Prøv avisen

Japan rykker et skridt nærmere katastrofen

Niveauet for ulykken på Fukushima-atomkraftværket i Japan hæves nu fra fire til fem på en syvtrinsskala

Japan valgte fredag at opgradere atomkatastrofeniveauet ved den kraftigt ødelagte reaktor på Fukushima Daiichi-atomkraftværket.

Fukushima-katastrofen er nu hævet fra det tidligere niveau fire til niveau fem på en ulykkesskala fra et til syv.

Det betyder, at den aktuelle katastrofe i Japan er på samme niveau som ulykken i 1979 på Tremileøen i USA. Tjernobyl-katastrofen i 1986 i det daværende Sovjetunionen nåede syv.

Japans myndighed for atomar sikkerhed anslog tirsdag ulykken på Fukushima til fire på skalaen. En vurdering, som de franske atom-myndigheder (ASN) mener er for lav.

Franskmændene vurderer, at situationen i Japan befinder sig på niveau seks, altså lige under Tjernobyl-katastrofen.

Chefen for FN's Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Yukiya Amano, siger, at Japans kamp for at stabilisere Fukushima-atomkraftværket er "en kamp mod tiden".

- Der er tale om et meget alvorligt uheld. Særlig nedkølingen af reaktorerne er ekstremt vigtig, så det er en kamp mod tiden, siger Amano.

Imens kæmper beredskabsfolk i døgndrift med at køle de overophedede brændselsstave ved at oversprøjte dem med vand.

Fukushima-atomkraftværket blev alvorligt skadet ved det massive jordskælv, der rystede Japan for en uge siden, og som også udløste en ødelæggende tsunami.

IAEA-eksperterne vil allerede fredag begynde at foretage målinger i Tokyo.