Japan kæmper for at få corona under kontrol inden tilskuerløst OL

Nu da EM-slutrunden i fodbold er overstået, vendes blikket mod De Olympiske Lege, som på grund af stigende coronasmitte i Tokyo bliver helt uden tilskuere

Der bliver tomme sæder stort set overalt på de japanske stadioner under OL, som på grund af pandemien afvikles med et års forsinkelse, men stadig under 2020-logoet. Efter at udenlandske tilskuere allerede var bandlyste, må heller ikke japanerne overvære Legene live, hvilket har fået enkelte sportsstjerner til at melde afbud nu.
Der bliver tomme sæder stort set overalt på de japanske stadioner under OL, som på grund af pandemien afvikles med et års forsinkelse, men stadig under 2020-logoet. Efter at udenlandske tilskuere allerede var bandlyste, må heller ikke japanerne overvære Legene live, hvilket har fået enkelte sportsstjerner til at melde afbud nu. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters/Ritzau Scanpix.

For mange sportsfolk udgør De Olympiske Lege et af de absolutte højdepunkter i deres karriere. Men når OL efter et års forsinkelse skydes i gang i Tokyo den 23. juli, bliver det helt uden tilråb og jubelbrøl fra titusindvis af tilskuere. Det er ikke blot en kæmpe skuffelse for atleterne, men også for de mange japanere, der havde set frem til den store begivenhed. Blandt dem er den 69-årige Masamichi Tamai, der havde sikret sig billetter til både atletik og tennis.

”Jeg er bare så skuffet. Men de siger, at vi er i starten af en femte coronabølge, så hvem ved, hvad der kan ske. Set i bakspejlet gjorde de det helt forkert. Jeg synes, vi burde have udskudt OL et år mere, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre,” siger han til Japan Times.

Et flertal af japanerne har gennem længere tid opponeret imod, at OL overhovedet skulle afholdes i deres land midt i en coronatid. Og nu er situationen blevet endnu mere problematisk i takt med, at især Tokyo oplever en markant stigning i antallet af smittede med den frygtede Delta-variant, der oprindelig stammer fra Indien. I fredags blev der i hovedstaden registreret 822 nye smittetilfælde, hvilket måske ikke lyder af meget i en by med 14 millioner indbyggere, men der var tale om en stigning på over 20 procent på blot en uge.

”For ikke at lade infektionerne brede sig til resten af nationen bliver vi nødt til at styrke vores modforanstaltninger,” udtalte premierminister Yoshihide Suga, da regeringen i den forgangne uge forlængede coronarestriktionerne for Tokyo-området og sammen med Den Internationale Olympiske Komité så sig nødsaget til at udelukke tilskuere fra de store stadions i hovedstadsområdet.

Det har ellers ikke skortet på advarsler om, at OL med titusindvis af tilrejsende ville indebære en stor risiko for, at smitten kunne brede sig i større forsamlinger. Regeringens toprådgiver i coronaspørgsmål, Shigeru Omi, har gentagne gange anbefalet, at OL i Tokyo skulle afholdes helt uden tilskuere. Det har længe stået klart, at udenlandske fans ikke ville blive lukket ind i Japan, men så sent som for et par uger siden gav regeringen alligevel grønt lys for, at op mod 10.000 japanske tilskuere kunne få adgang til Legene. I sidste ende var det dog OL-arrangørerne, der trak i nødbremsen.

”Vi havde ikke noget andet valg end at træffe denne nul-tilskuere-beslutning,” erkender præsidenten for Japans OL-komité, Seiko Hashimoto, og beklager samtidig over for nyhedsbureauet AP, at beslutningen om at udelukke tilskuere fra stort set samtlige OL-konkurrencer er kommet så sent:

”Vi udskød og udskød gang på gang, og jeg skal selvfølgelig tænke over, hvorvidt det var det rigtige at gøre.”

