Atsuko Fujino er en undtagelse. Med sine tre børn har hun grundlagt en storfamilie i et land, hvor kvinderne i gennemsnit får 1,2 børn. Det er det laveste fødselstal i verden og langt fra de 2,08 børn, som gør det muligt at opretholde befolkningstallet.
LÆS OGSÅ: Japanerne bøjer sig for naturens kræfter
De japanske kønsroller er meget fastlåste. Børnepasning betragtes ikke som en samfundsopgave, men som mødrenes ansvar alene, og vi forventes også at tage os af vores gamle forældre. Derfor holder kvinderne i reglen op med at arbejde, når de får børn, og det får de unge, veluddannede kvinder til at udskyde familie og børn så længe som muligt eller til helt at fravælge børn, siger Atsuko Fujino.
Hun holdt også selv op med at arbejde, da børnene kom. Men siden blev ønsket om at bruge sin uddannelse for stort, og selvom det har kostet hende ægteskabet, er Atsuko Fujino i dag lektor i økonomi ved Sangyo Universitetet i Kyoto og specialist i arbejdsmarked, ligestilling og familiepolitik. Og hun er en af dem, der peger på, at Japan er nødt til at give de japanske familier bedre forhold, hvis japanerne skal føde flere børn.
Japan er med stigende hast på vej mod noget, der ligner en demografisk katastrofe. Det faldende børnetal er, sammen med den høje levealder, forklaringen på, at Japan er blevet verdens hurtigst aldrende samfund. Det er også den direkte årsag til, at der bliver færre og færre japanere.
I 2055 vil indbyggertallet være faldet fra de nuværende 127 millioner til omkring 90 millioner, hvoraf 36 millioner vil være over 65 år.
Japan vil miste en tredjedel af sin arbejdsstyrke, og det kan vi kun kompensere for, hvis vi holder kvinderne på arbejdsmarkedet. Det forudsætter en bedre balance mellem arbejde og familie. Men kun de store virksomheder, der udgør en meget lille del af de japanske arbejdspladser, er forpligtet til at tilbyde arbejdsforhold, der tager hensyn til familielivet. Det er meget vanskeligt at ændre arbejdskulturen, siger Atsuko Fujino.
Mens kvinderne forventes at tage sig af familien, forventes mændene at stå til rådighed for deres virksomhed det meste af deres vågne tilværelse. Virksomheden betragtes ikke som et arbejdsfællesskab, men et skæbnefællesskab, som den japanske sociolog Kazuhiko Yatabe har formuleret det.
Denne næsten militaristiske arbejdsdisciplin blev særligt udpræget i årene efter Anden Verdenskrig. Japan satte sig for at vaske ydmygelsens skampletter efter krigsnederlaget og atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki væk i økonomisk vækst. Og det lykkedes. Fra at være en udpræget landbrugsøkonomi blev Japan et højteknologisk samfund og verdens næststørste økonomi takket være højvækstperioden i 1970erne og 1980erne.
Men de japanske familier har betalt en høj pris, som kan aflæses direkte i det faldende fødselstal. Og de nye ungdomsgenerationer ser ikke ud til at være mere ivrige efter at stifte familie og få børn. Tværtimod er flere og flere unge japanere panikslagne ved udsigten til at træde ind i voksenlivet og det samfund, deres forældre har skabt.
Over en halv million unge mellem 25 og 34 år betegnes som neets, en engelsk forkortelse for hverken under uddannelse eller i beskæftigelse. De seneste år har Japan desuden med forfærdelse stiftet bekendtskab med hikikomori unge, som spærrer sig inde på deres værelse i familiens hjem og nægter enhver kommunikation med omverdenen, endog med deres forældre.
Ifølge sociologen Masakazu Yamada er 70 procent af hikikomorierne unge mænd. Japans unge og især drengene vokser op i et stærkt konkurrencepræget samfund. Allerede i skolen er de underkastet et stort pres for at få gode karakterer, så de kan komme på et godt universitet og derefter komme ind i en god virksomhed, hvor de kan få en god løn, så de kan forsørge deres familie. Det er et kæmpemæssigt socialt pres med fastslåste roller for mænd og kvinder, som nogle forsøger at flygte fra, siger Atsuko Fujino.
Disse marginaliserede unge er det mest ekstreme udtryk for en frygt for fremtiden, som også afskrækker japanerne fra at sætte børn i verden. Men frygten kendetegner brede dele af det japanske samfund, påpeger lederen af den japanske organisation for familieplanlægning, Kunio Kitamura.
Han konstaterer, at japanerne ikke blot venter længe med at indgå parforhold og blive gift. De holder ganske enkelt op med enhver seksuel aktivitet.
Næsten halvdelen af de gifte japanske par har sex mindre end en gang om måneden. Og 32 procent af de unge mænd mellem 16 og 24 år siger, at de ikke er interesserede i det andet køn. Det faldende fødselstal er en direkte konsekvens af, at japanerne ikke går i seng med hinanden. Og det er igen en konsekvense af samfundsudviklingen, mener Kitamura.
De unge er vokset op med et krav om succes. En fiasko er en katastrofe. Derfor undgår de så vidt muligt situationer, hvor de risikerer ikke at leve op til forventningerne. Den manglende lyst til sex er en direkte konsekvens af det kulturelle pres, siger Kunio Kitamura.
Når japanerne ikke får børn, er det dermed et symptom på et samfund, der har nået bristepunktet.
Som sociologen Kazuhiko Yatabe formulerer det i den franske antologi La dynamique du Japon (Japans dynamik):
Den samfundsmodel og især den manderolle, som har båret den økonomiske vækst, er fuldstændig fastlåst og passer ikke længere til den verden, vi lever i.