Han er en af vor tids mest anerkendte forskere. Og så er Jan-Werner Müller, tyskfødt Princeton-professor og manden bag en voldsomt hypet bog om populisme, godt og grundigt træt af at være spærret inde.
”Jeg lukker lige døren, så mine børn ikke kan lytte med,” siger han halvt i spøg, halvt i alvor, da Kristeligt Dagblad via en Skype-forbindelse spørger, hvordan han klarer coronakrisen.
Hjemmeskolingen går efterhånden så godt, som den slags nu kan, men den 50-årige idéhistoriker vænner sig aldrig for alvor til at undervise gennem en skærm. Der mangler ”noget mellemmenneskeligt”, føler han.
”Og så kommer jeg aldrig til at sætte pris på øjenkontakt via en computer. Heller ikke selvom en del af mine kolleger fortæller mig, at den slags er fremtiden.”
Müllers forandrede arbejdsliv er dog ikke ene om at lægge til den frustration, som gennem coronakrisen har hobet sig op inde bag tyskerens gråsprængte lokker.
”Det, som for alvor gør mig ængstelig, er den selvfølgelighed, med hvilken mange tror, pandemien vil føre til en bedre verden.”
For den slags sker ikke af sig selv, understreger han.
”Alle siger, at krisen fungerer som et røntgenbillede, der viser os alt det, som hidtil ikke har fungeret i vores samfund. Og det er rigtigt. Men hvis man tror, at de fejl og uretfærdigheder, vi nu kan se helt tydeligt, kommer til at ændre sig automatisk, tager man grueligt fejl. Fundamentale forandringer kræver stadigvæk mobilisering og politisk kamp. Alt det, coronakrisen har potentialet til at lære os, forsvinder på et splitsekund, hvis ikke vi aktivt kæmper for at tage erfaringerne med ind i fremtiden,” siger Jan-Werner Müller og griber til den nære fortid for at underbygge sin pointe.
”Under den økonomiske krise i 2008 kappedes alle om at komme først med neoliberalismens nekrolog. Men ved du hvad? Den overlevede faktisk. Og endda i bedste velgående,” sukker han.
”Og nøjagtig samme billede så vi efter den 11. september 2001. Alle var enige om, at vi nu lagde følelsen af usårlighed og den hedonistiske individualisme bag os for i stedet at bevæge os ind i en ny æra, hvor farerne altid lurede, og hvor vi ville rykke tættere sammen. Men den følelse af sammenhold og solidaritet, der opstod i dagene efter terrorangrebene, forduftede i løbet af få uger. Hvis du læser aviserne fra dengang, er der mange ligheder med den svulstige retorik, som også bruges i dag. Man troede vitterligt på, at verden ville blive en anden. Problemet dengang var bare, ligesom nu, at mange tog forandringerne for givet. Og så udebliver de.”
Der er ingen tvivl om, ”at krisen rummer et enormt forandringspotentiale”, understreger den prisbelønnede professor og forfatter, der sidste år udgav bogen ”Frygt og frihed – et forsvar for en anden liberalisme”. Vi er bare nødt til at være bevidste om, at ansvaret for at bruge krisen som anledning til at gøre op med en uholdbar klima- og miljøpolitik, et arbejdsliv, der for mange er blevet mere stressende end givende, og en social og økonomisk ulighed, der under coronakrisen har vist sig at være ligefrem dødelig, alene hviler på os selv.
”Tag uligheden som eksempel,” siger Jan-Werner Müller, nu fremme i stolen med gestikulerende arme.
”Det er ikke overraskende, at covid-19 rammer udsatte grupper særlig hårdt. Og alligevel har vi hidtil accepteret den sociale uretfærdighed. Hvorfor? Fordi vi er blevet fortalt, at det ikke stod til at ændre. Men krisen har jo vist, at vi rent faktisk er i stand til at lave samfundet radikalt om på kort tid, hvis bare vi ønsker det. Så hvorfor ikke bruge undtagelsestilstanden til at fortælle magthaverne, at vi ikke længere vil acceptere de ting, vi i lyset af krisen helt tydeligt kan se er forkerte? Hvorfor ikke lade pandemien være startskuddet til at skabe en lysere fremtid for vores planet og dens indbyggere? Vi ved nu, at det rent faktisk er muligt, at der findes et valg.”
