Valgteoretikeren Edna Ullmann- Margalit hævder, at der i bund og grund findes tre former for beslutninger, nemlig at man udser sig noget, vælger eller beslutter sig (picking, choosing, opting).
Først er der altså de små beslutninger, vi træffer hver eneste dag: Hvad vi skal have til frokost, og hvilken tandpasta vi køber.
Så er der beslutninger i mellemkategorien, som indebærer afvejninger for og imod: Skal jeg købe denne bil eller hin?
Og endelig er der de helt store beslutninger, som markerer en personlig transformation, fordi man kommer ud af dem som et forandret menneske.
For et lands vedkommende er det de øjeblikke, hvor selve historiens gang skifter kurs. Eksempler på store beslutninger kan for et menneske være, om man vil have børn, for skotterne, om de vil ud af Storbritannien, og for Storbritannien, om landet vil ud af EU i dag.
Ullmann-Margalit er interessant nok også nået frem til, at den klassiske beslutningsteori reelt kun fungerer for beslutninger i mellemstørrelse. Når man udser sig noget eller træffer afgørende valg, altså når så godt som ingenting eller alting er på spil, giver de ikke megen mening.
Den proces, hvorigennem vi når frem til vores største beslutninger, er mindre modtagelig for rationelle argumenter end mellembeslutningerne. For de virkelig vigtige beslutninger manifesterer sig som en identitetsmarkør eller en ”nøgen viljesakt”, hvor beregningerne af, hvad der er at vinde og tabe, spiller en underordnet rolle. De handler ikke så meget om, hvad vi tror, vi gerne vil, som om hvem vi mener, at vi er.
Identiteten er ved dagens folkeafstemning i spil på begge sider af den britiske splittelse mellem Brexit og Bremain, mellem dem, der vil ud, og dem, der vil blive. Alligevel er der en stor forskel. Beslutningen om at forlade Den Europæiske Union kræver en langt større viljesakt end beslutningen om at blive gør.
Det kan måske forklare, hvorfor kampagnen for at forlade EU har været så præget af forsøg på at mobilisere følelserne og fremelske en modstilling mellem ”os” og ”dem”, som når pro-Brexit-pressen bruger overskrifter som ”EU sender mordere til UK”.
Problemet for den EU-venlige lejr har ikke været manglen på gode argumenter. I de forgangne måneder har vi hørt hundredvis af overbevisende argumenter til støtte for at forblive i EU.
Mest af alt har de fokuseret på det britiske finansmarkeds fremtid og på de enestående strategiske fordele ved at befinde sig uden for eurozonen, men inden for EU, en exits sandsynlige betydning for Storbritanniens økonomiske vækst og arbejdsløshed, på muligheden for at forhandle fordelagtige handelsbetingelser, på EU-medlemskabets fordele med hensyn til sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse og deslige.
Op imod Bremain-koalitionens forrygende fundament har Brexit-tilhængerne indsat et belejringsmaskineri i form af nationalfølelse og identitet. Indvandring står øverst på listen. Ifølge meningsmålinger tror et flertal af briterne, at landet ville være bedre i stand til at kontrollere sine grænser, hvis Storbritannien træder ud af EU.
Det er bare mærkeligt set i lyset af, at mens antallet af indvandrere fra EU-lande p.t. er på over to millioner, så er antallet af mennesker født uden for EU og bosat i landet næsten fem millioner. Og de fleste af disse tilvandrere fra lande uden for EU stammer fra lande, over for hvilke Storbritannien udøver fuld suveræn grænsekontrol. Deres antal er derfor fuldstændigt uafhængigt af det britiske medlemskab af EU.
Historiske analogier har spillet en fremtrædende rolle i kampagnen for at træde ud af Unionen. Det har været fornøjeligt at se Brexit-fløjen divertere med, at den britiske sejr i Napoleons-krigene viser landets evne til at klare sig selv.
Men briterne slog jo ikke Napoleon på ene hånd. Og her tænker jeg ikke blot på de syv koalitioner indsat mod Frankrig i løbet af revolutionskrigene og Napoleons-krigene, men også på det faktum, at de 25.000 britiske tropper ikke var alene under slaget ved Waterloo. Der var mænd fra kongens tyske legion; folk fra Holland, Hannover, Braunschweig og Nassau, for slet ikke at nævne preusserne og da især generalløjtnant Zieten og hans soldater, som dukkede op på slagmarken tids nok til at redde hertugen af Wellingtons skind.
Når man ser på, hvordan det moderne Storbritannien historisk set har håndteret forholdet mellem sine europæiske og sine imperiale interesser, mellem dets kontinentale og dets oversøiske engagementer, så har landet som oftest klaret sig bedst, når det har formået at holde balancen frem for at smide det ene hensyn over bord til fordel for det andet.
Fra 1688 til 1763 arbejdede britiske statsmænd hårdt for at forhindre, at en enkelt kontinentalmagt skulle komme til at dominere Europa, samtidig med at de lagde grunden til det britiske imperiums fremtidige fremhersken kloden over.
