Prøv avisen

Japan er parat til et comeback på verdensscenen

"(...) når nationalister som Shinzo Abe har stor indflydelse i Japan i disse år, skyldes det ikke så meget den slags historiske og ideologiske holdninger, der af mange japanere opfattes som personlige kæpheste. Det er et langt bredere fænomen – et udtryk for en modreaktion mod 1990’ernes kollektive nedtur," skriver Asger Røjle. Foto: Maja Suslin

Japans premierminister, Shinzo Abe, er i dag på en lynvisit i Danmark. Japan har i mange år ikke spillet nogen hovedrolle på alverdens forsider, men Abe arbejder hårdt på at hæve landets globale profil

Der var engang, da Japan var det nye eventyrland, som blev præsenteret som – og opfattede sig selv som – verdensmester i industriel og økonomisk udvikling.

Det er såmænd kun 30 år siden. Japan havde rejst sig fra sult og fattigdom i de første år efter det ydmygende krigsnederlag i 1945, og det nyrige Japan blev ofte i 1970’erne og 1980’erne med koldkrigsbriller opfattet som et ”vestligt” land i det fjerne østen. Et vestligt land, som blot havde fundet formlen til at gøre tingene bedre end Vesten, og som vi i Vesten kunne lære en masse af.

Nyhedsmedier etablerede dyre kontorer med mange ansatte så tæt som muligt på Tokyo-børsen.

Eksperter skrev seriøse bøger om, hvordan Japan ville komme til at dominere verden.

Direktører og erhvervsfolk investerede i kostbare studieture til samlebånd på japanske fabrikker for at lære om japansk management.

Mange i toppen af det japanske samfund var i de år ved at eksplodere af forståelig stolthed over, hvad landet havde præsteret.

Men politisk hørte man sjældent om Japan. En del af hemmeligheden ved Japans økonomiske comeback var netop, at parterne efter Anden Verdenskrig af frygt for en genopstanden japansk militarisme havde lavet et enestående arrangement i verdenshistorien, hvor man havde givet Japan og japanerne fred for den øvrige verdens politiske og militære ufred og givet dem frit slag til at koncentrere sig om økonomien. Den store alliancepartner, USA, stod i sidste ende for forsvaret af Japan.

Da udviklingen i løbet af 1980’erne løb løbsk, pressede kortsigtede spekulationer priserne på aktier, ejendomme, golfklubmedlemskaber og alt, hvad der kunne handles, op på et niveau, hvor alle – inklusive japanerne selv – troede, at de var endnu rigere, end de var.

Den såkaldte bobleøkonomi bristede omkring 1990, og siden har man næsten kun kunnet læse om økonomisk krise i medierne.

Dårlige lån i bankerne, færre penge mellem folks hænder, dræbende forsigtighed i familiernes forbrug og virksomhedernes investeringer, et kæmpe statsunderskud samt en stædig deflation, som det hidtil har vist sig at være umuligt for skiftende regeringer at få bugt med.

Japan er ikke noget fattigt land, det er et interessant marked for danske producenter af ost, svinekød, medicin, møbler og vindmøller, og den netop indgåede frihandelsaftale mellem Japan og EU gør det ikke mindre interessant.

Men alle i Japan og omverdenen har en tendens til hele tiden at sammenligne med den helt forskruede situation under bobleøkonomien – og så rigt bliver Japan aldrig igen.

Da Japan i 1990’erne mistede en del af sin økonomiske magt, samtidig med at Kina med langt større volumen dukkede op med en endnu større økonomisk vækst, forsvandt Japan gradvist fra alverdens forsider.

Journalisterne flyttede til Kinas hovedstad, Beijing, og derfra begyndte at komme den samme slags fascinerende og overdramatiserede historier, som man i 1980’erne havde kunnet læse om Japan. Nu handlede de bare om Kina.

Japan kom midt i 1990’erne under den økonomiske krise gennem en massepsykologisk nedtur, symboliseret ved det store jordskælv i Kobe i januar 1995 og det famøse giftgasangreb i Tokyos metro to måneder senere.

I den periode var de japanske boghandlere fulde af bøger om, at alle de værdier, som man havde hyldet i vækstårene, ikke duede alligevel.

I dag hører vi igen mere om Japan. Der skal være olympiske lege i Tokyo i 2020, alverdens unge er tossede med japansk popkultur, Japan forsøger at spille en selvstændig politisk rolle i striden omkring Nordkorea, og landet har som nævnt netop lavet sin egen frihandelsaftale med EU-landene.

Ingen personificerer dette comeback i verden stærkere end den markante premierminister, Shinzo Abe, som gennem sine snart fem år på posten har presset på for at give Japan en skarpere profil i verden. Shinzo Abe kommer i dag på en lynvisit hos den danske statsminister.

Han er en japansk nationalist. Der har været mange bekymrede artikler i verdenspressen om Abes tendens til at hvidvaske Japans krigsførelse under Anden Verdenskrig og hans ønske om at ændre landets liberale og pacifistiske efterkrigsforfatning, som efter hans mening ikke afspejler ægte japanske værdier.

Men når nationalister som Shinzo Abe har stor indflydelse i Japan i disse år, skyldes det ikke så meget den slags historiske og ideologiske holdninger, der af mange japanere opfattes som personlige kæpheste. Det er et langt bredere fænomen – et udtryk for en modreaktion mod 1990’ernes kollektive nedtur.

Japanerne er begyndt at sige til hinanden: ”Vi har da præsteret en flot genopbygning af landet”, ”vi har da noget at være stolte af” og ”se, folk kommer rejsende fra hele verden for at opleve vores kultur”.

Det er i den atmosfære, at Shinzo Abe har kunnet finde større opbakning end før til sit ønske om, at Japan skal ud af sin sikkerhedspolitiske kuvøse og spille en militær og politisk rolle i verden, som i højere grad svarer til landets økonomiske styrke. Japan skal være mere synlig, Japan skal have større indflydelse.

Ikke fordi Japan har nogen formuleret vision – det har man ikke haft brug for i mange årtier. Men i første omgang primært for at fremme Japans egen sikkerhed og egne økonomiske interesser.

Nemt er det ikke for Shinzo Abe at komme igennem med sin politik. Mange japanere er godt tilfredse med efterkrigstidens lave profil, og de ser ingen grund til at melde Japan ind i unødige konflikter fjernt fra dets kyster.