Vejen til Goschen-fællesskabet går gennem nogle af Bourgognes prestigefyldte vinmarker og følger derefter Ouche-floden gennem skovene til landsbyen Bussière-sur-Ouche vest for Dijon, hvor landskabet er overtaget af charolais-kvæg.
Alexandre og Marie Sokolovitchs vej til det kristne økologiske fællesskab på gården Ferme de la Chaux (kalkgården) har været temmelig mere snoet. Den er gået gennem evangelikale trossamfund i Alperne, teologistudier i Montpellier og et flerårigt nomadeliv på kryds og tværs gennem Frankrig.
Sammen har de fulgt en åndelig gps, hvorpå de havde indkodet deres fælles destination: Et liv, der leves i overensstemmelse med deres kristne livssyn og gør op med det overforbrug, som de mener er skyld i klimaforandringer og ressourceudtømning. Det førte dem til Chaux-gården i Bourgogne. Og til et af de første kristne økologiske fællesskaber i Frankrig, Goschen-fællesskabet.
”Vi spurgte os selv: ’Hvis Jesus havde været i vores situation, hvad havde han så valgt?’ Og det svar, vi fandt, gik ud på at leve et liv, der ikke driver rovdrift på naturens ressourcer og samtidig har en menneskelig dimension, hvor vi åbner os mod andre i solidaritet med dem, der har det svært. Vi tror på, at Guds verden er en mere retfærdig verden med mindre ulighed og fattigdom, og det er den verden, vi gerne aktivt vil bidrage til,” siger de samstemmende, da Kristeligt Dagblad besøger dem på gården.
”Vi køber for eksempel meget sjældent nyt tøj og nye ting i det hele taget. Vi er ikke vegetarer, men vi forsøger at holde os til lokale og økologiske produkter så vidt muligt. Industrielt forarbejdede fødevarer som for eksempel sodavand køber vi kun til børnefødselsdage. Især har vi givet afkald på en karriere og på den sociale anseelse, det giver,” forklarer Alexandre Sokolovitch.
Fire familier med i alt fem voksne og syv børn, deriblandt Marie og Alexandre Sokolovitchs og deres tre drenge, bor på Ferme de la Chaux. De har hver deres bolig, men ejer gården i fællesskab og betaler hver især husleje. Denne sensommerdag spiser de sammen under et skyggesejl, der er spændt ud midt på gårdspladsen mellem bygningerne.
Børnene, der er i alderen mellem 8 og 12 år, er optaget af videnskabelige observationer af frøer og forsvinder derefter i buskadserne og den lille skov med resterne af en Via Dolorosa, Kristi vej til Golgata, som en besøgende engang lavede til påske.
De individuelle boliger er indrettet i hovedbygningen, og spredt omkring ligger gæsterummene og mødelokalerne, der lejes ud. Ladebygningen, den sidste rest af den oprindelige gård, som blev bygget af Bourgognes cisterciensermunke, benyttes som fællesrum og koncertsal.
Et lille andagtsrum er indrettet i en sidebygning, hvor beboerne holder andagt hver søndag aften. Alle deler et kristent livssyn, uanset om de kommer fra et protestantisk, katolsk eller snarere ikke-troende miljø.
Og alle har forpligtet sig til kun at arbejde halvtids for at være til rådighed for gårdens fællesskab og aktiviteter. Chaux-gården tager imod besøgende på kortere eller længere åndelig retræte, men tillader også feriegæster, landevejsriddere og andre marginale eksistenser at overnatte.
”Vi er et økumenisk fællesskab, og vi tager imod folk, som de er – med eller uden tro. Hvordan andre lever deres åndelige liv, er deres egen sag. Vi missionerer ikke, men der er måske noget klosteragtigt over den måde, vi har valgt at være åbne og tage imod mennesker på,” siger Marie Sokolovitch.
Hun arbejdede som sygeplejerske, og hendes mand var tidligere socialpædagog i Haute-Savoie i det østlige Frankrig nær Alperne, hvor de havde mødt hinanden som ganske unge i det evangelikale miljø, som deres forældre tilhørte. De var sidst i 20’erne, da de for alvor begyndte at stille sig de spørgsmål, der førte til en total omvæltning af deres liv.
