Prøv avisen

Japanske familier dyrker forfædrene hjemme i stuen

I denne stue, som blev oversvømmet efter tsunamien i 2011, har redningsmandskab ladet resterne af familiens enkle familiealter blive under oprydningen – formentlig fordi man vidste, at der ingen overlevende var, som gerne ville have det. Billedet er taget i byen Higashi-Matsushima to år efter katastrofen. Foto: Kenji Daniel Yoshida Pedersen

Familiealtre i japanske hjem afspejler, at forfædredyrkelse er et fælles element i begge Japans store religioner

Når man besøger mange japanske familier, især ude på landet, står der midt i stuen en butsudan, et familiealter, oftest i mørkt lakeret træ. Eller også har man blot stillet et par fotografier af de senest afdøde bedsteforældre op på kommoden sammen med en lille tavle, en udskåren træfigur og nogle blomster – og på den måde lavet et simpelt alter ud af det.

Her hilser hele familien på de afdøde, når man kommer forbi. Man sætter sig, beder en bøn og viser sin respekt, når der er sket noget dramatisk eller vigtigt, og så fortæller man de gamle, hvordan det går. På mange måder er Ojisama og Obasama, bedstefar og bedstemor, stadig med i familien. Man mindes dem hele tiden, og de unge mindes om ikke at foretage sig ting i livet, som de gamle ikke ville være glade for.

Disse familiealtre opfattes som det vigtigste af alt, det centrale sted, i japanske hjem. Da tsunamien i 2011 havde skyllet hele boligkvarterer væk, så der kun stod ruiner tilbage, så var det i alle de hjem, hvor der havde boet familier med efterladte, væsentligt for rednings- og oprydningsmandskabet at redde, hvad reddes kunne af familiernes but- sudan.

Familiealtrene er små buddhistiske helligdomme. Men de afspejler, at mange japanere den dag i dag dyrker deres forfædre som ”kami”, som guddomme i shintoistisk forstand. Mange mener, at alle religioner i Japan i større eller mindre grad har indarbejdet denne forfædredyrkelse i deres tilbud til japanske familier, fordi den er så central i familiernes selvforståelse.

Den britiske journalist Richard Lloyd Parry, som har boet i Japan i mere end 20 år, har ofte hørt japanere beskrive sig selv som et af verdens mindst religiøse folkefærd i verden.

”Det krævede en katastrofe (2011-tsunamien, red.) for at få mig til at forstå, hvor forkert denne selvopfattelse er. Det er sandt, at de organiserede religioner, buddhismen og shinto, ikke har ret stor indflydelse på det private eller nationale liv. Men gennem århundrederne er begge blevet presset til at tjene Japans sande tro: forfædredyrkelsen,” skriver han i en stor artikel om ”Ghosts of the Tsunami” (Tsunamiens spøgelser), som senere på året udkommer i en udvidet udgave i bogform.

Lektor Norichika Horie, der er religionsforsker ved Tokyo Universitet, forklarer i en e-mail til Kristeligt Dagblad, at buddhismens relation til den åbenlyse forfædredyrkelse i Japan er modsætningsfuld:

”Forfædredyrkelse er meget tæt forbundet med buddhismen i Japan (…) Men buddhistisk filosofi har på samme tid en tro på genfødsel, som er i klar modstrid til forfædredyrkelse (…) Ikke desto mindre gennemfører buddhistiske munke begravelsesceremonier for de afdøde i egenskab af husholdningens forfædre.”

”Shinto-religionen tillægger derimod forfædre-guddomme betydning,” fortsætter han.

”Men nu om dage er det kun i abstrakt form som tilbedelse af lokale beskyttende guddomme. Det er blot et levn fra en gammel lokal tilbedelse i fællesskab af fælles forfædre fra en tid, hvor landsbyens samfund bestod af en stor udvidet familie.”

Med andre ord er både buddhismen og shinto med inde i billedet. Men det centrale er for mange almindelige japanere forfædredyrkelsen – ikke disse to religioners egentlige indhold.

”De døde er ikke så døde, som de er i vores eget samfund,” har den belgiske religionshistoriker Herman Ooms fra University of California skrevet om Japan.

”Det har altid givet fuldkommen mening i Japan at behandle de døde som mere i live, end vi gør.”