Prøv avisen
Interview

Jesuiterpræsten, der kæmper for sandheden: Kun en ny fælles fortælling kan hele sårene i Colombia

Francisco de Roux har arbejdet med freds- og dialogprojekter næsten hele sit liv. Han er kendt for at have udviklet ”fredslandsbyer” under den væbnede konflikt.

Som formand for Colombias Sandhedskommission bærer jesuitterpræsten Francisco de Roux en hel nations håb og forventninger om forsoning på sine skuldre i et land, hvor en del af menneskeligheden blev kvast under årtiers væbnet konflikt. ”Det var et moralsk tab for os alle,” siger han

”Vores arbejde er et forsøg på at forklare, hvordan vi blev involveret i et barbari, der har rystet os selv og verden. Og formålet med vores arbejde er, at vi kan genfinde kærligheden og hensynet til hinanden gennem en ny fælles fortælling og forståelse,” siger Francisco de Roux.

Jesuiterpræsten er formand for Colombias Sandhedskommission, og interviewet foregår, dagen efter at kommissionen blev indviet ved en stor ceremoni i hovedstaden, Bogotás, store messecenter La Corfería, hvor sangen ”Di me la Verdad” (Fortæl mig sandheden) igen og igen tonede fra højttalerne ud til de flere tusinde fremmødte.

Netop sandheden er centrum for Francisco de Roux’ og kommissionens arbejde de kommende tre år. Eller rettere at konstruere en ny sandhed ud fra de vidnesbyrd fra ofrene, som sandhedskommissionen skal indsamle. Ofrene tæller titusinder af primært civile: fattige indianere, småbønder, afro-colombianere, venstrefløjs- og fredsaktivister, der faldt for militærets, de paramilitæres og Farc-guerillaens våben, eller som forsvandt, blev bortført og holdt som gidsler i junglen i årevis eller tvunget i landflygtighed under Latinamerikas længste borgerkrig, som officielt sluttede i efteråret 2016 efter 52 års konflikt.

På spørgsmålet om, hvordan man som land konstruerer en ny sandhed, siger Francisco de Roux, at det kræver en moralsk og etisk tilgang til en proces, hvor det er ofrenes fortællinger, der samlet set er med til at skabe en ny kollektiv og fælles forståelse for, hvad der skete.

”Den menneskelige smerte, som er født ud af det barbari, vi har gennemlevet i Colombia under den væbnede konflikt, gør det umådeligt svært at nå frem til fælles historiske fortolkninger – en fælles historiefortælling om, hvad der er sket – hvor alle kan føle sig inkluderet,” siger Francisco de Roux.

”For ingen vil stille sig tilfreds med den version, som den anden har i sin fortælling om, hvad der er sket. Dertil har de menneskelige tab været for store. De ting, der er sket i Colombia, rører ved de dybeste menneskelige følelser, de er meget smertefyldte. De skaber følelser af vrede, indignation og gensidige beskyldninger imellem grupper.”

Han tilføjer, at hvis erindringer bliver en kilde til had og hævn, ”vil det være til skade for alle”.

”Der er to måder, vi kan gøre det her på: Vi kan tale om hævn og skyld og pege de ansvarlige ud. Eller vi kan tale om forståelse og tolerance og se i øjnene, at ingen af os er perfekte, og at vi alle har begået fejl. Det er umuligt ikke at begå fejl, når man agerer i en så kompleks konflikt som den, der har været i Colombia. På samme tid skal vi invitere til, at vi alle påtager os et moralsk og menneskeligt ansvar,” siger Francisco de Roux, der understreger, at Sandhedskommissionen ikke har et juridisk mandat.

Alle vidnesbyrd, Sandhedskommissionen arbejder med, er i princippet skarpt adskilt fra Den Særlige Fredsdomstol (JEP), der arbejder med retsopgøret. Sandhedskommissionen skal til gengæld arbejde tæt sammen med den enhed, der skal finde forsvundne.

”Det er den største smerte ikke at vide, hvor dine kære er; de forsvundne, som vi ikke kan begræde eller begrave. Her har mange familier en berettiget forventning om, at de finder en forklaring. Og vi har en klar forpligtelse til at tale om et moralsk ansvar, ikke et juridisk ansvar. For vi er ikke dommere,” forklarer Francisco de Roux.

Sandhedskommissionen skal i sit arbejde med afklaring af fortidens hændelser finde ”forklarende mønstre”. Det skal den ud fra de vidnesbyrd, som indsamles de næste tre år rundtomkring i landet fra alle, der har en fortælling om overgreb – dem, de selv har begået eller har oplevet. Samtidig har kommissionen allerede fået overdraget titusindevis af vidnesbyrd fra historiske arkiver.

”Den menneskelige erindring er subjektiv. Derfor skelner vi mellem erindringer om det, der er sket, og så afklaringer af, hvad der er sket, og forklaringer på, i hvilken kulturel, politisk eller økonomisk sammenhæng det er sket,” siger Francisco de Roux.