”Vi kunne have levet et helt almindeligt, komfortabelt liv med fuldtidsarbejde og fast indtægt. Men der manglede noget. Vi begyndte at spørge os selv, hvordan man lever, hvis man kaster alle konventioner og alle vaner fra sig. Hvad sker der, hvis man ikke har en fast bopæl for eksempel,” fortæller Alexandre Sokolovitch.
De byggede en bus om til en slags autocamper med køkken, soveværelse og en lille stue. I tre år opsøgte de forskellige steder med alternative livsformer, økologiske landbrug, sociale eksperimenter og religiøse trossamfund
Efter deres ældste søn, Pierre-Couleurs, fødsel, konkretiserede de i 2009 tanken om et kristent bofællesskab på Chaux-gården.
”Klimaforandringerne var en væsentlig bekymring for os. Vi ville leve mere nøjsomt uden det overforbrug, som både fører til CO2-udledninger og ressourcemangel andre steder i verden,” siger Marie Sokolovitch.
Det kristne øko-fællesskab var dermed allerede godt i vej, da pave Frans i 2015 få måneder før FN’s Klimakonference, COP21, i Paris udsendte hyrdebrevet Laudato Si med undertitlen ”Forsvaret for vort fælles hus”.
I sin indledning slår paven fast, at den klima- og miljømæssige krise er alvorlig og menneskeskabt, og han opfordrer katolikkerne til en ”ny universel solidaritet”, der kan ”reparere de menneskeforvoldte skader forbundet med menneskers misbrug af Guds skaberværk”.
”Laudato Si har været en enorm inspirationskilde for mange katolikker, men også for andre kristne i Frankrig. Hyrdebrevet er også blevet kritiseret, men for os unge kristne har det været murbrækker for en ny miljø- og klimabevidsthed og en vilje til grundlæggende ændringer i vores levevis,” mener Alexandre Sokolovitch, der ikke ser sin protestantiske tro som en hindring for at blive inspireret af den katolske kirkes overhoved
Pavens hyrdebrev har udløst en grøn revolution i Frankrigs katolske kirke, hvor menighederne i stigende grad inddrager klimaforandringer og hele forholdet til naturen og miljøet i overvejelserne om kirkens rolle. Og det har sat gang i flere økumeniske eksperimenter, hvor yngre kristne ligesom på Chaux-gården forsøger at leve den grønne omstilling i praksis som en religiøs og etisk fordring.
I 2016 flyttede tre unge katolske familier til en landsby vest for Lyon med det forudskikkede navn Bénissons-Dieu, ”Velsignet være Gud”. De var omkring de 30, flere havde børn, og i dag bor i alt 18 børn og voksne i en form for gammeldags landsbyfællesskab, hver med egen økonomi og egen bolig, men omkring et kristent fællesskab og fælles værdier. Man spiser økologisk, begrænser forbruget, men lever med moderne teknologi og kommunikationsmidler omkring fælles værdier.
Mens beboerne på Chaux-gården hører til på den kirkelige venstrefløj, udspringer fællesskabet i Bénissons-Dieu af den katolske højrefløj og den unge generation, der blev politisk vakt under den katolske kirkes modstand mod loven om ægteskab for par af samme køn, som blev indført under den socialistiske præsident François Hollande i 2013.
Men det var Laudato Si, der gav stødet til øko-eksperimentet i Bénissons-Dieu, har François Nolle, en af grundlæggerne, fortalt til det katolske tidsskrift Témoignage Chrétien.
”Laudato Si kondenserede alle de overvejelser, vi havde gjort os,” forklarer François Nolle.
På Chaux-gården i Bourgogne identificerer man sig også med pave Frans’ opfordring til ”en nærmest radikal ændring af menneskehedens levevis” og et opgør med økonomisk vækst som grundlaget for den globale økonomi.
Men at det kræver viljestyrke, lægger Marie og Alexander Sokolovitch ikke skjul på.
”Vi har valgt at leve med en meget lav indtægt. Til gengæld lever vi et enkelt, men rigt liv, der giver mening. Men jeg kan godt blive bange for at mangle. Og for at vi ikke har noget at leve af, når vi bliver gamle, fordi vi ikke betaler ret meget ind til pension. Og det er ikke altid nemt at leve i et fællesskab og praktisere vores særlige gæstfrihed, som er en del af vores projekt. Måske ville jeg ikke kunne holde dette liv ud, hvis jeg ikke var troende. Som barn drømte jeg om at blive missionær. På en måde er det det, jeg er her,” siger Marie Sokolovitch.