Prøv avisen

Japan forsøger at begribe katastrofen

Japanerne er paniske over det herskende kaos og frygter radioaktiv stråling

Overlevende efter det ødelæggende jordskælv og den efterfølgende tsunami i Japan krøb lørdag sammen om varmeapparater i nødhjælpscentre, mens redningsarbejdere gennemsøgte ruinerne langs Japans nordøstlige kyster for at finde overlevende.

- Alt er så hårdt nu, siger den 34-årige tandtekniker Kumi Onodera fra havnebyen Sendai, der er kendt som Træernes By.

I Iwanuma ikke så langt fra Sendai blev læger og sygeplejersker reddet efter at have skrevet S.O.S på taget af et delvist oversvømmet hospital. I byer i hele det nordøstlige Japan tjekkede pårørende informationstavler for at finde nyt om deres slægtninge.

I byen Mito ventede hundreder af mennesker uden for et ødelagt supermarked i håb om at få forsyninger af medicin, vand og andre fornødenheder. Imens mangler myndighederne stadig at få oplysninger om, hvor fire savnede tog er blevet af.

I Tokyo, hvor mange har frygtet et monsterjordskælv som det, der i 1923 kostede 140.000 mennesker livet, forsøgte folk at begribe, hvad det er, der er sket med deres land.

Nogle er lettede over, at skaderne på selve hovedstaden ikke er større, men de er samtidig paniske over det herskende kaos andre steder og frygter radioaktiv stråling fra det ødelagte atomkraftværk i Fukushima.

- Folk laver manualer for, hvad man skal gøre ved et jordskælv. Men når det hele ryster, så løber folk af sted, siger den 60-årige kontoransatte Kiyoshi Kanazawa.

Helt op mod 3400 bygninger er enten ødelagt eller alvorligt beskadigede efter jordskælvet, meddeler nyhedsbureauet Kyodo. Omkring 200 steder er der udbrudt brande.