Sådan forløber en typisk uge for Jens Rohde, der har siddet 10 år i Europa-Parlamentet

Hvad laver medlemmerne af Europa-Parlamentet egentlig? Jens Rohde (R) sætter om to uger punktum for 10 år som parlamentariker i Bruxelles og Strasbourg. Her fortæller han om en typisk uge

Når Jens Rohde om mandagen ankommer til sit kontor i Bruxelles, ligger der altid en lektiemappe til ham, som indeholder alt det, han skal forholde sig til som EU-parlamentariker. –
Når Jens Rohde om mandagen ankommer til sit kontor i Bruxelles, ligger der altid en lektiemappe til ham, som indeholder alt det, han skal forholde sig til som EU-parlamentariker. – . Foto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix.

Mandag

Jeg tager et fly til Bruxelles mandag morgen. Tidligere tog jeg altid nattoget søndag aften, men de holdt jo op med at køre. Jeg har rejst en million kilometer i min tid i Europa-Parlamentet, men jeg har aldrig været vild med at flyve. Jeg er ikke bange for at flyve, jeg er bange for at falde ned. Ugerne ser meget forskellige ud. En uge om måneden er jeg i Strasbourg, hvor vi stemmer om EU-Kommissionens lovforslag, og resten af tiden er jeg i Bruxelles, hvor alt arbejdet i udvalgene foregår. Når jeg ankommer og kommer ind på mit kontor, ligger der en mappe, hvorpå der står ”lektiemappe”. Den består af alt fra borgerhenvendelser til henvendelser om foredrag og ambassadørskrivelser og forespørgsler fra lobbyister og besøgsgrupper. Alt det, jeg skal forholde mig til, og som mine to medarbejdere på kontoret mener kræver min afgørelse. Det går mandagen med. Lektiemappen er meget pædagogisk, så selv en politiker kan følge med. Jeg svarer helst selv på borgerhenvendelserne. Men jeg må ikke selv skrive aftaler i min kalender. Assistenterne har hånds- og halsret over den. Også hvis jeg skal lave en aftale med min kone. Hvis jeg selv begynder at skrive i den, går der ged i det hele. Jeg skal også lave rejseafregning, og det foregår på den helt gammeldags facon med bilag og tekst skrevet i hånden, for Parlamentet er ikke specielt digitaliseret.

Tirsdag

Udvalgsmøderne i Bruxelles begynder og strækker sig typisk til torsdag. Det er her, vi sidder med det politiske håndværk og forhandlingerne. Der er en masse temaer, der skal behandles. Har jeg et lovforslag, som jeg behandler, så fremlægger jeg min tekst over for udvalget, og de, der forhandler på vegne af andre partigrupper, udtrykker deres holdning. Men der foregår ikke egentlige forhandlinger i de officielle udvalgslokaler. Ud over de afsluttende afstemninger kan man ikke bruge udvalgsmøderne til så meget andet end at præsentere sine forslag og holdninger. Jeg kunne aldrig drømme om at sidde seks-otte timer til et helt udvalgsmøde. Så har man for god tid. Selve de politiske forhandlinger foregår rundtomkring i andre lokaler bag lukkede døre. Udvalgsmøderne er derimod åbne og bliver transmitteret, og der er mange, der ser med, hvis det handler om deres verden, for eksempel medicinal-industrien eller landbrugssektoren. Så sidder de og holder øje og kan bagefter henvende sig til mig. Mange lobbyister kommer så ind på mit kontor. De vil gerne give frokost og vin, men det siger jeg nej tak til. De får typisk 20 minutter, og jeg betaler kaffen. Der er ikke timer nok til at sige ja til alle lobbyister. Det afgørende er at få alle synspunkter repræsenteret. Hvis man sidder med tele-lovgivning, og alle teleselskaber i Kina er repræsenteret ved en organisation, behøver man ikke tage drøftelsen med hvert enkelt firma, selvom de er mødt op. Man bliver nødt til at sortere.

Onsdag

Jeg går til forhandling i udvalgene. Man kan godt blive dødtræt af at sidde og kigge på de samme tekster og samme forhandlinger. Fra Kommissionen fremlægger lovforslag, til vi er færdige med alle forhandlingerne, går der gerne to-tre år. For eksempel har jeg siddet i tre år og forhandlet copyrightlovgivning og to år med at forhandle en lov mod postkasseselskaber, som primært er til for at snyde i skat og lave social dumping. Vores politiske forskelle – ikke bare i Parlamentet, men også i de enkelte grupper – er enorme sammenlignet med det danske Folketing. Alene i min liberale gruppe repræsenterer vi alt fra det, vi ville kalde SF, til det, vi ville kalde Venstre. Det gør, at man ændrer sig politisk. Og udfordres menneskeligt. De første to år var én stejl læringskurve. Man kan ikke bare komme og tro, at man har ret, for så bliver man isoleret. Det er svært, når man kommer fra en kultur i Danmark, hvor det handlede om at få trumfet nogle politiske sager igennem så hurtigt som muligt. Man skal hele tiden øve sig i at forholde sig til, hvorfor ham grækeren på den anden side af bordet mener, at han er lige så liberal som jeg, når jeg bestemt ikke opfatter ham sådan. Der er noget smukt ved, at vi bruger så mange kræfter på at overkomme hinandens forskelle. Det kan ikke være anderledes, når 28 lande skal være enige. Men derfor kan man godt tænke, ”kan vi ikke snart få sparket den bold i mål”.

