Prøv avisen

Japans kejser beder for landet

Japanske tv-stationer afbrød onsdag deres udsendelser for at give plads til en usædvanlig tv-transmitteret tale fra kejser Akihito, der udtrykker dyb bekymring for landets optrappede og "uforudsigelige" atomkrise. Foto: Scanpix. Foto: HO

I en sjælden tv-tale til nationen udtrykker Japans kejser bekymring for atomulykken i landet og opfordrer japanerne til ikke at opgive håbet

Japanske tv-stationer afbrød onsdag deres udsendelser for at give plads til en usædvanlig tv-transmitteret tale fra kejser Akihito, der udtrykker dyb bekymring for landets optrappede og "uforudsigelige" atomkrise.

Den 77-årige kejser siger, at den katastrofe, der har ramt landet, er af et omfang "uden fortilfælde". Han erkender samtidig, at myndighederne fortsat ikke har overblik over, hvor mange der er omkommet efter sidste uges voldsomme jordskælv og tsunami.

"Antallet af dræbte stiger dag for dag, og vi ved ikke, hvor mange mennesker der er blevet ofre", siger han.

"Jeg beder til, at så mange som muligt er i sikkerhed", tilføjer han.

De seneste tal fra den japanske regering viser, at 3676 er fundet omkommet, mens 7558 fortsat er savnet.

"Jeg håber af hele mit hjerte, at folket, hånd i hånd, vil behandle hinanden med medfølelse og komme igennem disse svære tider", siger kejser Akihito og opfordrer de overlevende efter katastrofen til ikke at "opgive håbet".

Kejseren undgik i sin tale at komme med politisk ladede udtalelser eller sige noget, der kan tolkes som kritik af Japans atomindustri eller af myndighedernes reaktion på ulykken på atomkraftværket Fukushima.

En talsmand for kejserpaladset siger, at det er første gang, kejseren har talt til nationen på tv i kølvandet på en naturkatastrofe.

Kejser Akihito og kejserinde Michiko har tidligere spillet en vigtig rolle med at trøste japanerne i svære tider. Efter det voldsomme jordskælv i 1995, der kostede 6400 mennesker livet i den vestlige by Kobe, besøgte parret de overlevende.

For japanerne repræsenterer kejseren noget af det samme, som kongehuset gør i Danmark, men i noget højere grad, siger studielektor Mariko Hayashi fra Afdeling for Asienstudier på Aarhus Universitet.

"For mange især ældre japanere er han en samlende figur for landet", siger Mariko Hayashi.

"Det betyder meget for mange, at kejseren udviser sympati i en svær situation", tilføjer hun.
/ritzau/