”I Sandhedskommissionen er vi ganske få mennesker, der skal involvere hele nationen, og vores måde at arbejde på er at forsøge at finde frem til disse forklaringsmønstre. Hvilke strukturer og forklaringsmønstre er der eksempelvis i, at der ved Atlanterhavskysten blev begået over 300 massakrer?”

”I Colombia har vi igennem 50 års væbnet konflikt oplevet en ødelæggelse af vores menneskelighed. Vores værdighed som mennesker er blevet krænket, der er dybe flænger i vores sameksistens og vores måder at være kristne og til i virkeligheden på,” siger han.

”Sådan som jeg ser på det, er Colombia en nation i dyb åndelig krise efter årtier, hvor vi har ladet barbariet herske. Selvom vi har mange problemer, også strukturelle, så tænker jeg, at vores største krise lige nu er på det åndelige plan,” siger Francisco de Roux, der understreger, at han opfatter det som en spirituel og ikke en religiøs krise.

Jesuiterpræsten kender krigen indefra. Han genkalder sig den første massakre, som han selv oplevede på helt tæt hold.

”Vi fejrede mors dag den 16. maj 1998 i byen Barrancabermeja, da paramilitære rykkede ind og tog 34 af vores unge i menigheden, som de paramilitære mente var guerillaer. Syv blev dræbt på stedet, de andre tog de med sig. Da vi to dage senere skulle begrave de døde, stod der 34 kister. Men der var kun døde i syv af kisterne. De andre kis-ter var tomme, for de var blevet bortført op til bjergene, dræbt og sikkert smidt et eller andet sted,” fortæller Francisco de Roux.

”Vi måtte lægge fotos oven på de tomme kister. Vi græd, og vi led. Men vi fandt også et fællesskab i den sorg, som alle delte med os; i Bogota, i Bucaramanga, i Medellin – jeres død er vores død, jeres sorg er vores sorg – sådan oplevede jeg det,” siger han, imens han stille remser uhyrligheder op:

”Flere end 2000 massakrer. Over 30.000 bortførelser, folk, der har siddet som gidsler i mere end 12 år, 80.000 personer, der er forsvundet.”

”Disse overgreb har skabt ufattelig menneskelig lidelse og er et moralsk tab for os alle, fordi vi har ladet det ske,” siger Francisco de Roux.

Han ser for sig, at alle vidnesbyrd, som Sandhedskommissionen samler, trods mange sandsynligvis ubesvarede spørgsmål vil kunne forvandle sig til en kollektiv fortælling – en ny sandhed, hvor ofrenes fortælling står i centrum.

”Når først vi får skabt dialog mellem ofrene og dem, der gjorde dem til ofre, kan vi begynde at transformere vidnesbyrd til en samlet ny fortælling, som er forståelig for alle,” siger Francisco de Roux, der i sin seneste bog ”Modet til den uperfekte fred” også skriver om dialog mellem ”usandsyn-lige partnere” og håbet som stærke drivkræfter i en forsoningsproces.

”Vi håber på, at vi kan starte en proces med vores arbejde, at vi kan skabe en vej, som vi kan gå ud af sammen som colombianere – uden at vi ser eller ved præcist, hvad der er for enden af vejen. At konstruere en ny sandhed er også at indse, at vi mennesker ikke er perfekte. Ingen af os er fuldkomne, og vi begår alle sammen fejl. Vi skal turde skabe en fælles forståelse og en fred, som ikke er perfekt. Igennem erkendelse af ansvar og anerkendelse af ofrenes vidnesbyrd kan vi opnå forsoning, så fortidens grusomheder ikke gentages.”

”Jeg er klar til at give mit liv til dette arbejde, men jeg er også kun et menneske med de mangler og uperfektheder, som alle mennesker besidder,” svarer Francisco de Roux på spørgsmålet om, hvordan han op-lever at bære en hel nations håb om forsoning på sine skuldre.

”Jeg føler et kæmpestort ansvar. Og jeg føler en vis frygt. Ikke for at blive slået ihjel, for jeg er et troende menneske, som tror på, at vores eksistens ikke afsluttes med døden. Jeg er heller ikke bange, når nogle mennesker skælder mig ud, kalder mig guerilla, tyv eller søn af en luder. Det, jeg frygter, er, at jeg ikke kan leve op til de forhåbninger, som colombianerne har til mig, at jeg ikke kan hjælpe dem med lindring for deres smerte.” Francisco de Roux tøver og citerer så med et lille smil fra Paulus:

”Scio cui credidi et certus sum – jeg ved, hvem jeg har troet på, og jeg er sikker. Sådan har jeg det i forhold til Jesus, og Jesus fejler ikke. Men når colombianerne siger til mig, ’vi tror på dig, så svarer jeg – jamen jeg er jo bare mig – et menneske’.”

Et af de mange murmalerier i Bogotá, som unge kunstnere har lavet, og som udtrykker håb og samtidig skildrer et Colombia og en civilbefolkning imellem krig og fred. – Begge Foto: Mike Kollöffel