Japan har ellers været et af de lande, der længe lykkedes med at holde den smitsomme virus i skak. Umiddelbart efter at covid-19 sidste vinter begyndte at sprede sig fra Kina, blev der indført en nedlukning af landet, men ikke i et omfang som mange andre steder i verden. Trods en stigning i antallet af coronasmittede er dødstallet per million indbyggere stadig kun på 119, hvilket er langt bedre end de fleste vestlige lande – til sammenligning er tallet for Danmark 437. Til gengæld er Japan langt bagud med at få de 126 millioner indbyggere vaccineret.

”Japanerne er generelt skeptiske over for offentlige vaccineprogrammer, da der tilbage i 1990’erne var problemer med en vaccinationskampagne mod mæslinger. Og bekymringen bliver endnu større, når det handler om vacciner fra udlandet. Så mens den amerikanske Pfizer-Biontech-vaccine blev godkendt i december og kom i brug i USA og EU umiddelbart efter, ventede Japan til midten af marts med at godkende vaccinen for at se, hvordan det gik i Vesten,” siger den danske ambassadør i Japan, Peter Taksøe-Jensen, som forklaring på, at Japan kom så langsomt fra start, at kun 16,87 procent af befolkningen er blevet færdigvaccineret.

Det har ifølge ambassadøren også været et problem, at Japan er håbløst langt bagud, når det gælder offentlig digitalisering. I det ellers på mange områder højteknologiske land foregår kommunernes kommunikation med borgerne stadig på papir modsat i Danmark, hvor det meste kan klares online.

Efter den sløve start, som også for en stor dels vedkommende skyldtes bureaukrati, er der nu kommet meget mere gang i vaccinationerne med over 1 million stik om dagen. På den baggrund forventer regeringen, at alle indbyggere over 65 år svarende til cirka 30 procent af befolkningen vil have fået begge stik inden udgangen af juli.

Det ændrer dog ikke på, at regeringen har fået skarp kritik for sin langsommelighed, og oppositionen har til det sidste presset på for at få OL aflyst. Men det ville være det sidste, premierminister Suga havde brug for – og et OL uden tilskuere er næsten lige så slemt, hvad angår global pr-værdi.

”Det er selvfølgelig en streg i regningen for premierministeren, der trods kritik til det sidste havde håbet på et OL med tilskuere, så det kunne blive en festlig begivenhed. For hvis han skal gøre sig håb om at vinde det parlamentsvalg, der skal afholdes til efteråret, vil han få brug for stor folkelig opbakning, og det er svært at se, hvordan han nu skal få vendt OL til noget positivt. Så på den måde er OL i Japan blevet en politisk varm kartoffel,” lyder ambassadørens vurdering.

Udover udelukkelsen af tilskuere bliver Tokyo underlagt en ny række bløde restriktioner, der blandt andet indebærer, at restauranter skal stoppe udskænkning af alkohol klokken 20 og lukke klokken 21. Desuden bliver indbyggerne bedt om at blive hjemme så meget som muligt og eksempelvis ikke stille sig ud på vejene for at se de olympiske cykelryttere suse forbi.

”Bliv hjemme og se det hele på tv,” lyder myndighedernes opfordring.

”Set udefra kan det godt virke lidt besynderligt, at japanerne har været så nervøse for, at det forestående OL skulle blive en supersprederbegivenhed. For atleterne er jo både blevet vaccineret og testet, inden de ankommer, og de befinder sig under hele opholdet i bobler uden kontakt med det omgivende samfund. Arrangørerne mente i hvert fald, at de havde gjort, hvad de kunne, for at eliminere problemerne, men nu bliver det altså et OL stort set uden tilskuere,” konstaterer Peter Taksøe-Jensen, der stadig glæder sig til snart at kunne byde samtlige 111 danske sportsfolk og deres teams velkommen til Tokyo.

Der vil dog kunne komme tilskuere til enkelte konkurrencer, der finder sted uden for hovedstadsområdet. Det er endnu ikke besluttet, om udelukkelsen af tilskuere også vil gælde De Paralympiske Lege, der afholdes fra den 24. august til den 5. september.