Prøv avisen

Japans unge kvinder vil bestemme selv

De unge japanske kvinder vil ikke leve som deres mødre og bedstemødre i fasttømrede normer for, hvad en kvinde bør og skal. Her er en gruppe kvinder samlet på et hotel i Tokyo til prøvesmagning af franske vine. -- Foto: Scanpix.

NY GENERATION: Unge japanske piger lever livet, men spørger guderne om hjælp til kærlighed

De fnisende skolepiger bryder ud i latter, da 13-årige Noriko tilstår, at hun godt kunne tænke sig en kæreste.

Hendes veninder havde også påkaldt sig kærlighedsgudernes opmærksomhed ved at klappe, bukke og trække i klokkestrengen. Men kun Noriko havde en bestemt fyr i tankerne, da hun gjorde det samme. Hun tror og håber, at besøget på denne lille helligdom vil hjælpe hende med at få ønsket opfyldt.

Jishu Jingu er en lille shintohelligdom beliggende lige midt i det store buddhisttempel Kiyomizudera i Kyoto. I Japan samarbejder religioner ofte, og mens det pittoreske tempel hver dag tiltrækker tusinder af turister og skolebørn fra nær og fjern, specialiserer helligdommen sig i et specifikt tema: kærlighed.

De skinnende røde porte signalerer indgangen til de mindre helligdomme, der hver med sin funktion henvender sig til de besøgende. Nogle kommer tydeligvis som turister, andre med et bestemt religiøst formål. Grænsen mellem sjov og alvor synes ikke at være entydig eller relevant for de besøgende, hvis majoritet, som det ofte er tilfældet på japanske helligsteder, er kvinder.

Brochuren fra helligdommen er mere konkret i sit salgsmateriale. Den lover "riyaku" – fortjeneste for de rituelle handlinger, man kan udføre. En mulighed er at vandre med lukkede øjne mellem to sten og derved få ens ønsker om kærlighed til at gå i opfyldelse. Et andet sted kan man nedskrive sine bekymringer på en lille papirdukke og få den til at forsvinde ved at lægge den i en beholder med vand. Man kan bede direkte til kærlighedsguden, der "binder relationer", eller købe amuletter til påkaldelse af lykke, kærlighed, sikker fødsel, ægteskab, langt liv og graviditet. Eller man kan skrive konkrete ønsker på ønskeplader – ema – og hænge dem op på tavler, så guderne og andre besøgende kan se beskederne. "Jeg ønsker mig et lykkeligt ægteskab med XXX", står der på en, "jeg ønsker mig en lækker fyr", står der på en anden, efterfulgt af afsenderens navn og adresse.

Ai og Miko på 19 år er på visit fra Nagoya og er kommet specielt til denne helligdom for at bede om hjælp i kærlighed. Miko har købt en amulet i håbet om at få en kæreste. Ai har købt en for at beholde sin og for, som hun smilende fortæller, at beholde den udkårne i evig kærlighed. De er begge overbeviste om, at guderne hjælper.

Tidligere hang der papirstrimler med navne og donerede beløb – der sagtens kunne være i 10.000 kroners størrelse – fra andre tidligere besøgende, der havde fået ønsker opfyldt. I dag er der kun breve, der beretter om lykkelig kærlighed, efterfulgt af en tak til guderne og helligdommen.

– Nej, det er alt for tidligt at tænke på, fniser de samstemmende på spørgsmålet om ægteskab og børn. Ais og Mikos reaktion er typisk for mange unge japanske piger.

Med større ligestilling og økonomisk frihed har de fået muligheder som aldrig før for at leve deres eget liv. Man siger, at der er to ting, der efter krigen i Japan er blevet stærkere: nylonstrømper og kvinder. Selvom kvindernes position i Japan stadig er langt fra deres medsøstres ligestilling i Vesten, har de opnået en del magt og goder specielt de seneste årtier.

De er kommet på arbejdsmarkedet og udgør i dag en væsentlig, men ikke altid lige anerkendt, rolle i det japanske økonomiske vidunder, der trods nedgang de sidste år stadig giver landet en andenplads på listen over rigeste nationer i verden. Selvom lønningerne for kvinder stadig hænger noget efter mændenes, er japanske kvinder som forbrugere totalt uundværlige: Både i Japan og internationalt spekulerer banker, stormagasiner, modeforretninger og rejsebureauer i den altid aktive købekraft, som japanske kvinder lægger for dagen.

