særligt i Danmark. Men i Israel kan du gøre det langsomt og sikkert, som de religiøse gør, fordi staten ikke er støbt færdigt endnu, siger Herbert Pundik.

De religiøses forsøg på at forme staten er dog ikke uimodsagt. Mickey Gitzin er en ung mand, der lever et moderne, vestligt liv i Tel Aviv. For tre år siden startede han græsrodsbevægelsen Be Free Israel, der arbejder for en konsekvent opdeling mellem stat og religion og imod, hvad Mickey Gitzin betegner som de ultraortodokses monopol på jødisk identitet. I hans øjne foregår der en afgørende kamp mellem to forskellige ideologier i Israel.

På den ene side er der dem, der ønsker et liberalt demokrati med en jødisk baggrund. Og på den anden side står de religiøse, som ønsker et jødisk teokrati. For dem er der kun én grund til at have staten Israel, og det er, at landet skal følge Toraens lov, lige som Iran følger muslimsk lov, siger han.

Mickey Gitzin mener, at de ultraortodokse gør sig mere og mere bemærket i den kamp på grund af deres politiske indflydelse.

Der er stor dissonans og konflikt mellem Israels sande karakter, som man ser i Tel Aviv, som er en liberal, sekulær by, og den lovgivningsmæssige situation, hvor de ortodokse rabbinere har stor kontrol. På grund af det politiske system har en lille minoritet uproportionelt stor magt.

Mickey Gitzin henviser til de to ultraortodokse partier Shas og United Torah Judaism, som sidder i regeringen og har seks poster som ministre og viceministre. Shas er landets femtestørste parti og har blandt andet posterne som indenrigsminister og minister for bolig og byggeri. Partiet United Torah Judaism har posterne som viceminister for sundhed og viceminister for uddannelse, hvilket i praksis giver dem lige så stor indflydelse som ministeren selv. De ultraortodokse partier er en behagelig samarbejdspartner for de større partier, fordi de ikke stiller krav til konflikten med palæstinenserne i Israel og de besatte områder. I stedet har de fokus på at sørge for økonomisk støtte til religiøse skoler og til store religiøse børnefamilier og at skabe gode muligheder for de religiøse på boligmarkedet.

For Mickey Gitzin er problemet, at de religiøse partier bruger deres indflydelse til at blande religionen ind i staten. Ægteskabet er et af de områder, hvor religionen efter hans mening har for stor indflydelse. Civilt ægteskab eksisterer ikke i Israel, så landets jøder kan kun blive gift i et religiøst ægteskab. Men det er ikke alle synagoger, der har ret til at foretage det jødiske vielsesritual: Kun ortodokse og ultraortodokse synagoger har lov til at vie folk, mere moderne reformsynagoger tæller ikke. Det får mange sekulære israelere til at rejse til Cypern for at blive gift uden om de ortodokse synagoger, men hvis parret senere vil skilles, kan det kun foregå ét sted: ved den religiøse domstol.

Det er kun begyndelsen af en lang liste af ting: kønsopdelte fortove i de religiøse kvarterer, steder, hvor kvinder ikke har lov til at gå forbi synagoger, kønsopdelte busser. De religiøse ændrer hele den sociale atmosfære i landet, siger Mickey Gitzin.

Moshe Grylak er rabbiner og chefredaktør for den ultraortodokse ugeavis Mishpacha i Jerusalem. Han er en lav mand i sort jakkesæt og bredskygget hat, det klassiske sæt for mange religiøse mænd i Israel. Han smiler stort, da han træder ind på avisens redaktion. Selvom han taler et forståeligt engelsk, har han en tolk med til interviewet, for dette emne er så vigtigt, at han vil være sikker på, at han kan udtrykke sig klart og nuanceret.

Det her er en kamp mellem to forskellige samfund. Den ene verden er de sekulære, som har en vestlig kultur, og de tænker på andre måder end os. Den anden verden er os, modsætningen til dem. Vi har en anden måde at tænke på, som følger den ægte jødiske kultur, som kommer fra Toraen. Det er der, vi har vores meninger og idéer fra, siger Moshe Grylak.

De religiøse partiers indflydelse i parlamentet er ikke i konflikt med demokratiet i Israel, for politikerne er valgt af folket til at arbejde for det samfund, deres vælgere ønsker, mener Moshe Grylak. Ifølge ham er det omvendt de sekulære israelere, der er på kant med demokratiske værdier, når de kritiserer den religiøse indflydelse.

De er ikke villige til at acceptere, at der også kan være et andet samfund, som ikke er præcis som dem. Men det er ikke demokratisk, for i et virkeligt demokrati må det være sådan, at alle kan have deres eget fællesskab og samfund. I stedet vil de have, at vi skal assimileres ind i deres samfund. Deres had og frygt mod ultraortodokse er så stort, at de glemmer alt om demokratiets grundregler. De er bange for vores samfund, som de ser som en trussel mod dem. Og det er i virkeligheden det helt centrale stridspunkt, der hvor kampen står: om vi vil assimileres og være som dem. Men vi siger nej. Lad os nu bare leve vores eget liv i vores eget samfund, siger Moshe Grylak.

