Klokken 16:10 den 11. marts 2012 stod to unge mænd over for hinanden på en parkeringsplads bag et sportscenter i den sydfranske by Montauban. Begge var vokset op i et socialt boligkvarter i en fransk provinsby. Imad i Rouen, Mohamed i Toulouse. Begge var ud af en nordafrikansk, muslimsk familie. Den ene var underofficer i den franske hær, den anden jihadist.
”Dette er islam. Når du dræber min bror, dræber jeg også dig. Allahu Akbar,” råbte Mohamed Merah, da han dræbte Imad med en kugle i hovedet og filmede det.
Det er for at skabe mening i denne meningsløshed, at muslimske Latifa Ibn Ziaten nu rejser land og rige rundt for at levere en modgift mod den radikalisering, der dræbte hendes søn.
I over tre år har hun besøgt mange hundrede skoler over hele Frankrig og talt med tusindvis af skoleelever, forældre og lærere. Hendes liv er viet til ét eneste kald: at få de unge i tale, som fra kanten af det franske samfund anser Mohamed Merah for en helt. Og at formidle det enkle budskab: ”Mohamed Merah er ikke en helt. Han er min søns morder.”
Latifa Ibn Ziatens søn, Imad, var det første offer for det vanvid, som har grebet en del af den franske og europæiske ungdom. Den terrorbølge, som ramte Frankrig i 2015 med brødrene Kouachis skudattentat mod satiremagasinet Charlie Hebdo i januar og Abelhamid Abaaouds angreb på spillestedet Bataclan i Paris i november, begyndte med Mohamed Merah i 2012.
Inden han dræbte tre jødiske børn og en lærer i Toulouse, skød han tre soldater. Den første var Imad Ibn Ziaten, 31 år og underofficer i den fransk hærs faldskærms-tropper. Det var præcis derfor, at han blev udvalgt til terroroffer.
”Jeg vil redde dem, der er skyld i min sorg, og som kan blive skyld i andre mødres sorg. Jeg besøger skoler og fængsler for at tale til de unge. Jeg siger til dem, at islam ikke er vold og mord. Terroristerne tager islam som gidsel. Hvis I vil leve i islam, så lev i fred. Så kan I være stolte af jeres religion,” siger Latifa Ibn Ziaten.
Kristeligt Dagblad møder Latifa Ibn Ziaten i den franske by Lyon, hvor hun senere på dagen skal tale med endnu en skoleklasse. Hun er enkelt klædt, i lange bukser og en sort tunika. Et lyst tørklæde dækker håret og indrammer et ansigt, der udstråler en uforklarlig ro. En hvilen i en sorg, der aldrig forsvinder.
Når Latifa Ibn Ziaten i dag møder helt unge skoleelever, siger de ofte, at at Mohamed Merah aldrig ville have dræbt hendes søn, hvis han havde vidst, at Imad var muslim. Et synspunkt, hun systematisk imødegår.
”Hvad forskel skulle det gøre, om han var muslim, jøde eller kristen? spørger jeg dem. Koranen siger, at når man dræber et enkelt menneske, dræber man hele menneskeheden. Men disse unge har også brug for, at man lytter til dem. Mange af dem er ladt i stikken. Af deres forældre, som svigter deres ansvar, når de ikke giver deres børn en tryg og stabil ramme. Men også skolen, som ikke magter at give dem en uddannelse. Og politikerne, der stuver alle de svageste, alle indvandrerne sammen i de samme kvarterer og laver ghettoer. Man siger, de skal integrere sig, men man kan ikke integrere sig i en ghetto.”
Latifa Ibn Ziaten giver sig ikke ud for at være hverken teolog eller sociolog. Hun taler om og til de unge og deres forældre ud fra sine egne erfaringer. Med sund fornuft. Fast, men kærligt. Hendes nye, store projekt er – takket være de støttemidler, som hun indsamler til ”Imad-foreningen for Ungdom og Fred” – at åbne et ”familiehus” i Garges les Gonesses, en af de belastede forstæder til Paris.
”Jeg møder så mange familier, der har brug for hjælp. Jeg møder også etnisk franske familier, hvis børn er konverteret og rejst til Syrien. Jeg synes, man fokuserer alt for meget på jihadisternes religiøse og etniske baggrund. Det er lige meget, hvor brødrene Kouachi kom fra. De var franske statsborgere,” siger hun.
Men brødrene Kouachi lagde jo selv vægt på, at de var muslimer og af algerisk oprindelse? Kan man så bare se bort fra det?
”Vi skal alle tage vores ansvar. Men når man hele tiden siger, at terroristerne er fremmede, så fralægger Frankrig sig ansvaret for det, disse unge er blevet til. Frankrig kan ikke sige, at de unge er franske, når de klarer sig godt, og fremmede, når det går galt. Vi har alle sammen en andel af skylden.”
Latifa Ibn Ziaten betragter sig selv som et helt almindeligt menneske, som pludselig er blevet hvirvlet ind i en af samtidens store kriser. Hun har selv valgt at tage kampen op mod en ungdom, der betragter hendes søns morder som en helt. Men hun mærker også vinden fra den debat om islam, som hendes søns morder har været med til at skærpe.
Da hun den 22. december sidste år var inviteret til at deltage i en konference om verdslighed i det franske parlament og mødte op iført sit tørklæde, blev hun antastet af to mænd, der beskyldte hende for at være ”en skam for Frankrig”, fordi hun bar sit tørklæde. For at være ufransk og uegnet til at tale om verdslighed.
”Hvad ved de om mig? Hvad ved de om mit tørklæde og grunden til, at jeg er begyndt at bære det?”, spørger hun.
”Jeg har aldrig før båret hijab. Det var en beslutning, der kom til mig efter Imads død. Jeg har altid været troende og bedt mine bønner, men jeg har også altid været klædt som alle andre, i lange bukser eller spadseredragt. I dag hjælper tørklædet mig med at bære min sorg. Sådan er det bare. Det er min private sag,” siger hun.
Latifa Ibn Ziaten er ikke desto mindre blevet et ikon; et symbol på en mors kamp og på en muslimsk kvindes forsøg på at redde den muslimske ungdom fra radikalisering og jihadisme. Hun er slået til ridder af den franske æreslegion for sin indsats. I november sidste år var hun i København til ceremonien for ofrene for attentatet mod Krudttønden og synagogen i København.
Hendes kamp for Imads minde har også tvunget hende til at se hans morder dybt i øjnene.
” Mohamed Merah var ikke så heldig at få samme opdragelse som min søn,” siger Latifa Ibn Ziaten.
”Jeg har tilgivet ham det, han var. Ikke det han gjorde. I den sag kan kun Gud dømme.”