I 1940 blev en af Det Tredje Riges mest kendte antisemitiske propagandafilm ”Jøden Süss” optaget i Ludwigsburg. Filmen skulle vise den tyske befolkning, hvor stor en fare jøderne udgjorde for den ariske race og Det Tredje Rige. Og den sydvesttyske by er stadig centrum for nazisternes forfølgelse af og massedrab på jøder. I et tidligere fængsel for politiske fanger under nazistyret har Centralkontoret for Undersøgelse af Nationalsocialistiske Forbrydelser hjemme. Det har siden 1958 været ansvarligt for at efterforske og finde tidligere nazister, der har medvirket til folkedrabet under Anden Verdenskrig.
Selvom det er mange år siden, at forbrydelserne skete, er arbejdet stadig vigtigt, mener chefefterforsker Jens Rommel, der på trods af det fælles efternavn ikke er i familie med Adolf Hitlers Afrika-hærfører general Erwin Rommel.
”Alle står til ansvar for loven, indtil deres liv er slut. For de overlevende, familiemedlemmerne til ofre og fremtidige generationer er det meget vigtigt, at sådanne handlinger vil blive retsforfulgt, så længe det er muligt,” skriver Jens Rommel i et skriftligt interview med Kristeligt Dagblad.
I begyndelsen af november sidste år begyndte en retssag i Münster mod Johann Rehbogen, en tidligere SS-vagt i koncentrationslejren Stutthof. Nu mere end fire måneder senere har læger vurderet, at en retssag ikke vil være forsvarlig i forhold til den nu 95-årige anklagedes helbred. Det står endnu ikke klart, om retten følger denne anbefaling, men tidligere sager indikerer, at det bliver tilfældet. Og det er ikke den eneste retssag, hvor de anklagedes helbred er en udfordring.
I slutningen af december sidste år besluttede retten i Frankfurt, at retssagen mod en 97-årig tidligere vagt i dødslejren Majdanek ikke kunne fortsætte. Og i begyndelsen af januar døde Jakiw Palij, en 95-årig tidligere vagt i arbejdslejren Trawniki, før han kunne komme for retten.
Det er bare få eksempler på det problem, som de såkaldte nazijægere står over for: Døden fanger nazisterne, før de kan. På Centralkontoret arbejder otte efterforskere, som alle kæmper mod tiden.
”Det er et paradoks: Forbrydelserne skete for over 70 år siden, så en dag eller to burde ikke betyde det store. Men på den anden side er hver dag vigtig, da vores arbejde er et kapløb mod tiden,” fortæller Jens Rommel.
I 2002 indledte Simon Wiesenthal Center ”Operation sidste chance”, der stræber efter at fange de sidste nazister, før det er for sent. Centeret er opkaldt efter den berømte nazijæger Simon Wiesenthal, der blandt andet var med til at opsnuse Adolf Eichmann, også kaldet arkitekten bag holocaust. I årene efter Anden Verdenskrigs afslutning var Eichmann en af de mest eftersøgte personer i verden. Han var ansvarlig for logistikken bag drabene på adskillige millioner under nazistyret. Efter krigens afslutning lykkedes det ham at undslippe en amerikansk fangelejr, og først i 1960 blev han arresteret af den israelske sikkerhedstjeneste Mossad i Argentina. Han blev henrettet i 1962 efter en højtprofileret retssag i Israel.
Simon Wiesenthal Center blev grundlagt i 1977 og har siden forsøgt både at lave detektivarbejdet, der førte til, at man fandt en nazist, men centeret og dets nazijægere har også forsøgt at lægge pres på forskellige lande for at retsforfølge de nazister, der havde huseret i det givne land. Centrets direktør og chefnazijæger, Efraim Zuroff, mener stadig, at hans arbejde er ekstremt vigtigt. Og at de tidligere nazisters høje alder ikke er en undskyldning for at stoppe med at retsforfølge dem.
”Det sender en kraftfuld besked om, at hvis man begår den slags forbrydelser, så vil man blive retsforfulgt, også selvom der er gået mange år. Det her er særligt vigtigt, for da koncentrationslejrene blev opdaget, og omfanget af holocaust gik op for verdenssamfundet, sagde man ’aldrig igen’. Det er en god formulering, men det har siden vist sig, at den er meget tom. For der er begået mange folkedrab siden holocaust. De har ikke været i samme skala, men folkedrabene i eksempelvis Rwanda, Bosnien og Cambodja burde ikke være sket,” siger han.
Sidste år udgav Simon Wiesenthal Center sin seneste rapport om retsforfølgelsen af nazister verden over. Både rapporten og Efraim Zuroff fremhæver Tyskland som et af de få lande, der gør sit arbejde godt nok.
Men i Tyskland har det ikke altid været muligt at stille alle til ansvar for deres handlinger. Det har haft den konsekvens, at Centralkontoret i dag er i tidsnød. I 1969 satte en retssag en stopper for efterforskernes arbejde, da et tidligere SS-medlem, der havde arbejdet i Auschwitz, blev frifundet. Retten vurderede, at det ikke var nok at have arbejdet i en koncentrationslejr til at blive dømt. Det skulle bevises, at man personligt havde begået et drab, da al anden kriminalitet falder for forældelsesfristen.