Men selvom Jan-Werner Müller, når resig-nationen tager over, og han ”igen har brugt for lang tid på Twitter”, tvivler på corona-krisen som fødselshjælper for en anden og bedre verden, er der dog ét punkt, hvor professoren er overbevist om, at der vil være et før og et efter covid-19: Vores forhold til nationalstaten.
”Mange mennesker sidder i øjeblikket med en stærk følelse af, at når alting ramler omkring dem, så er nationalstaten den sikre havn, man søger mod. Det er der, vi kan hente den helt grundlæggende, eksistentielle beskyttelse; det er hos den, vi deponerer vores tillid. Nogle gjorde det inden krisen, mange flere vil gøre det efter. Nationalstaten som ramme for vores liv og for politik er, hvis man da kan tale om noget sådant, krisens store vinder,” mener han, og en del af forklaringen herpå skal ifølge Jan-Werner Müller findes i EU’s manglende evne til at træde i karakter:
”Vi har oplevet en situation, hvor solidaritet pludselig ikke længere bare var et tomt ord, men hvor der rent faktisk var behov for en aktør, der på tværs af lande kunne koordinere indsatser og hjælp til millioner af mennesker. Men det skete ikke; Bruxelles glimrede ved sin passivitet. Så hvor nationalstaten har vundet, er der samtidig ingen tvivl om, at den supranationale drøm er brast.”
Men betyder det også et tilbageslag for globaliseringen?
”Ikke nødvendigvis. For selvom det kan forekomme paradoksalt, tror jeg, nationalstatens renæssance vil manifestere sig parallelt med en modreaktion, en slags ophobet energi, hvor eksempelvis friheden til at bevæge sig på tværs af grænser vil betyde endnu mere end før krisen. Og jeg håber også, at pandemien qua dens natur vil resultere i en stærkere global bevidsthed. Men lige på det punkt er jeg måske lidt naiv,” siger han.
”I den ideelle verden vil læren af krisen også være, at hvert enkelt land ikke bare kan lukke sig inde – omverdenens problemer trænger sig altid på til sidst. Europa kan ikke betragte coronakrisen som overstået, for hvis virussen fortsætter med at hærge i Afrika og Mellemøsten, så vil den uvægerligt blive Europas problem igen meget snart. Den tid, vi lever i, er kendetegnet ved, at vi er forbundne og afhængige af hinanden på tværs af grænser, også efter krisen. Det er en virkelighed, som nok fordrer færre flyrejser, men ikke mindre solidaritet og global ansvarlighed. Tværtimod.”
Jan-Werner Müller brød igennem uden for akademiske kredse i 2016. Det skete med bogen ”Hvad er populisme?”, der udkom samme år, som Donald Trump blev valgt til præsident i USA, og briterne stemte for at forlade EU.
Og netop populismen har også gennem de seneste uger været genstand for megen debat. På den ene side lægges ismen i graven, besejret af en situation, som kalder på ansvarlighed og sammenhold. På den anden side fremhæves det, at ledere verden over har klaret krisen via redskaber, som særligt højrepopulister ofte forfægter: lukkede grænser, indskrænkning af de liberale frihedsrettigheder og et klart fokus på folket og nationens ve og vel.
Hvor Jan-Werner Müller placerer sig? Cirka midtimellem, eller ”lidt pedantisk og professoragtigt”, som han selv formulerer det.
”Dem, der gerne vil gøre sig kloge på populismen som bredt fænomen, ignorerer ofte, at de populistiske partiers succes eller fiasko i sidste ende er afhængig af to ting: Særegne, nationale omstændigheder, og hvem der har magten. Generelt har de populistiske partier med indflydelse overvejende klaret krisen godt, mens de, der står uden for, kæmper med at holde opmærksomheden på deres agendaer.”
