Prøv avisen

17-årige Abdoulie er uledsaget flygtningebarn: Jeg kunne godt tænke mig at få en familie

De italienske myndigheder har ikke tilladt at bringe fotos af de to drenge i artiklen, Abdoulie og Mamadou. Fotoet viser to drenge fra Eritrea, der overlevede et forlis på Middelhavet i 2016, hvor 400-500 mennesker skønnes at være druknet. I årets fire første måneder kom 5500 børn og teenagere under 18 år til Italien uden deres forældre eller andre voksne familiemedlemmer. Foto: Pasquale Claudio Montana Lampo/AP/ritzau

Sidste år kom der omkring 25.000 uledsagede flygtningebørn til Italien. I år er tallet steget kraftigt i årets første måneder. En stor del af børnene forsvinder ud i det blå

Han sidder på en bænk, med en blå rygsæk og en sort kasket trukket godt ned i panden. En knægt, der er alt for gammel af sin alder.

”Hvis hjemme var bedst, så rejste du jo ikke ud, vel,” som han konstaterer med teenagerens alt for erfarne logik og ensomhed i stemmen.

Der har lige været fredagsbøn i moskéen på Piazza Cutelli i den sicilianske havneby Catania, og pladsen er stuvende fuld af afrikanere, som snakker, går lidt omkring og udveksler nyheder.

17-årige Abdoulie fra Gambia er en af dem. Hans forældre døde, da han var fem år. En kusine tog sig af ham, indtil han var 15 år.

”Men så kunne hun ikke mere, og så tog jeg afsted. Jeg kunne ikke få en uddannelse eller job. Så jeg rejste nordpå, til jeg fandt arbejde, og når der ikke var mere, rejste jeg videre,” fortæller han.

En stor dreng, der allerede har oplevet så meget skidt, at hans blik flakker, når man spørger til dét, han har været igennem, især i Libyen. Han vil helst ikke tale om det, siger han, og der er smerte i det blik. Han var to år undervejs. De sidste tre måneder i Libyen, sad han i ”et fængsel, hvor de slog os, og vi ikke fik nok at spise”.

Så han ville bare væk. Han vidste, at sejladsen kunne være farlig, men ”det var bedre end at blive i Libyen. Der kunne man kun dø”.

Abdoulies historie ligner de andre teenageres. Han er rejst alene, en af de mange uledsagede mindreårige, der kommer til Italien. Sidste år var det omkring 25.000, i år ser tallet ud til at vokse. Der kom 5500, alene i årets første fire måneder, hvilket er 20 procent flere end den tilsvarende periode sidste år. Abdoulie blev samlet op fra en gummibåd i januar.

Ved siden af Abdoulie sidder den 14-årige Mamadou fra Elfenbenskysten. Hans far blev dræbt i kampe mellem lokale stammer, fortæller han.

”Jeg var bange for også at blive slået ihjel,” siger han.

Mamadou havde hørt, at der var arbejde at få i Libyen, men ”der var ikke godt”. ”Kun fængsel”, og så vil han ikke tale mere om det.

Nu går begge drengene i skole i Catania og forsøger i første omgang at lære italiensk. I forvejen taler de begge fransk, og Abdoulie også et godt engelsk udover de lokale sprog, han er vokset op med, wolof og bambara. Og så bor de på et center for migrantbørn og er på den måde heldigere end mange andre, for der er stadig store problemer med at sikre de børn, der kommer alene, siger Lucia Borghi, observatør for græsrodsorganisationen Borderline Sicilia, der holder øje med, om de italienske myndigheder lever op til deres ansvar.

Ifølge Lucia Borghi sker det stadig alt for tit, at de mindreårige ikke bliver skilt fra, men ender i centre sammen med voksne. De får ikke noget at vide, fordi der mangler mennesker, som kan og vil tale med dem, og så risikerer man, at børnene begiver sig afsted på egen hånd igen.

”Så tager de afsted igen og rejser alene, uden dokumenter, penge og uden at kunne sproget, og det er klart, at det gør dem udsatte over for mennesker, der forlanger modydelser for at give dem penge, så de kan ende i prostitution og al anden form for udnyttelse. De er meget sårbare,” siger hun.

Italien vedtog i marts en lov, der blev berømmet som den første i verden af sin art, fordi den giver de uledsagede flygtningebørn samme rettigheder som de italienske børn – i hvert fald på papiret.

”Men sandheden er, at børnene i forvejen havde de rettigheder. Loven harmoniserer bare alle de regler, der var der i forvejen,” siger Lucia Borghi.

Efter hans mening har de store børn, der selv har klaret turen op gennem Afrika, brug for øjeblikkelig hjælp, ikke kun psykologisk, men også praktisk hjælp så de kan begynde at tro på, at de kan få en fremtid. Ellers er de ikke bange for at stikke af igen. Af de 25.000 mindreårige, der kom sidste år, er over 5000 forsvundet ud af det italienske system igen, siger de seneste tal fra regeringen. Siden 1974 er det samlede tal 28.000.

Spørger man 17-årige Abdoulie, er han glad nok for at være kommet sikkert til Italien.

”Jeg var meget glad,” siger han med et sjældent smil om den dag i januar, da han blev reddet fra gummibåden, men om han vil blive i landet, ved han ikke.

”Jeg ved bare, at jeg vil prøve at få et godt liv,” siger han.

Han vil gerne have en familie og svarer ”ingeniør, måske” på spørgsmålet om, hvad han kunne drømme om at blive.

”Hvis jeg ikke kan skabe mig en fremtid her, må jeg tage videre til et andet land,” siger den 17-årige.

Ifølge Lucia Borghi risikerer børnene, at der endnu engang bliver vendt op og ned på deres liv, selvom de er kommet ind i modtagesystemet. Når de fylder 18 år, bliver mange af dem flyttet fra det børnecenter, hvor de måske ellers er faldet til og glade for at være, til et af voksen-asylcentrene. Så ryger de måske også ud af skolen, fordi den ligger for langt væk, og kan bare vente, undertiden op til over et år, på at få behandlet ansøgningen om asyl. Og så bliver de endnu engang voldsomt sårbare, siger Borghi, hvis de ikke har været så heldige at få en italiensk mentor, der kan hjælpe dem.

Abdoulie har indtil nu ikke fået kontakt til italienere uden for centret. Han går i skole og er sammen med de andre flygtningebørn, og det er det. Hver fredag går han i moskéen.

Kunne du godt tænke dig, at der var nogen, der tog sig af dig? Måske blive en del af en italiensk familie?

”Ja,” svarer han hurtigt og lyser et øjeblik op ved tanken.

”Det ville jeg gerne. Det kunne være rigtigt dejligt.”

Der kommer ikke kun flere mindreårige uledsagede flygtningebørn til Italien. Der dør også flere. Sidste år var det over 700 mindreeårige, skønner Unicef, og siden årsskiftet er mindst 150 børn og teenagere druknet på vejen fra Libyen.