Mor til palæstinensisk martyr: En del af din krop bliver flået af

Palæstinenserne hylder alle de børn og voksne, der bliver dræbt af israelere, som martyrer. De ses som de ultimative frihedskæmpere

Moderen, Samar al-Khaldi.
Moderen, Samar al-Khaldi.

Man ser det allerede på vej ind i byen. Et drenge-ansigt dukker op igen og igen. På mure, på plakater. Under familiens vasketøj i gården foran huset. Ansigtet er Laith al-Khaldis. Han er død. Skudt i ryggen af israelske soldater fra et vagttårn nær kontrolposten Atara uden for Ramallah. Nu er han en martyr, og hans familie bliver vist en særlig omsorg og respekt af de andre beboere i Jifna.

Ingen af delene trøster hans mor særlig meget. Hun er stadig bleg og forgrædt efter tre måneder og vrider sit hvide lommetørklæde mellem fingrene, mens hun fortæller om den sidste aften, hun så sin 15-årige søn.

”Han plejede aldrig at kaste med sten. Han sagde altid: 'Mor, hvad nytter en sten. En sten skaber jo ingen forandringer.' Han lo nærmest lidt ad de drenge, der gjorde det. Men denne her dag var han så vred, fordi han havde læst på Facebook om mordbranden i Duma (se boks, red.). Og så aftalte han åbenbart med nogle venner, at de skulle tage ud til tårnet for at protestere. Jeg anede det ikke. Han strøg ud ad døren med en sandwich i hånden, han smilede og var glad og sagde, at han lige tog ned for at spille billard. Han vidste godt, at hvis han fortalte, hvad han skulle, ville jeg have forbudt det,” siger Samar al-Khaldi.

”Ingen mor ønsker, at hendes barn skal dø. Det er en del af din krop, der bliver flået af. Nu er jeg rædselsslagen, hver gang et af mine andre børn forlader huset,” siger hun.

Laith er den første martyr i Jifna, og det har givet familien ekstra opmærksomhed. Samar er taknemmelig for respekten, den varmer, men det er i højere grad troen, der hjælper hende.

”Jeg har aldrig været specielt religiøs, men det er jeg blevet nu. Det giver mig fred at vide, at min søn er Guds gæst,” siger hun og sidder stille lidt, mens hun hviler ansigtet i hænderne under det korte, sorte pagehår.

”Men jeg savner ham så frygteligt meget. Jeg ville ønske, at han var her og ikke var martyr. Der vil altid være et før og efter i vores liv. Der er ingen glæde mere hos hans far og mig. Alt er forandret.”

Den 45-årige sygeplejerske har indtil nu haft orlov fra sit arbejde, men begynder at arbejde igen i november.

”Især vores ældste søn, Laiths storebror, er meget påvirket. De fleste aftener er jeg nødt til at holde ham i hånden, når han skal sove, fordi han ikke kan falde i søvn, og når han endelig sover, vågner han op med mareridt og griber ud efter min hånd igen. Nogle gange begynder han at græde midt på dagen.”

I islam skal den døde begraves inden for et døgn, og det blev Laith også. Den kugle, han blev skudt med, var en dum-dum-kugle, så selvom skuddet ikke dræbte ham på stedet, blev alle hans indre organer flænset op, og efter seks timer døde han af sine blødninger. Alligevel smilede han, da familien fik liget overdraget, fortæller moderen.

15-årige Laith al-Khaldi blev skudt i sommer af israelske soldater. Det har gjort ham til martyr i palæstinensernes øjne, og hans ansigt ses alle steder i landsbyen Jifna, som han kom fra. Også på muren i familiens gård, under vasketøjet.
15-årige Laith al-Khaldi blev skudt i sommer af israelske soldater. Det har gjort ham til martyr i palæstinensernes øjne, og hans ansigt ses alle steder i landsbyen Jifna, som han kom fra. Også på muren i familiens gård, under vasketøjet. Foto: Ulla Poulsen

”Han var fuld af smil, og han duftede så dejligt. Præcis, som man siger, at martyrer dufter. Jeg har aldrig troet på, at det var sandt, men det er det. Der var den dejligste duft omkring ham,” fortæller hun og insisterer på, at det hverken var sæbe eller parfume, der fik Laith til at dufte.

