Japan er måske først strålingsfri om 50 år

Et år efter katastrofen i Japan er der stadig lang vej, før landet bliver strålingsfrit, vurderer atomfysiker

Fire dage efter, at det voldsomme jordskælv ramte Japan 11. marts 2011, meddelte de japanske myndigheder, at den radioaktive stråling ved atomkraftværket Fukushima-Daiichi var 400 gange højere, end et menneske kan tåle at blive udsat for på et helt år.

Selv om rensningen af området har stået på et helt år nu, kan der godt gå yderligere 50 år, før den farlige stråling er helt væk, vurderer Kåre Ulbak, der er atomfysiker hos Statens Institut for Strålebeskyttelse.

- Men det er faldet ganske betydeligt. Det er nu så sikkert, at man kan have oprydningsarbejdere helt tæt på, inde på atomkraftværket, siger Kåre Ulbak, der selv var i Japan en uge efter katastrofen for at hjælpe den danske ambassade med krisearbejdet.

Afhængigt af, hvordan japanerne håndterer situationen, vurderer han, at der kommer til at gå "en hel del" år, før Japan er strålingsfri - måske op til 50 år.

Til gengæld går oprydningsarbejdet en hel del hurtigere, fortæller Poul Erik Nystrup, der er civilingeniør i beredskabsstyrelsens nukleare afdeling.

- De har fået køl på reaktorerne, og det er jo det vigtigste, siger han.

Netop nedkølingen af reaktorerne betyder, at katastrofen ikke kan gentage sig, hvis endnu et voldsomt jordskælv rammer området.

- Det vil gå meget langsommere, så man har bedre tid til at reagere og stoppe det. Så der er ikke risiko for, at et eventuelt nyt jordskælv vil kunne medføre et udslip af nær den størrelse, vi oplevede sidste år, siger Poul Erik Nystrup.

Der er heller ingen grund til at frygte, at varer, der bliver importeret fra Japan, skulle indeholde radioaktiv stråling, tilføjer Kåre Ulbak.

- Der er ikke radioaktiv stråling i de varer, der kommer fra Japan, for alt bliver kontrolleret. Det er meget, meget få tilfælde, man har kunnet måle noget - og det er så lidt, at det ikke har nogen betydning, siger han.

De japanske myndigheder vurderer selv, at der vil gå 40 år, før man er helt færdig med oprydningsarbejdet omkring Fukushima.