Mchangama om den liberale verdensorden: Nu gælder det om at redde, hvad reddes kan

Tankerne om demokrati, frihed og handel har været grundlaget for den vestlige verden siden Anden Verdenskrig. Men efter valget af Donald Trump er den liberale verdensorden ingen selvfølge længere, siger Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia

"Vi må koncentrere os om at redde Vesten og indrømme, at den liberale verdensorden og dens institutioner har sine begrænsninger og har brug for en revitalisering,” erkender direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, til trods for, at den liberale verdensorden med sine idéer om frihed, demokrati og markedsøkonomi har leveret den ene succes efter den anden siden Anden Verdenskrig.
"Vi må koncentrere os om at redde Vesten og indrømme, at den liberale verdensorden og dens institutioner har sine begrænsninger og har brug for en revitalisering,” erkender direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, til trods for, at den liberale verdensorden med sine idéer om frihed, demokrati og markedsøkonomi har leveret den ene succes efter den anden siden Anden Verdenskrig. . Foto: Niels Hougaard/Polfoto.

Kendsgerningerne taler for sig selv. Idéen om demokrati, frihedsrettigheder, handel og markedsøkonomi er en historisk succes, som det vil være ualmindelig dumt at kaste vrag på, hvis man foretrækker fred for krig, velstand for fattigdom og frihed til at sige sin mening frem for censur og undertrykkelse.

Siden Anden Verdenskrig er det i vidt omfang lykkedes de vestlige lande at udvikle en liberal verdensorden, som har skabt enestående fremskridt for deres indbyggere, mener Jacob Mchangama, menneskerettighedsjurist og direktør i den juridiske tænketank Justitia.

Men successen er sandet til i løbet af det seneste årti. Fra Europa til USA har mistilliden til politikerne bredt sig, og folk oplever, at de demokratiske institutioner ikke kan træffe beslutninger. Det har skabt en længsel efter stærke ledere, som signalerer mindre snak og mere handling, hvilket ikke mindst valget af Donald Trump i USA er et eksempel på. At der med mere autoritære ledere også følger mindre respekt for frihed, tolerance og rettigheder lader til at være et vilkår, mange vælgere kan affinde sig med.

”Vi lever i usikre tider. Men det er ufattelig svært at spå om, hvor de fører os hen. Der er så mange uforudsigelige faktorer. Herunder hvordan Trump håndterer de mange dilemmaer, han står over for. Måske ender den liberale verdensorden som en gylden parentes i verdenshistorien, men det er for tidligt at afgøre. Der er også en mulighed for, at der vil opstå en mod-reaktion. Barack Obama var en reaktion på George W. Bush. På samme måde kan der komme en reaktion mod Donald Trump, der igen var en reaktion på Obama og Hillary Clinton. Vi ved det ikke, og vi ved ikke, om trykket eller modtrykket bliver stærkest,” siger Jacob Mchangama, som tvivler på, at Trumps politiske turbo kan holde tempoet i det lange løb. Noget, weekendens retsopgør om præsidentens indrejseforbud også indikerer.

”Jeg tror ikke, at flertallet af de amerikanske politikere har appetit på et stort brud med hele USA’s hidtidige politiske historie og tradition. Trump har meget klogt – og ud fra et demokratisk synspunkt også godt – taget fat på at gøre det, han er valgt til. Han har kunnet plukke nogle lavthængende frugter ved at udstede en række dekreter, men på et tidspunkt skal han i gang med langsigtet politisk arbejde i Kongressen, og der vil det formentlig være mere kompliceret for Trump at sætte så klar en dagsorden og udhule den amerikanske retsstat.”

I første omgang er det, der bekymrer Jacob Mchangama mest ved Donald Trumps nye kurs for USA, i hvilken udstrækning han gør alvor af sine trusler om at slække på støtten til Nato. Selv med øgede forsvarsbudgetter i de europæiske lande har Jacob Mchangama vanskeligt ved at se, at EU kan etablere samme forsvarsevne som et Nato bakket stærkt op af USA. Og evnen til at forsvare sig er alfa og omega, hvis vi vil bevare de værdier, de europæiske lande bygger på i dag.

”Hvor ville Danmark have stået, hvis USA havde trukket sig tilbage igen efter Anden Verdenskrig? Så ville der have været en stor risiko for, at vi var blevet opslugt af Sovjetunionen. Man kan ikke forestille sig en liberal verdensorden og et liberalt demokrati uden en garanti for at kunne forsvare sig. Og den kan være svær at opretholde uden det engagement, som USA hidtil har lagt i Nato.”

”Man kan bare se på ytringsfriheden herhjemme under Første Verdenskrig og fra 1933 til Besættelsen. Der var de facto censur af frygt for henholdsvis stormagterne og Nazityskland. Da vi kom med i Nato, kunne vi skrive, hvad vi ville om Sovjetunionen – og om USA for den sags skyld. Vi har ikke den samme frihed som land til at vælge retning, hvis vi ikke har en solid garanti for vores sikkerhed og selvstændighed,” siger han.

Kan det europæiske fællesskab og EU’s institutioner ikke opveje et eventuelt tab af militær assistance fra USA? Har Europa ikke så stærke civile institutioner, at de er tilstrækkeligt til at beskytte den liberale verdensorden?

