”Jeg besøgte ikke min familie i to år på grund af Brexit”

40-årige Leighton James House lever at hjælpe udlændinge med at finde en bolig, når de bliver udstationeret i London. Men han kunne ikke forklare sine forældre, at han risikerede at miste sin indkomst, når de stemte for Brexit

Leighton James House var på musikfestivalen Glastonbury, da resultatet af folkeafstemningen kom om morgenen den 24. juni i 2016. De følgende to år så han kun sine forældre to gange på grund af uenigheden om Brexit. – Privatfoto.
Leighton James House var på musikfestivalen Glastonbury, da resultatet af folkeafstemningen kom om morgenen den 24. juni i 2016. De følgende to år så han kun sine forældre to gange på grund af uenigheden om Brexit. – Privatfoto.

Leighton James House er på besøg hos sine forældre i byen Taunton i Somerset i det sydvestlige England. Han er nødt til at gå udenfor for at tale med Kristeligt Dagblad, for vi skal tale om Brexit, og det spørgsmål har tæret hårdt på hans forhold til forældrene.

”Vi er nu over det værste, men det tog to år,” fortæller den 40-årige brite, der er selvstændig ejendomsmægler i L ondon.

Han stemte selv for at blive i EU, men forældrene stemte for Brexit.

”De første to år så jeg dem kun to gange. Jeg var så vred på dem. Selv når vi snakkede over telefonen, så var det sikkert, at Brexit blev nævnt, og så blev det nogle meget korte samtaler,” fortæller Leighton James House.

Den meget begrænsede kontakt i de to år gør ekstra ondt nu, for moderen er så alvorligt syg af kræft, at lægerne ikke længere kan hjælpe hende.

”Jeg har spurgt min mor, om hun har ændret mening, men hun er helt ubøjelig. Men hun vil med al sandsynlighed ikke være her, når Brexit bliver implementeret. Min far har indrømmet, at det ikke er den Brexit, han stemte for. Han siger, at han har mistet al tro på politik og politikerne. Noget, han aldrig har sagt før.”

Leighton James House bor i Brighton med sin kæreste, skuespilleren Emma Thornett, og hunden Dottie.

”Op til folkeafstemningen bad jeg mine forældre om ikke at stemme for Brexit. Jeg forklarede dem, at Brexit ville betyde mindre arbejde til mig, når jeg nu som ejendomsmægler hjælper udstationerede udlændinge med at finde bolig. Og de har altid været bekymrede over, om jeg nu også havde nok arbejde, men det hjalp ikke,” fortæller Leighton James House.

Forældrene, der nu er 73 og 74 år, har altid været ærkekonservative vælgere, selvom de har haft relativt lavtlønnede jobs. Moderen arbejdede i mange år som bestyrer af det lokale supermarked. Faderen var værkfører ved elektricitetsvæsenet, og de har boet hele deres liv i Taunton.

”De er så meget imod Jeremy Corbyn (Labours leder, red.), og de troede på, at en stemme for Brexit var den rette konservative ting at gøre. Som ung i Somerset stemte jeg på De Liberale Demokrater, men de stemte altid konservativt.”

Det var ikke kun i forhold til sig selv, at han forsøgte at overbevise forældrene. Det handlede også om søsterens søn, deres barnebarn, hvis far er fra Mauritius.

”Han er meget mørk i huden. Men de følte ikke, at det ville påvirke ham. De kunne ikke se, at der noget racisme i det, når de talte om immigration og om at tage kontrollen tilbage, som var mantraet i kampagnen. På en måde var de hjernevasket, og jeg var så vred på dem,” siger han.

Ved siden af jobbet som ejendomsmægler er Leighton James House også komponist, musiker og en stor musikfan. Han var, som han plejer, gæst på den britiske storebror til Roskilde Festival, Glastonbury, da folkeafstemningen om Brexit fandt sted i 2016.

”Der var forfærdelse, da vi fik nyheden tidligt om morgenen i lejren. Der var nok 200.000 mennesker, og jeg tror, at 95 procent havde stemt for at blive i EU. Det var en trist dag, og jeg drak så meget, at jeg end ikke kan huske, hvilke koncerter jeg så.”

Det blev også starten på to år med en meget mere sporadisk kontakt med forældrene.

”Jeg fandt det svært at tage hjem på besøg. Jeg forlod også Facebook på grund af de ting, min mor skrev om Brexit, og hvor hun brugte ord, hun ikke kendte. Hun videresendte også småracistiske vittigheder, selvom hun har et farvet barnebarn. Jeg kunne ikke få dem til at forstå, at Brexit ville påvirke både min og min kærestes karriere.”

Det tog to år, før Leighton James House indså, at det ikke hjalp at være vred på dem:

”Og nu er min mor så syg, og jeg giver Brexit skylden for, at jeg har mistet to år med min familie.”