I næsten 40 år var det derfor ikke muligt at gå efter andre end dem, der havde været direkte involveret i massedrabene. Og det var meget svært at finde beviser på, at en navngiven person havde begået et drab. I 2007 ændrede en ny retssag Centralkontorets muligheder for at udføre dets arbejde. Den marokkanskfødte Mounir el-Motassadeq blev af en tysk domstol kendt skyldig i medvirken til drabene på de 246 passagerer og besætningsmedlemmer i de fire fly, der blev kapret den 11. september 2001. Mounir el-Motassadeq havde som en del af al-Qaedas terrorcelle i Hamborg overført penge til en af terroristerne.
Centralkontoret kunne nu begynde at gå efter de mindre brikker i nazisternes maskineri. En af dem er Oskar Gröning, der døde som 96-årig sidste år. Han var kendt som ”bogholderen i Auschwitz”, da han havde været ansvarlig for at samle og tælle de penge og værdigenstande, som koncentrationslejrens fanger havde medbragt. Siden 1980’erne udtalte han sig åbent om sine handlinger som SS-soldat med det formål at sætte en stopper for holocaust-benægtelse. I 2015 fik hans åbenhed konsekvenser, da han blev dømt for medvirken til mindst 300.000 drab. Hans modstand mod holocaust-benægtelse og hans moralske fordømmelse af egne handlinger blev ikke taget med i overvejelserne. Han blev idømt fire års fængsel, men nåede aldrig at påbegynde sin fængselsstraf, da han døde kort efter at have bedt om at blive benådet.
I dag bruger efterforskerne på Centralkontoret primært deres arbejdstid på at gennemgå forskellige papirer, der kan give et praj om, hvem der arbejdede i koncentrationslejrene. Herefter skal de finde ud af, om vedkommende udførte en opgave, der var med til at muliggøre et drab.
”Den primære opgave er at etablere et personligt ansvar under et kriminelt regime. Det er svært på grund af lovgivningen, som fokuserer på personlig skyld og ikke er udformet til at håndtere kriminalitet, der har været tolereret eller organiseret af staten,” fortæller Jens Rommel og fortsætter:
”Meget af vores arbejde består i at kigge i arkiver eller sidde ved vores skrivebord. Det er meget frustrerende at se, hvor få der er i live eller i stand til at gennemføre en retssag. På trods af det gav vi 30 sager videre til anklagemyndigheden sidste år.”
Længe har der været mest fokus på de højtprofilerede nazister, der begik selvmord ved krigens afslutning, blev dømt ved Nürnbergprocessen eller gemte sig for myndighederne. Flere nazister søgte tilflugt i Sydamerika, hvor en række af dem efterhånden blev fundet af nazijægere.
To af dem, der var med til at fange højtprofilerede nazister, var ægteparret Serge og Beate Klarsfeld, der bor i Paris. Beate Klarsfeld på i dag 80 år og hendes 83-årige mand er især kendt for at have fundet ”slagteren fra Lyon”, Klaus Barbie, i 1970’erne. Den tidligere Gestapo-chef blev siden udleveret fra sit eksil i Bolivia og idømt livsvarigt fængsel i Frankrig.
Men ifølge Beate Klarsfeld er deres tid som nazijægere forbi, og det er ikke, fordi de er oppe i alderen.
”Færdige med vores jagt på nazister? Ja, vi er færdige, fordi vores kamp førte til, at alle de nazistiske krigsforbrydere, der var aktive i Frankrig, blev retsforfulgt og dømt i Köln,” sagde hun til mediet Vox i 2017.
Beate Klarsfelds udtalelse indikerer, at nazijægernes tid er forbi. Og det lader til, at hun får ret, da faren for, at de anklagede dør eller er for syge, ikke er det eneste problem, som deres alder skaber for Centralkontoret. Der er sat en aldersgrænse på 99 år, som snart vil sætte punktum for retsforfølgelsen af nazister i Tyskland.
”Statsadvokaterne skal have tid til at indsamle bevismateriale og forberede anklageskrifter, og domstolene skal bruge tid til retssager og eventuelle ankesager. Derudover retsforfølger vi ikke nogle, der var under 18 år, da de begik kriminelle gerninger,” forklarer Jens Rommel.
Det betyder også, at det i 2027 ikke længere vil være muligt for Centralkontoret at overlevere sager til statsadvokaterne. Men hvad skal der ske med Centralkontoret til den tid? Det skal stadig sørge for, at forbrydelserne ikke bliver glemt, lyder det fra Jens Rommel:
”Efter de sidste efterforskninger er afsluttet, skal Centralkontoret og bygningerne i Ludwigsburg bevares som et sted til at mindes, dokumentere og uddanne om de forbrydelser, der blev begået af nazisterne.”
Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthal Center erkender også, at der kommer en tid, hvor der ikke længere er nogen at forfølge. Men der er stadig rigeligt at kæmpe for i forhold til at mindes holocaust, mener han:
”Holocaust-benægtelse er stadig udbredt i dag. I Østeuropa er der flere lande, der hylder naziforbrydere, som kæmpede mod kommunister, på trods af at de deltog i folkedrabet på jøderne. Det er derfor stadig vigtigt, at vi bruger kræfter på at skabe opmærksomhed omkring holocaust.”