Prøv avisen

For Katia Zalgado lever håbet om at leve illegalt i USA: Jeg vil hoppe over hegnet

Selvom hun ikke har penge på sig og har fået stjålet sin telefon, er den velsminkede honduraner Katia Natali Lopez Zalgado på 32 år ét stort smil i lejren i Tijuana, hvor hun her ses med sin datter og lille niece. ”Jeg har ingen frygt,” smiler hun og udtrykker vished om, at Gud vil hjælpe hende. Alle fotos: Jesper Zølck

Hun rejste med karavanen af migranter til grænsen og er nu så tæt på, at hun kan se målet. Målet er beskyttet af hegn, pigtråd og soldater. Alligevel er Katia Zalgado glad og fuld af håb. Kristeligt Dagblad mødte den honduranske kvinde i migrantlejren i mexicanske Tijuana, inden den blev rømmet i søndags

Når Katia Natali Lopez Zalgado vågner om morgenen og står ud af det lille telt, hun deler med sin seksårige datter, kan hun se drømmen lige der til venstre. Hvis hun samlede en sten op og lagde kræfter bag kastet, ville stenen lande på amerikansk jord. Der er måske 50 meter fra teltindgangen til USA. 50 meter til drømmen. Forud er gået en rejse på 5000 kilometer.

”Den lange vej har føltes kort, fordi Gud har været med mig,” siger hun og smiler.

I sportsverdenen siger man, at de sidste meter altid er de hårdeste. Det vil de også være for Katia og hendes datter. Ikke at det har været en nem tur til den mexicanske grænseby Tijuana. Langtfra. Men der har ikke været et grænsehegn til at stoppe dem før nu. Eller pigtråd. Der har heller ikke været flere tusinde soldater udstationeret af den amerikanske præsident med det udtalte formål at forhindre illegale migranter i at passere grænsen.

Hvordan har du det med, at du er her, og USA er så tæt på, at du kan se derover?

”Det gør mig meget glad. Meget glad,” siger den 32-årige kvinde fra Honduras.

Men grænsen er lukket og ekstra beskyttet. Der er indsat soldater?

”Vi er kommet så langt med Guds hjælp. Han vil hjælpe os,” siger hun igen med et smil.

Dette kunne være en historie om en desperat mor. En kvinde, som er gået fra et voldeligt forhold. Som efterlod tre af sine fire børn hjemme i Honduras for at forfølge drømmen om et job i Amerika. Men som nu må indse, at hun sidder fast i en overfyldt lejr af migranter. Uden penge. Uden andet tøj end det, hun går rundt i. Uden håb om at få asyl i USA. Det har endda regnet i nat, så alt er vådt og mudret.

Det er ikke en sådan historie. Fakta passer. Men Katia Natali Lopez Zalgado er ikke desperat. Hun ønsker ikke, at nogen har ondt af hende. Hun føler sig stærk. Hun er – med sine egne ord – håbefuld.

For at forstå hvorfor, skal vi tilbage til Honduras.

Katia Natali Lopez Zalgado har en lille butik, men forretningen går dårligt og er tæt på at måtte lukke. Folk har ingen penge. Mange forlader landet på grund af vold, ustabilitet og manglen på arbejde. Hun er mor til tre piger på 4, 6 og 10 år. Og en søn på tre år. Faderen er ude af billedet. Hustruvold, siger hun. Hun er fattig. Livet ser ud til at være endt i en blindgyde.

En dag hører hun om en karavane af migranter, som er begyndt en rejse til den amerikanske grænse i en stor gruppe. En stor gruppe betyder sikkerhed på rejsen. Det betyder også, at der ikke er brug for hjælp fra menneskesmuglere, som vil kræve penge, hun ikke har. Det tager hende to dage at tage beslutningen.

”Det var en mulighed, som man kun får én gang i livet. Sådan så jeg på det,” siger hun i dag.

