Umiddelbart ligner Reena George og Renee Samuel alle andre unge pakistanske kvinder, man møder på gaden i hovedstaden, Islamabad, i Pakistan. De tilhører den kristne minoritet, men de skilter ikke med deres religion, for hvis man kan se, at de er kristne, kan det afføde en ubehagelig reaktion.
”Islamabad er en metropol, hvor folk er meget veluddannede og dermed også mere tolerante sammenlignet med folk fra mindre byer. Jeg har aldrig selv mærket noget, hverken i min skolegang, på universitetet eller på mit arbejde. Men jeg har kusiner, der bor i Faisalabad, som er en mindre by. Forleden spiste de mad fra en gadebod. Mens de stod og talte sammen, blev manden i boden opmærksom på dem og spurgte, om de var kristne? Da de svarede ja, gik han helt amok og krævede, at mine kusiner både skulle betale for deres mad, men også for de tallerkener, de havde spist af, fordi de som kristne ’havde besudlet dem’,” fortæller Reena George.
Hun arbejder som teknisk assistent og receptionist på en hårtransplantationsklinik i Islamabad. Her oplever hun ikke nogen forskelsbehandling, men hun følger nyhedsstrømmen og ved, at der har været en del angreb på kristne. Det skræmmer hende dog ikke synderligt.
”Jeg føler mig ikke særligt udsat som kristen. Muslimerne er heller ikke sikre i Pakistan. Både shia- og sunni-muslimske moskéer bliver angrebet hele tiden. Ingen kan føle sig sikre nu om dage.”
Den anden unge kvinde nikker.
”For et stykke tid siden var der en del angreb på kristne. Alle vores naboer er muslimer, og jeg glemmer aldrig deres ord, da de hørte, at nogen muligvis ville gøre os fortræd. De sagde til mine forældre, at de kunne tage det helt roligt: ’Hvis der kommer nogen her, skal de forbi os først, og det kommer ikke til at ske. Vi vil forsvare jer med vores liv’,” siger Renee Samuel.
På spørgsmålet om, hvordan de har det med, at grupper i Pakistan ønsker et rent muslimsk Pakistan, siger Reena George:
”Det er snæversynede mennesker, som ønsker sådan noget. Vi har boet side om side med hinanden lige så længe, som dette land har eksisteret. Så jeg tror ikke, at nogen kan smide os ud fra Pakistan. Til andre tider har der været problemer mellem hinduer og muslimer – og kristne og muslimer – men de tider kom og gik. Og det har ikke ændret ved, at vi stadig bor sammen side om side.”
Renee Samuel arbejder som sygeplejerske på samme klinik som Reena George. Det er et fag, som mange kristne piger er tiltrukket af. Spørgsmålet om, hvem de unge kristne ser op til som rollemodeller i dagens Pakistan, får begge kvinder til at le højt, mens de peger på sig selv.
”Jeg er min egen rollemodel, for jeg gør en indsats. Ellers er der ikke mange, der træder frem lige nu. Jeg laver en del frivilligt socialt arbejde, og jeg skelner ikke mellem kristne og muslimer. Jeg er også selv i gang med at starte en frivillig organisation, der skal hjælpe fattige enker og støtte børn til at få en uddannelse,” siger Renee Samuel.
Reena George, fortsætter:
”Rollemodellerne kommer ikke af sig selv. Det kræver en indsats. Nogle mener, at vi kristne bliver holdt tilbage, men vi har også selv et ansvar. Vi kristne skal fokusere meget mere på uddannelser, der kan gøre os professionelt stærke. Så kan vi vise verden, at vi kristne pakistanere også kan noget.”