Stemmen er lys og blid. Både hans og hendes. Karim og Faiza Silmi åbner ikke døren for de tv-hold, som har belejret deres lejlighed i Bois de lEtang-kvarteret i La Verriere, en lille by med godt 6000 indbyggere i Versailles vest for Paris.
Men over telefonen vil de gerne give deres egen version af det liv og den ortodokse version af islam, som har kostet Faiza det franske statsborgerskab i en sag, der har vakt opsigt over hele Europa. Ifølge Frankrigs øverste administrative myndighed, Statsrådet, som for to uger siden stadfæstede et afslag på hendes ansøgning om fransk statsborgerskab, har Faiza Silmi i kraft af en radikal religionsudøvelse antaget en opførsel i offentligheden, som er uforenelig med grundlæggende værdier i det franske samfund og i særdeleshed ligestillingen mellem kønnene.
Der er blevet sagt så meget forkert om mig. Jeg er ikke undertrykt. Jeg har selv valgt at bære niqab, fordi jeg ikke vil tiltrække mændenes blikke. Jeg har kørekort, jeg kører bil, jeg køber ind, selv om jeg lever som ortodoks muslim, siger Faiza på fuldendt fransk med en næsten uhørlig accent.
Men myndighederne menen, at hun er fuldstændig underkastet sin mand og hans familie, og hun har aldrig så meget som tænkt på, at det kunne være anderledes, som der står i begrundelsen. Og når man spørger om, hvordan hun ser op ligestillingen mellem kønnene, har hun ganske rigtigt svært ved at svare.
Hvad mener du med ligestilling, spørger hun først, men fortsætter så:
Det er rigtigt, at mænd kan gøre nogle ting, som jeg ikke kan. For eksempel kan jeg ikke tage mine børn med i svømmehallen. Men jeg taler med mine børns lærere som alle andre mødre, også de mandlige. Og det er det rene sludder, at jeg skulle være underkastet min mand og alle mændene i hans familie. Jeg går ud og ind af lejligheden, som det passer mig. Mit yngste barn er to år, men når børnene bliver større, vil jeg også gerne arbejde. Jeg er uddannet syerske og vil gerne fortsætte i mit fag, siger Faiza, som ikke mener, hendes klædedragt forhindrer hende i at arbejde.
Faiza er marokkaner, men har boet otte år i Frankrig efter at have giftet sig med Karim, som også er af marokkansk oprindelse, selvom han er fransk statsborger.
Jeg er født i 15. arrondissement i Paris. Jeg er buschauffør i Paris, siger Karim som svar på spørgsmålet om, hvorvidt hans kone og hans familie i det hele taget er integreret i det franske samfund. Han reagerer med samme tøven som Faiza på spørgsmålet om ligestilling.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg burde føle mig for at være integreret. Jeg har haft svært ved at få abejde, fordi mit skæg er lidt langt. Men jeg har aldrig boet i andre lande end Frankrig. Jeg følger landets love, og jeg respekterer mine naboer. Jeg kan ikke se, jeg har gjort nogen noget ondt. De siger, at min kone er undertrykt. Men det er hende, der styrer vores økonomi, siger Karim.
Karim og Faiza er såkaldte salafister, som stræber efter at leve efter samme regler som på profeten Muhammeds tid. Salafismen er en fundamentalistisk udgave af islam og i vid udstrækning inspireret af den saudiarabiske wahabisme, hvilket er forklaringen på, at dens kvindelige tilhængere iklæder sig den saudiarabiske niqab.
Siden 1990erne er disse sortklædte, tildækkede kvinder blevet stadig mere synlige i indvandrerforstæderne i Frankrig.
Salafisterne fungerer ifølge islamspecialisten Olivier Roy, der er forfatter til flere bøger om den radikale islam som en sekt, der lever i en selvvalgt ghetto sammen med ligesindede. De udelukker sig selv fra samfundet, men på en paradoksal måde, fordi de samtidig udstiller deres anderledeshed. Omkring 10 procent af salafisterne er såkaldte jihadister, der støtter væbnet kamp for islam. Det store flertal af salafister tager omvendt afstand fra vold, betragter politisk arbejde som uvedkommende og betragter islam som et åndeligt, ikke et politisk projekt.
Hverken Karim eller Faiza mener, at deres livsform som ortodokse muslimer er i strid med franske værdier, endsige forhindrer dem i at integrere sig i det franske samfund.
Jeg troede, at Frankrig var et frit land, hvor man kan leve, som man vil. Jeg respekterer andres valg om at gå i cowboybukser eller miniskørt. Hvorfor kan man så ikke respektere mit valg om noget andet. Jeg er skuffet over, at jeg ikke kan være fransk ligesom min mand og mine børn. Men jeg respekterer afgørelsen, siger Faiza.
Det samme siger hendes mand:
Jeg troede, Frankrig var en retsstat. Jeg synes ikke, vores rettigheder er blevet respekteret. Men hvis man ikke vil have, at min kone bliver fransk statsborger, er jeg også ligeglad.