Japan har for nylig markeret femårsdagen for den ødelæggende tsunami, som i marts 2011 skyllede ind over digerne langs landets nordøstlige kyst efter det fjerdestørste jordskælv, der nogensinde er registreret i landet.
Over 18.000 menneskeliv gik tabt, og i de berørte lokalsamfund spørger man sig selv, hvad der kan gøres for at undgå, at det går lige så galt næste gang, hvor en tsunami er så meget større, end nogen havde drømt om, at den kunne blive.
Et af svarene er i øjeblikket ved at blive rejst langs den ulyksalige kyst.
”Japans Store Mur” er en række gigantiske og massive betondiger, der strækker sig over 400 kilometers kyststrækning, og som mange steder er op til 12-15 meter høje. Udgifterne løber op i nærheden af 50 milliarder kroner.
Pænt er anlægget ikke. Den vidunderlige udsigt ødelægges. Alle økosystemer blokeres. Og nødvendige næringsstoffer forhindres i at flyde ud til fiskene og pattedyrene i havet.
Men mange embedsmænd og borgere i de berørte områder anser alligevel de bombastiske digeprojekter som uundgåelige. Godt nok ser de forfærdelige ud, men de opfattes som nødvendige.
Tabet af menneskeliv ved tsunamien var så traumatisk, at modstandere af digerne skal træde varsomt for ikke at blive opfattet som kyniske.
”Boligområder og evakueringsruter må og skal beskyttes af høje diger,” siger Mitsutaka Kodama fra Miyagi-amtets kontor for genopbygning af amtets havne ifølge den amerikanske radiokanalNPR .
Over halvdelen af dødsofrene i 2011 boede i Miyagi.
“Vi kan flytte muren tilbage i forhold til kysten, så den kommer længere væk fra vandet, og vi kan skabe mere af en kystlinje. Vi kan gøre det nemt at bestige muren, så man kan nyde udsigten,” foreslår han.
Men at lade være med at bygge muren er efter hans mening utænkeligt.
Ikke desto mindre er der stor lokal modstand. Aktivister protesterer mod planerne, som efter deres mening vil ramme det lokale fiskeri og turismen hårdt. Erhverv, som det fattige og affolkede område skal leve af i fremtiden.
Mange frygter samtidig, at murene vil give en falsk følelse af sikkerhed. Den store tsunami i 2011 var højere end nogen af de planlagte diger, og hvis først diget er væltet, er der ingen beskyttelse overhovedet. Den eneste virkelige redning ved så stor en tsunami er at komme væk så hurtigt som muligt, mener kritikerne.
”Der er simpelthen ingen garanti for, at mure langs kysten vil kunne stoppe hver eneste tsunami,” siger Nobuo Shuto, tsunami-ingeniør ved Tohoku Universitet i Sendai, til den britiske avisThe Independent .
Faktisk er planerne – uanset, hvor nødvendige de opfattes – så upopulære ude i folks dagligstuer, at der har udviklet sig en slags spøgelsesdebat om dem.
Modstanderne giver højlydt deres mening til kende og citeres alle vegne. Men de får ikke deres vilje ret mange steder langs kysten.
0Digerne er i gang med at blive bygget. Derimod optræder tilhængerne ikke i debatten med citater og navns nævnelse. Der refereres indirekte til politiske og administrative beslutninger som vedtagne ting, men ingen har lyst til at gå ud i en direkte debat med modstanderne.
”Vi får kun statslige bevillinger til andre genopbygningsprojekter, hvis vi bygger de høje betondiger,” siger lokale politikere.
Hiroko Otsuka er aktivist i en lokal modstandergruppe i havnebyen Kesennuma, hvor 1028 indbyggere druknede i 2011. En af dem var hendes mor, der havde søgt beskyttelse i sit hus og troede, at hun var i sikkerhed bag det fem meter høje dige, der dengang skærmede byen. Hiroko Otsuka mener, at den nye mur skaber en falsk tryghed.
”Jeg er utroligt ked af og frustreret over, at genopbygningen skaber større farer for folk. Vi må fortælle, hvad det er, der sker, så min mors fejltagelse ikke bliver gentaget,” siger hun til den australske avisThe Sydney Morning Herald .