Regeringspartierne i Ungarn og Polen, Fidesz og Lov og Retfærdighedspartiet, har klaret krisen udmærket, vurderer Jan-Werner Müller. Sværere er det for Sverigedemokraterne, Alternativ for Tyskland og Lega i Italien, som alle befinder sig uden for regeringskontorerne. Et sted midt imellem ligger USA’s præsident Donald Trump.
”Det klassiske populistiske greb med at identificere et såkaldt sandt folk, som står i modsætning til andre, fremmede grupper, der ofte italesættes som fjender, fungerer bedst, hvis du har magt. Også over medierne. Vi har set Trump bruge et klassisk populisme-kneb med begrebet ”den kinesiske virus”, og vi har set Ungarns Viktor Orbán tale om migranter som en smitterisiko. Men har du ikke direkte adgang til medierne, er det sværere at instrumentalisere krisen, hvilket vi har set i andre lande,” siger professoren.
”Hvad angår populismen er den store joker, om vi vil se en økonomisk krise a la 2008. Eller endnu værre. Men selv da er det akademisk dovent at konkludere, at det per se vil gavne populisterne. Ser vi på, hvem der blev styrket efter finanskrisen, var det i høj grad et spørgsmål om, hvem der var og ikke var synonym med krisen og ansvaret – ikke hvorvidt man bekendte sig til en bestemt ideologi.”
Men hvor Jan-Werner Müller ikke holdes søvnløs af yderkræfternes potentielle fremgang, har han flere gange de seneste uger tvivlet på, om magthavernes mere eller mindre drakoniske håndtering af krisen levner tilstrækkeligt rum for kritisk diskussion. Han mener at have identificeret et indskrænket debatklima, der både sanktioneres af magthavere og medborgere i flere lande.
”Vi har helt tydeligt set, hvordan der er seriøse udfordringer forbundet med at artikulere en opposition til nogle af de tiltag, som er blevet indført. Også selvom det er sket på en konstruktiv måde. Det kan godt bekymre mig, at det i manges øjne tilsyneladende er forkert at gøre opmærksom på, at bare fordi myndigheder eller videnskabsfolk siger et, betyder det ikke, at der ikke findes legitime alternativer. De politiske og sundhedsfaglige beslutninger og vurderinger, som har enorme konsekvenser for vores samfund, skal selvfølgelig udfordres og diskuteres, så de i sidste ende kan blive retfærdiggjort. Hvis ikke, ender demokratiet med at blive krisens store taber,” siger han.
”Det er faktisk helt i orden at have for-skellige syn på, hvordan krisen skal hånd-teres. I en undtagelsestilstand er en levende demokratisk debat vigtigere end nogensinde.”
Debat eller ej er den spæde genåbning af mange samfund begyndt verden over i denne uge.
Undtagelsestilstanden afløses af noget, der på den ene side minder om hverdag, men samtidig vil der ifølge Jan-Werner Müller finde en indædt kamp om krisens narrativ sted. Alle vil skrive historien, så den fremmer netop deres agenda.
”Grundlæggende er det jo et spørgsmål om, hvilke moralske imperativer der står tilbage på den anden side. Og det er en kamp, der kan vindes af alle sider. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at udfaldet vil få enorme konsekvenser for kloden og dens indbyggere.”
Jan-Werner Müller holder en pause. Som om han gransker sindet for et – bare et enkelt – fuldtonet, opbyggeligt perspektiv at slutte af på. Så blotter der sig et lille, pixeleret skærmsmil fra den anden side af Atlanten.
”Jeg kommer til at tænke på Angela Merkel og hendes forkætrede Wir schaffen das. På en underlig bagvendt måde har menneskeheden jo udvist enorm solidaritet de seneste måneder. Vi har vist, at ja, vi kan klare det! Mange har ofret meget – også for mennesker, de slet ikke kender. Vi har handlet i fællesskab, og hvis man læser kanslerens ord som en opfordring til håb og til styrke, så passer den jo perfekt til den nuværende situation. Sammen kan vi overkomme mere, end vi forestiller os. Det er betryggende. Og noget, vi godt kan tillade os at være stolte af.”