Selvom det stadig er et ret mandsdomineret samfund, har også kvinder fundet til tops i politik og større virksomheder. Medier og underholdningsindustrien har kvinder med som aktører og forbrugere, og japanske kvinder er blandt verdens bedst uddannede. Selv i religionernes verden er de kommet længere frem på scenen. Selvom der stadig er retninger, der ikke tillader klerikale hverv til kvinder, er der kommet flere kvindelige præster, flere af de nye religioner er stiftet af kvinder, og buddhistiske nonner er anerkendt af de fleste for at være mere seriøse end deres mandlige fæller.

Med deres nye magt kan de også tillade sig at vælge fra. De vil ikke leve som deres mødre og bedstemødre i fasttømrede normer for, hvad en kvinde bør og skal. Tiden er for længst gået forbi de arrangerede ægteskaber, hvor forældre på forhånd havde fundet en passende modpart.

Selvom det stadig er en stor del af japanske kvinders identitet, fravælger flere og flere rollen som hjemmegående husmor. Mange vil i dag ikke opgive karrieren for en mand, der er mere interesseret i at arbejde end i familien. En undersøgelse viste, at kun få japanske kvinder ville have deres mænd med på en øde ø. Flere har svært ved at forlige sig med idealet om, at ens fremmeste livsfunktion er at være producent og opdrager af børn. I Japan er det stadig så som så med institutionspladser, og samfundet har endnu ikke gjort meget for at muliggøre en fornuftig kombination af karriere og familieliv for kvinderne.

De unge japanske kvinder vil leve deres eget liv. 9 ud af 10 mellem 20 og 24 år og halvdelen mellem 25 og 30 år bor hjemme hos forældrene som "single-parasitter" for at nyde det uforpligtende liv uden familie og kun egen identitet og fornøjelse at tænke på. Og det er et samfundsmæssig problem.

Den kommende "ældrebyrde" kombineret med alt for få børnefødsler giver en så negativ demografisk udvikling, at det udgør Japans største udfordring. Der fødes kun 1,3 børn pr. familie, og statistikker siger, at det nuværende befolkningstal på 128 millioner mennesker om knap halvtreds år vil falde til 100 millioner. Så stort er behovet for flere børn, at man fra officiel side har opfordret borgerne til at få flere børn. Og til at dyrke mere sex.

Men ikke alle mænd er til sex med deres koner. Nogle vil hellere arbejde, andre fornøje sig andetsteds. Og så er der dem, der er frustreret over ikke at kunne finde en mage blandt de unge kvinder, hvis selvstændighed ikke synes foreneligt med idealerne om pardannelse.

Det er dog heller ikke alle kvinder, der nyder livet som lykkelig single. Rækker den nye individualisme ikke til selv at finde en partner, er der måske hjælp at hente hos guderne. Og hvis manden ikke er frugtbar eller overhovedet interesseret i kærlighed og sex med konen, skader det aldrig at prøve lykken "oppefra".

Kanamaru-helligdommen i Kawasaki ved Tokyo er ikke umiddelbart synlig fra gaden, men symbolikken er helt klar. En fallos af sten står overdækket med træplader påskrevet ønsker fra tidligere besøgende. "Jeg ønsker mig børn", "Jeg ønsker at blive frugtbar" eller bare "Jeg ønsker en mand". Amuletter hænger i hundredvis på en anden tavle, nogle af dem med billeder af en erigeret penis. En gang om året afholder helligdommen en stor festival til ære for frugtbarheden. Tusinder af japanere i alle aldre kommer valfartende hertil for at bære rundt på kæmpefallosser, for at købe fallosslikkepinde, for at bede om mand, børn eller bare sex.

33-årige Michie fra Tokyo har købt en ønskeplade, som hun har hængt op, så guderne kan se den. Hun vil gerne have børn, lige som dem, der render rundt i børnehaven, der ganske symbolsk deler gårdsplads med helligdommen.

– Men min mand vil ikke. Og han er heller ikke interesseret i sex, siger Michie og klapper i hænderne, bukker og rasler med klokken. Måske hører guderne den bøn, hendes mand ikke vil høre.

Jørn Borup er religionshistoriker og freelancer

udland@kristeligt-dagblad.dk