”Martyrer bliver ikke vasket, for deres blod skal bevidne det overgreb, der er sket, så nej. Det var ikke sæbeduft. Han havde også stadig is på hånden. Drengene spiste is, da de tog ud for at kaste sten. Er det ikke absurd. Is?”, siger hun.

Samar al-Khaldi besøger sin søns gravsted mindst en gang om dagen, men som regel både morgen og aften. Det er det eneste sted, hun rigtig kan finde fred nu.

”Min mor blev begravet samme sted for to år siden, og jeg har aldrig besøgt hendes grav. Jeg kunne ikke fordrage gravstedet. Men nu føler jeg mig tryg, fordi min søn er der. Jeg vil helst være der hele tiden.”

Der er dunkelt i familiens opholdsstue, hvor gardinerne er trukket for mod den skarpe eftermiddagssol over landsbyens stejle skråninger med deres golde klippestykker og spredte oliventræer. Men der er stadig rigeligt med lys til at se de mange æresskjold, som familien har modtaget fra beboere, bevægelser og organisationer efter Laiths død, sådan som det er tradition, når en palæstinenser bliver martyr for sit land. Æresskjoldene er hængt op tæt ved siden af hinanden i et bestemt hjørne af stuen, som er Laiths mindested.

”Det er gode minder, men nogle gange øger de også smerten. Jeg føler undertiden, at de taler til mig,” siger Samar.

Især en stor plakat med en smilede Laith i rosa T-shirt tiltrækker sig opmærksomhed. ”Han var sådan en glad dreng,” siger Samar og smiler uvilkårligt, da hun ser på sønnens ansigt.

”Han ville gerne læse jura, men hans far drillede ham med, at det ville være mere passende, hvis han blev et eller andet med sport. Han var vild med sport, især fodbold. Han kunne alle spilleplaner og vidste alt om de forskellige hold. Hans favorithold var Real Madrid. Nu ved hans kammerater ikke længere, hvornår der er vigtige kampe i fjernsynet,” siger hun.

For en stund er det, som om Samar glemmer, at Laith er død. Hun taler om ham i nutid og ler, når der er særlige sjove episoder, hun kommer i tanke om.

Men glimtet af glæde forsvinder hurtigt igen. Samar forsøger at se resolut ud.

”Jeg prøver at være stærk for mine levende børns skyld. De henter deres kraft fra mig. Hvis jeg bukker under, risikerer de også at bukke under,” siger hun.

Det har hjulpet hende et stykke ad vejen, at andre mødre, der har mistet deres børn, har opsøgt hende efter Laiths død og forsøgt at svare på alle hendes fortvivlede spørgsmål om, hvordan man får livet til at gå videre, når sådan noget sker. Og nu tager hun selv til Jalazone - en lille by i nærheden, som oprindeligt var en flygtningelejr for de palæstinensere, der flygtede efter 1948 fra det, der i dag er Israel - når hun hører om mødre, hvis sønner er blevet dræbt under de nuværende uroligheder.

”Det øger min egen smerte, hver gang jeg hører om flere børn, der er blevet dræbt. Det gavner intet at se andre børn dø og andre mødre lide,” siger hun.

Samar ryster på hovedet ved spørgsmålet om, hvorvidt hun mener, at det styrker kampen for et selvstændigt land, at palæstinensiske teenagere nu igen kaster med sten mod de israelske soldater - og andre går så langt som at stikke israelere ned med kniv.

”Jeg er så forvirret. Jeg ved ikke, om der er noget, der nytter længere. Men israelerne ønsker jo at slå os ihjel. De palæstinensiske mødre må være nogle af de eneste i verden, der aldrig kan vide, om deres børn kommer levende hjem,” siger Samar al-Khaldi.