En jødisk og demokratisk stat, sådan lyder den officielle definition på staten Israel. Da staten blev oprettet i 1948, lød definitionen kun på jødisk stat, men den demokratiske del blev tilføjet 10 år senere. I dag mener 80,4 procent af de ultraortodokse jøder, at definitionen jødisk er den vigtigste del af beskrivelsen, mens ingen mener, at demokratisk er vigtigst. Det viser undersøgelsen Israel Democracy Index 2012. For Moshe Grylak og mange andre ortodokse og ultraortodokse er det helt naturligt, at den religiøse gruppe, som bliver større og større, har ret til en vis indflydelse på politikken i landet.

Vi føler os forfulgt, men det er ikke så slemt som under Hitler, siger Moshe Grylak med et smil, men indholdet er alvorligt ment.

Når vi ser på den vestlige dekadence, de sekulære lever i, bliver vi stærkere i vores egne værdier, synspunkter og måde at leve på. Vi ved, at vi har fat i den lange ende, og vi håber, at de sekulære også vil se det en dag og forstå, at det ikke er så frygteligt. Vi accepterer ikke, at regeringen kun skal være indrettet efter en vestlig tankegang, siger Moshe Grylak.

Han er enig med Mickey Gitzin fra Be Free Israel i, at der foregår en kulturkamp mellem to forskellige idéer om, hvad et samfund skal bygge på.

Den ene tankegang er baseret på Toraen, hvor Gud er overhovedet, og vi er forpligtet over for Gud. I den anden tankegang er mennesket i centrum. Mennesker bestemmer alting og har ikke nogen forpligtelser over for Gud eller samfundet, siger Moshe Grylak.

Den ultraortodokse redaktør og rabbiner kalder det en forvrænget forestilling, at de sekulære får tvunget religion ned over hovedet.

Der er kun to ting, som vi tvinger dem til. Det ene er i forhold til ægteskab, men de kan jo bare tage ud af landet, hvis de hellere vil have et civilt ægteskab, siger Moshe Grylak, som mener, at det er naturligt, at en stat, der har været defineret som jødisk siden grundlæggelsen, holder fast i jødiske traditioner.

Det andet punkt, hvor de sekulære israelere mærker til religionen ifølge Moshe Grylak, er den manglende offentlige transport på lørdage. Men gaderne tilhører alle, og derfor må de religiøses ønske tælle lige så meget som de sekulæres, mener Moshe Grylak. De sekulære israelere har ingen grund til at være bekymrede for, hvordan fremtiden vil se ud, når de ultraortodokse bliver en større del af befolkningen.

På et tidspunkt bliver vi majoriteten, for de sekulære lever som i et europæisk samfund, hvor de ikke vil have børn. Det er derfor, de kæmper sådan, fordi de kan se, at hvis de sidder stille, vil meget være forandret om 40 år. Men de kan roligt slappe af, for det vil stadig være et demokrati, hvor flertallet bestemmer. Og vi vil ikke straffe de sekulære det kan kun Messias, siger Moshe Grylak.

På trods af forsikringerne fra Moshe Grylak har især Jerusalem og omkringliggende byer mærket den religiøse indflydelse, ikke bare politisk, men også i hverdagen. For eksempel fik byen Beit Shemesh uden for Jerusalem stor opmærksomhed, da en gruppe radikale ultraortodokse mænd spyttede på en otteårig pige og kaldte hende luder, fordi de mente, at hendes tøj var uanstændigt.

Kulturkampen er tabt i Jerusalem. Min frygt er, at om 50 år ser hele Israel ud som Jerusalem, siger Herbert Pundik, og peger på, at de ultraortodokse overtager flere kvarterer i Jerusalem, hvor de indfører regler om blandt andet beklædning og trafik.

En ende på konflikten er ikke lige om hjørnet. Internationale konflikter med Iran og Hizbollah i Libanon tager stor opmærksomhed, og det betyder, at de religiøse politikere vil kunne blive ved med at yde indflydelse fremover uden at møde stor modstand, vurderer Herbert Pundik.

Der er dog stor sandsynlighed for, at spørgsmålet om ultraortodokses fritagelse fra militæret bliver ved med at dukke op som politisk emne.

Det er et emne, som altid er aktuelt, fordi det ærgrer folk, hver gang de får den årlige indkaldelse til reservetjeneste. Så tænker folk hvorfor fanden i helvede skal ham med de lange krøller ikke også gøre det?. Derfor tror jeg, at det er en debat, som kommer til at blusse op igen, siger Herbert Pundik.

Filosoffen Aristoteles (384 fvt. - 322 fvt.)
Filosoffen Aristoteles (384 fvt. - 322 fvt.) Foto: Tomer Zmora.