Det praktiske går hurtigt. Hun ringer til sin mor og fortæller om karavanen. At hun vil rejse. Moderen støtter hende. De beslutter, at tre af børnene skulle blive hos deres bedstemor. Der vil de være sikre. De vil få mad. Den store vil kunne gå i skole. Det er udelukket at rejse med fire børn. Kun den næstældste skal med. Hendes datter på seks år.

”Det er egentlig mest fordi, at hun ville have drevet sin bedstemor til vanvid. Og hun kunne alligevel ikke lide at gå i skole. Hun er ballademageren i familien. Hun har brug for at være under mors overvågning,” siger Katia om sin datter, hvis navn, Milagros, betyder mirakel eller vidunder, og hvis hår hun roder lidt rundt i, mens hun grinende fortæller.

Sammen med sin søster og en et år gammel niece tager Katia og Milagros en bus fra Honduras til Guatemala for at indhente karavanen. Busturen kostede 360 lempira. Det svarer til 96 kroner. Det er de eneste penge, de har brugt på rejsen hertil. Derfra har de levet af frivilliges hjælp.

Turen er hård. Men foregår uden stor dramatik. De bliver i den store gruppe op igennem Guatemala og Mexico. Dagene begynder klokken tre for at kunne rejse, mens det er mere sikkert. De tager busser eller anden transport, når det er muligt, og forsøger at få noget ekstra søvn i løbet af dagen. De er undervejs i halvanden måned, inden de når frem til Tijuana på grænsen til USA og bliver installeret i den hastigt sammensatte lejr, som er blevet etableret på et gammelt baseball-stadion.

I dag er antallet af registrerede i lejren 6151. Af dem er 3935 mænd, 1147 kvinder og 1068 børn ifølge de mexicanske myndigheder. Langt de fleste er fra de voldsplagede centralamerikanske lande El Salvador og Honduras.

Fra flere sider og inde fra naboteltene lyder der tydelige host. Det har været en hård nat. Et kraftigt regnvejr ramte tidligt i morges. Skrækkelige nyheder for migranterne. Mange sover direkte på jorden, kun beskyttet af presenninger over dem og tæpper som underlag.

Flere har måttet se deres lille stykke jord blive oversvømmet af mudret vand. Et par mødre piller lus, som har inficeret lejren, ud af deres børns hår. Selv under tribunerne på det gamle stadion har folk fundet plads til at sove og have deres få ejendele. De heldige har skaffet sig telte, hvoraf ikke alle er kommet hele igennem uvejret. Der hænger gennemblødt tøj til tørre over alt. Igennem en af de største pøle af mudret vand er der lagt en række af sammenklumpede tæpper og efterladt tøj, som nu udgør en bro til mere tørt land.

Himlen åbnede sig før grænsen. Regnen har øget bekymringen for sygdomme i lejren.

Det er midt i alt dette, at Katia Natali Lopez Zalgado står uden for sit telt. Hun skiller sig ud. Smilet. Og så makeuppen. Øjenskygge, mascara, læbestift. Det er der alt sammen.

”Jeg har ingen frygt,” siger hun og refererer til Guds ord om at være modig og stærk.

Om ikke at være bange, ”for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke”.

Det er sådan, den evangelikale protestantiske honduraner har det. Hun er kommet så langt. Hun skal nok finde en måde at komme over grænsen på.

Hun prøvede faktisk et par dage tidligere. En gruppe på omkring 2000 migranter forsøgte et stormløb på den amerikanske grænse. De blev stoppet af amerikansk grænsepoliti, som blandt andet affyrede tåregas. Billederne gik verden rundt. Blandt migranterne, der på ulovlig vis forsøgte at komme ind i USA, var også kvinder og børn. Katia og hendes datter var helt bagerst.

”Vi kom aldrig rigtig tæt på,” siger hun nu.

Men de forsøgte. Og gik så tilbage til lejren.

Katia Natali Lopez Zalgado sætter et lille, grønt spænde fast i datterens hår. En lokal mexicansk familie har tømt skabet for tøj, der er blevet for småt til deres egne børn, og nu går faderen rundt med en stor plasticsæk og lader børnefamilier i den midlertidige lejr for migranter vælge, hvad de vil. Ud over hårspændet tager Katia en lille trøje og flere par strømper.

