Japans 82-årige kejser, Akihito, ønsker inderligt at gå på pension og i løbet af kort tid overlade tronen til sin 56-årige søn, kronprins Naruhito.
Det sagde han godt nok ikke direkte i den historiske video-optagelse, som mandag eftermiddag japansk tid blev sendt på det statslige tv. Kejseren var nødt til at udtrykke sig anderledes, and andre mennesker ville gøre i samme situation.
En abdicering vil nemlig indebære, at der skal laves ændringer i den kejserlige arvefølgelov. Det vil være et politisk forslag, og kejseren må ifølge sin forfatningsmæssige status i efterkrigstiden ikke komme med politiske forslag. Derfor var hvert eneste ord i gårsdagens tale omhyggeligt overvejet i det kejserlige hofmarskallat.
Det, kejser Akihito brugte den 10 minutter lange tale til, var at gennemgå alle de gode grunde, der kunne være til, at han inden for kort tid ville trække sig tilbage.
Han erklærede, at han følte sig lige så forpligtet til at udføre sine pligter, som han altid har gjort. Men han fortalte, at han i sit hjerte frygter den situation, hvor han på grund af sit helbred ikke længere vil være i stand til at gøre det.
Han pegede på, at han har været gennem to operationer og i flere situationer har haft svært ved at udfylde den rolle som ”nationens symbol”, som forfatningen giver ham.
”Når kejseren har dårligt helbred, og hans tilstand bliver mere alvorlig, går samfundet i stå. En gang imellem kommer det op i mig, at jeg overvejer, om det er muligt at undgå en sådan situation,” sagde kejser Akihito.
”Jeg tænker over, hvordan vi kan sikre, at tilstedeværelsen af en kejser, symbolet på Japan, forbliver stabilt og kontinuerligt. Dette er mine tanker.”
Ingen i Japan er i tvivl om, hvad de floromvundne ord i kejserens tv-tale betyder. Japanske medier har i ugevis været fulde af rygter om et kommende skifte på kejsertronen, og 85 procent af befolkningen mener ifølge meningsmålinger, at det er fuldkommen okay, at den vellidte gamle mand får sit otium.
”Når en kejser dør, vil det pålægge dem, der efterlades, særligt medlemmer af kejserfamilien, en masse pligter,” forklarede kejser Akihito, som udtrykte bekymring for denne ”alvorlige arbejdsbyrde” for kejserfamilien, hvis der skal arrangeres sørgebegivenheder samtidig med begivenheder i forbindelse med kroningen af en ny kejser.
“Jeg håber inderligt på befolkningens forståelse. Det er afgørende at stå sammen med folket, lytte til deres stemmer og være tæt på dem i sine tanker,” sagde han.
Hvis man går langt tilbage i historien, er det ikke usædvanligt, at japanske kejsere overgiver tronen til ders arvtagere, mens de stadig er i live. Det er bare ikke sket i de sidste 200 år, og den nuværende lovgivning rummer ingen legal procedure for, at kejseren kan abdicere.
Kejser Akihito har i løbet af sine 28 år på tronen på stilfærdig manér gjort sit bedste for at etablere kejserdømmet i japanernes bevidsthed som et upolitisk symbol, sådan som landets efterkrigsforfatning bestemmer det.
Som tidligere fremhævet i Kristeligt Dagblad er det bare ikke så ligetil, når man er søn af den kejser, i hvis navn japanske soldater i 1930’erne og 1940’erne førte en blodig angrebskrig i Østasien og Stillehavet. En krig, som nulevende japaneres bedstefædre og oldefædre var indoktrineret til at føre i kejserens navn.
Fortællingen om verdenskrigen splitter stadig japanerne og skaber stor fjendtlighed i forhold til nabolandene, hvilket medfører, at kejserdømmet umuligt kan være lige så upolitisk, som det danske kongedømme er det. Uanset hvor meget kejseren med venlighed og værdighed forsøger at spille en rolle, der ligner de europæiske monarkers.
Nu er Akihito blevet 82 år. Når han mere end antyder, at han gerne vil lade tronen gå videre til sin søn, kan det med Japans krigeriske forhistorie ikke undgå at blive et højspændt politisk spørgsmål.
Premierminister Shinzo Abe har ikke lagt skjul på, at han gerne vil give Japan en højere militær profil, styrke statens rolle, begrænse de individuelle borgerrettigheder - og ændre kejserens rolle fra symbol på staten til igen at være statsoverhoved.
Derimod har kejser Akihito og hans familie i de senere år ofte vist sig at være efterkrigstidens pacifismes mest trofaste forsvarere af pacifismen i offentligheden. Uenigheden mellem kejser og premierminister har været åbenlys.