Japans finansminister til ældre: Skynd jer at dø!

Japans nye finansminister, Taro Aso, har skabt furore med sin udmelding om, at han ikke mener, staten bør betale for at holde ældre sonde-mennesker i live.

Japans nytiltrådte finansminister Taro Aso er kendt for sin skarpe tunge. Han opfordrede på et pressemøde i mandags de ældre til at "skynde sig at dø"
Japans nytiltrådte finansminister Taro Aso er kendt for sin skarpe tunge. Han opfordrede på et pressemøde i mandags de ældre til at "skynde sig at dø". Foto: YOSHIKAZU TSUNO Denmark.

Finanskrisen tager i øjeblikket hårdt på Japan, verdens tredjestørste økonomi, der har været i recession siden midt i december.

Situationen får nu Japans nytiltrådte finansminister, Taro Aso til at lange uventet hårdt ud efter en særlig befolkningsgruppe, nemlig de ældre.

Da han i mandags holdt pressemøde i forbindelse med et møde om socialreformer i landet, sagde han således, at de ældre skulle have lov til at skynde sig at dø. På den måde kunne man, ifølge ham, undgå statsbetaling på medicin og ældrepleje.

Gud forbyde, hvis nogen føler sig presset til at leve, når de i virkeligheden gerne vil dø. Jeg ville vågne op med en utrolig dårlig følelse, hvis jeg vidste, at vi som regering betalte for den slags behandling. Problemet bliver ikke løst, med mindre vi lader dem skynde sig at dø, sagde han blandt andet ifølge avisen The Guardian.

LÆS OGSÅ: Shinzo Abe valgt til regeringschef i Japan

"Problemet", han taler om, er det, vi i Danmark kalder for ældrebyrden: At en stigende andel af befolkningen bliver ældre og skal betales for af en langt mindre gruppe i den arbejdsdygtige alder.

25 procent af Japans 128 millioner indbyggere er i øjeblikket over 60 år, og det tal forventes at stige til 40 procent i løbet af de næste 50 år. Det vil udgøre et stigende pres på velfærdsydelserne, og allerede nu modtager 40 procent af landets husstande økonomiske ældreydelser. Samtidig dør flere ældre alene som et resultat af, at Japans tradition med, at unge tager sig af forældrene, når de bliver gamle, er ved at gå i opløsning.

Finansministeren, der er 72 år, siger selv, at han ville afvise livsforlængende behandling. Han oplyste i mandags, at han har skrevet et brev til sin familie, hvori han instruerer dem i at nægte ham medicin, hvis han skulle ombestemme sig på dødslejet.

Taro Aso, der med sine kommentarer må forventes at have fornærmet en stor del af sin egen vælgerskare, kaldte i samme ombæring ældre for sonde-mennesker - men erkendte senere, at nogle af kommentarerne var "upassende".

LÆS OGSÅ: Sådan blev sabbatår til fjumreår og efterløn til golfpenge

Det er dog langt fra første gang, han gør sig bemærket med et uheldigt ordvalg. For eksempel kom han i 2008 med denne kommentar i sin tid som premierminister:

Når jeg går til studentergenforeninger, ser jeg flere og flere på 67 eller 68, der mimrer rundt og går til lægen konstant. Hvorfor skal jeg betale for folk, som bare spiser og drikker uden selv at gøre en indsats? Jeg gør selv masser af ting hver dag, men betaler mere i skat end dem.

Den japanske regering forventes at fremlægge den plan, der skal skære udgifterne til velfærdsydelser til blandt andet de ældre i løbet af de kommende dage. Nedskæringerne forventes at træde i kraft fra april.