Hun fortæller, at alt det tøj, de har nu, er noget, de har fået doneret. Fra undertøjet og ud. Teltet, de sover i, er også en donation. De får mad ved at stille sig i en mere end 100 meter lang kø uden for lejren, hvor en frivillig organisation deler ud. I dag er det majs-tortillas og en salsa med tomat og løg. Hun har ingen penge på sig. Ikke én peso, som er den lokale mexicanske valuta.

De får tiden til at gå med at sove. Og med at gå lange ture i området.

”Jeg kan ikke lide at være det samme sted hele tiden. Jeg har for meget energi,” siger hun.

Katia Natali Lopez Zalgado tænker på sine tre børn hjemme i Honduras. Selvfølgelig gør hun det. Men hun siger, at Guds magt har beskyttet hende og vil beskytte hendes familie. Hendes telefon blev stjålet for en uge siden, men en frivillig organisation har stillet et telt op ude foran lejren, hvor migranterne kan ringe gratis. Tre minutter pr. opkald er reglen.

Hendes mål er at komme til USA. Arbejde to til tre år og tjene penge nok til at købe et hus hjemme i Honduras, hvor hun kan bo med alle sine børn. Mexico er ikke en mulighed for hende. Kun USA.

”Jeg er villig til at arbejde med hvad som helst. Det betyder intet,” siger hun.

Men hvis du lytter til USA’s præsident, så vil de ikke have dig?

”Kun Gud kan ændre Donald Trumps hjerte. Jeg håber, at han vil gøre det,” siger Katia Natali Lopez Zalgado.

Hun ved dog godt, at selv hvis hun havde tålmodighed til at søge asyl, ville hun sandsynligvis ikke få tilkendt det. Hendes historie er ikke stærk nok. Hun har ikke engang stillet sig op i køen. Modsat andre i lejren, som har fået et nummer i det kø-system, som migranterne og en ngo selv har skabt for at holde styr på rækkefølgen.

USA lader kun mellem 40 og 100 asylansøgere om dagen præsentere deres sag for de amerikanske myndigheder ved grænseovergangen mellem Tijuana og San Diego. En familie fra Guatemala viser deres nummer. 1387. Det står på en lille håndskrevet papirlap. De vil vente på deres tur.

Katia Natali Lopez Zalgados vil derimod blive en af de mange millioner, som befinder sig illegalt i USA. Planen er meget mere simpel.

Og så er vi tilbage ved de sidste svære meter. De 50 meter fra teltåbningen til Amerika.

”Jeg vil hoppe over hegnet.”

Hun siger det med bestemthed. Den seksårige datter i hånden og så over hegnet. Hun ved ikke præcis hvordan eller hvornår, men det er planen. Ingen menneskesmugler – eller coyote, som de kaldes her – til at lede dem igennem ørkenen og over grænsen et sted, hvor der ikke er noget hegn. For det første har hun ikke pengene. For det andet er hun kommet så langt på egen hånd.

”Jeg er så tæt på. Jeg føler, at jeg kan gøre det her selv.”

Du er optimistisk, selvom du står på den her side af en stærkt bevogtet amerikansk grænse?

”Ja,” svarer hun.

”Gud vil hjælpe mig. Jeg er ikke bange.”

I søndags blev hele lejren rømmet, og migranterne flyttet til en koncertarena omkring 30 minutter fra grænsen, fordi forholdene var blevet for uhumske.

Migranter står i kø for at bruge en gratis telefon til at ringe hjem i lejren fra Tijuana. Telefonen er sat op af en frivillig organisation, og reglen er, at hvert opkald maksimalt må vare tre minutter.
Katia Natali Lopez Zalgado vælger aflagt børnetøj til sin datter fra en sæk, som en lokal familie har samlet. Ved siden af hende står Katias søster og finder tøj til sin etårige datter. Især strømper er populære.