Torsdag

Jeg laver mit debatprogram for Radio24syv, ”Europa i Flammer”. Om eftermiddagen slutter ugens udvalgsmøder. Jeg kan godt prøve at skitsere, hvorfor det tager så lang tid at få love igennem i EU. Når Kommissionen kommer med forslag, skal vi først formulere vores holdning til forslaget i Parlamentet, og det er et stort parlament, så der kan sagtens komme 5000 ændringsforslag. De bliver samlet og sorteret og kogt ned. Derefter tager jeg stilling til, hvad jeg vil rent politisk, og jeg går til min gruppe og spørger, om de vil give mig mandat til at gå i den og den retning i udvalgene. Så forhandler vi i udvalgene og stemmer til sidst om vore kompromiser og om de forslag, vi ikke kunne lave kompromis på. Der er mange led. Vi laver bredt flertal om langt de fleste ting i Parlamentet. Så står vi stærkere i forhandlingerne om lovforslag, først med Ministerrådet og siden med Kommissionen. Når Ministerrådet har fundet deres holdning, skal vi forhandle med dem, og så skal de tilbage og drøfte vores krav, og så skal vi diskutere det igen. Med små ting tager det et år, med juridisk indviklede love op til fire år – og nogle bliver aldrig til noget. Torsdag tager jeg hjem, for der er aldrig møder om fredagen, og langt de fleste parlamentarikere tager hjem omkring middag. Men en gang imellem har jeg undt mig selv at blive for at se Parlamentet blive tømt for politikere. Der går ikke mange timer, før pladsen foran Parlamentet fyldes med alle de øvrige medarbejdere, som holder en gedigen fest. De har haft 12-timers arbejdsdage siden mandag, så når kattene fordufter, danser musene på bordet. Det er meget charmerende. Der er lidt ungdomslejr over det. Man hører 24 forskellige sprog.

Fredag

Medmindre jeg har møder i København eller andet, holder jeg typisk fri. Der er en familie i den anden ende, som betaler prisen for, at jeg er så meget væk. Så jeg forsøger at holde en forlænget weekend i vores hus i Viborg, og det betyder alverden for, at vi kan fungere som familie. Jeg arbejder lidt ved computeren, mens børnene er i skole, skriver læserbreve eller bruger kræfter på min bog. Tidligere løb jeg en del. Men så skulle jeg deltage i længdespring – det skal midaldrende mænd holde sig fra. Jeg fik en alvorlig lårskade og har i fem år ikke været i stand til at løbe.

Lørdag

Vi er meget hjemme. Det sætter vi meget pris på. Vi har ikke et behov for at fare rundt og se en masse mennesker. Jeg dyrker meget det at få jordforbindelse. Jeg nyder at ordne have på denne tid af året, og børnene hopper rundt og leger. Det seneste halvandet år har jeg boet på hotel ved siden af Parlamentet, og jeg kan ikke rigtigt gøre det hjemligt, for værelserne skifter, og jeg er i Parlamentet fra morgen til aften. Så er det rart at komme rigtigt hjem. Også til mit klaver.

Søndag

Det er blevet en livsstil at skulle tage afsked med familien. Det er aldrig noget, jeg bryder mig om. Men det er kun, til jeg sidder i bilen på vej til lufthavnen mandag morgen. Da jeg for nylig fortalte min datter på 10 år, at jeg snart kom hjem og ikke skulle rejse mere, syntes hun ikke, det var den bedste idé. Hun sagde, ’det er dejligt, når du kommer hjem, men når du er væk, er det ikke sådan, at vi går og savner dig’. Hun synes, det fungerer rigtigt godt, for børnene vil jo gerne med til Bruxelles og Strasbourg en gang imellem, og hun synes også, det er lidt sejt, at hendes far arbejder nede i det der EU. Jeg undlod at fortælle hende, at det er hun nok en af de meget få, der synes. For det er ikke sådan, at vi oplever, at vores arbejde bliver taget voldsomt alvorligt. Men europapolitik er alt for vigtigt til, at man kan være ligeglad med det. Alt, vi indånder og tager i munden og køber og tager på, bliver reguleret af EU.