De spanske arvefølgekrige (1701-1714), krigen om den østrigske arvefølge (1740-1748) og syvårskrigen (1756-1763) var alle også britiske sejre. Som historikeren Brendan Simms har påvist, gik det først galt, når London vendte ryggen til Europa og samlede al sin vælde i flåden alene. Med briterne af banen på kontinentet var franskmænd og spaniere i stand til at opbygge deres egne flåder og være med til at slå briterne i Amerika. USA blev reelt tabt på Rhinen.
Det er stærkt tvivlsomt, at sådanne argumenter gør indtryk på den del af befolkningen, der hælder til at ville ud af EU.
Meningsmålingerne tyder på, at Ullmann-Margalit meget vel kan have ret i sin teori. Brexit-vælgerne synes relativt resistente over for den slags uimodsigelige diagnoser, som Bremain-lejren byder på. De er mere til fals for de til tider usande, til tider opildnende identitetshævdelser, som kommer fra medievante Brexit-politikere som Boris Johnson, det britiske svar på Donald Trump.
Johnson blev for nyligt kritiseret viden om for at sammenligne Den Europæiske Union med Hitlers Grossraum Europa. Johnson har flere gange og i strid med sandheden hævdet, at EU-lovgivningen forbyder børn under otte år at puste balloner op. Ikke desto mindre er briterne ifølge rundspørger mere tilbøjelige til at tage Johnsons ord om Europa for gode varer, som de er til at stille sig skeptiske an over for hans påstande.
Centralt i Brexit-lejren er frygten for et radikalt tab af selvbestemmelse, som ofte går under ordet ”suverænitet”. I den fremtid, EU-modstanderne frygter, vil Storbritannien ikke længere være fri og uafhængig, men tvunget til at følge ordrer fra ikke-valgte chefer i et fjernt Bruxelles. Men skønt de taler om Storbritannien, taler de reelt kun på Englands vegne.
Den intense trang til at forlade EU er stort set et engelsk fænomen. 5 af de 10 mest EU-elskende regioner på det britiske fastland ligger i Skotland og Wales. Og der er ikke et eneste EU-fjendtligt brændpunkt i Skotland og kun et enkelt i Wales.
Og det siger noget vigtigt om, hvad det er, der trækker ved at komme ud af EU. I den seneste snes år er regionalnationalismen i Skotland og Wales taget vældigt til. I 1998 skete der en decentralisering, og kompetencer blev lagt ud til de walisiske, skotske og nordirske forsamlinger. England har imidlertid ikke fået sådanne decentrale kompetencer, skønt de nationalistiske følelser også her er taget til.
Resultatet er en markant skævhed, idet England er det eneste sted i Det Forenede Kongerige, som ikke har noget decentralt parlament eller egen lovgivende forsamling.
Det kan bidrage til en forklaring på de engelske vælgeres modtagelighed for det ikke nødvendigvis sande argument om, at et fortsat medlemskab af EU ville føre til en yderligere nedbrydning af ”suveræniteten”, smertensbegrebet i debatten om Europa.
Det engelske fokus på meget af EU-fjendtligheden kan også forklare den ellers uforståelige parathed i Brexit-lejren til at risikere, at Det Forenede Kongerige falder fra hinanden, hvis blot man kommer ud af EU.
Det skotske nationalparti SNP’s advarsel om, at en udmeldelse af EU vil genåbne spørgsmålet om skotsk uafhængighed, gør intet indtryk; formentlig tænker mange af de engelske EU-modstandere, at så er man da af med skotterne. Særligt påfaldende er den ligegyldighed, hvormed EU-modstanderne ser på konsekvenserne af en Brexit for Nordirland.
Det ”England”, som står centralt i Brexit-fænomenet, er naturligvis selv dybt splittet. London ligger som en EU-venlig ø i et hav af EU-fjendtlige amter, og under kampagnen op til folkeafstemningen er en række gamle skel på ny dukket op i England mellem generationer, samfundsgrupper og ulige uddannede mennesker, skønt disse skel mentes at være stadig mere udhviskede.
De gamle og dem uden den store uddannelse hælder mere til at ville ud af EU end de unge, velhavende briter med en universitetsuddannelse. Folk i universitetsbyerne Leeds, Manchester, Leicester, Oxford, Cambridge og Sheffield hælder til at ville forblive i EU.
Det tyder som minimum på, at en frygt for en social deroute og vigende adgang til sociale goder går hånd i hånd med identitetslogikken i Brexit-lejren. Det kan også forklare, hvorfor Bremain-lejrens intelligente og velformulerede argumenter preller af på de EU-fjendtlige vælgere som vand på en gås: Argumenterne føles, som om de kommer ovenfra og har en kraftig eftersmag af elitær nedladenhed.
Storbritannien er en af de mest succesrige stater i moderne tid. Og EU er et verdenshistorisk eksperiment uden fortilfælde; et forbund mellem stater, som af egen fri vilje er gået sammen og ligesom Storbritannien repræsenterer en fælles forpligtelse på grundlæggende friheder, demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder. Ikke at nogen vil påstå, at EU er ideel i sin aktuelle udformning eller styreform.
EU er en byggeplads. Beslutningen om fortsat at være med er ikke nogen ubetinget tilslutning til status quo, men derimod et engagement i den komplekse og til tider konfliktfyldte proces, hvorigennem EU håndterer sine opgaver og lægger sin kurs.