”Det batter ikke uden amerikansk isenkram. Europa er sårbart uden Nato. Hvis vi tænker tilbage på Balkan-krigene, viste de, hvor hurtigt tingene kan falde fra hinanden, og det var USA, der mere end nogen anden bidrog til at samle Europa op efter verdenskrigen,” siger Mchangama.

Er den liberale verdensorden så overhovedet robust nok til at overleve, hvis Donald Trump trækker USA i en anden retning?

”Ja, det er det åbne spørgsmål. Vi vil næppe se et øjeblikkeligt kollaps af den liberale verdensorden, snarere et langsomt forfald. USA er stadig det land, der har den største andel af både blød og hård magt, så det vil betyde noget, hvis det ikke længere understøtter den liberale dagsorden. Det vil måske ikke ændre Europa fra den ene dag til den anden, men det vil give en mere mudret fortælling om den liberale verdensorden,” siger han.

Indsættelsen af Donald Trump og hans nye ”Amerika først”-kurs kommer på et tidspunkt, hvor EU i forvejen har hænderne fulde med at holde sammen på sig selv. Den Europæiske Union har længe været udfordret af højrekonservative og populistiske bevægelser, som sætter større pris på de nationale fællesskaber end fællesskabet på tværs af grænserne og ønsker mere magt til deres nationale parlamenter, hvilket Brexit er den foreløbig mest ultimative konsekvens af.

Selvom Jacob Mchangama er en stor tilhænger af den liberale verdensorden, er han også meget opmærksom på, at den har vist sig at have en række stadigt mere synlige svagheder. Mange mennesker i Europa og USA føler sig – trods alle demokratiske processer og rettigheder – overset og glemt i det, de oplever som et ”politisk apparat”. De ser demokratiet som ineffektivt, uregerligt og i forfald, og de mener ikke, at det leverer de arbejdspladser, den sikkerhed og vækst, som de forventer. Sidst, men ikke mindst, leverer det ikke identitet og fællesskabsfølelse.

”Demokrati og frihedsrettigheder kan kun overleve i længden, hvis de er hægtet op på et system, som leverer en række goder. Der er mange andre værdier end frihed og demokrati, der betyder noget for folk, og det har vi måske været for langsomme til at erkende,” siger juristen, der for nylig selv foretog et lille eksperiment blandt en gruppe skoleelever under et foredrag:

”Jeg spurgte dem, hvad de helst ville have: elektricitet eller ytringsfrihed. Der var én, der rakte hånden op til ytringsfrihed!”

Ifølge Jacob Mchangama er de materielle goder dog kun den ene del af det, som Europas og USA’s borgere forbinder med et godt liv. Den anden del er en national identitet.

”Hvis vi vil redde den liberale verdensorden i denne del af verden, må vi besinde os på, at selvom der var stadig vækst og lav arbejdsløshed i EU, ville det ikke være nok. Europæerne identificerer sig ikke med et overstatsligt system som EU. Folk identificerer sig med deres nationalstat. Derfor er det vigtigt, at EU besinder sig på en mere realistisk model, og det er også glimrende, at den danske stat vil se på den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis, som måske kan bidrage til, at noget af magten kommer tilbage til nationalstaten,” siger han.

Er behovet for national identitet den største udfordring for den liberale verdensorden?

”Det er en vigtig faktor. Tidligere fyldte identitetspolitik meget på venstrefløjen. Nu er det en samlende ting på den nationalkonservative højrefløj med repræsentanter som Donald Trump i USA, Geert Wilders i Holland, Marine Le Pen i Frankrig og Frauke Petry i Tyskland. Det er måske en reaktion på, at vi i mange år har set nationalisme i lyset af Anden Verdenskrig og været skræmt ved tanken om, hvad det kunne føre til. Det blev set som om, at der gik en lige vej fra nationale følelser til fascisme, og så trak det hele for meget i den anden retning.”

Hvad skal de danske og europæiske politikerne gøre, hvis de vil bevare den liberale verdensorden?

”Kunsten bliver at bygge bro mellem de værdier, der ligger i den liberale verdensorden med dens frihed, demokrati og handel, og så den nationale identitet. Der er brug for en form for liberal realisme, hvor vi accepterer, at det ikke handler om at brede demokrati og god regeringsførelse a la Vesten ud til hele verden, men i første omgang at redde den dér, hvor den har fungeret i årtier. Demokratisk nationsopbygning i Mellemøsten er for eksempel en dødsejler. Vi må koncentrere os om at redde Vesten og indrømme, at den liberale verdensorden og dens institutioner har sine begrænsninger og har brug for en revitalisering,” siger Jacob Mchangama.

Og måske går det hele slet ikke så galt endda set fra den liberale verdensordens tilhængere, siger den 38-årige jurist med et skævt smil:

”Undertiden viser det sig også senere, at vi har været i stor panik over noget, der aldrig blev en realitet. Måske vil vi se tilbage om 4-8 år og undre os over, at vi var så bekymrede, og at Trump ikke var den bussemand, som vi alle er gået i selvsving over.”