Professor Armina Omerika havde egentlig tænkt sig at tage en pause fra islamrelaterede emner. ”Men det lader jo til, at de ikke vil tage en pause fra mig,” svarer hun i en e-mail efter tilfældigvis at have læst en række spørgsmål fra Kristeligt Dagblad om islams forhold til vold på sin telefon. Selvom hun er på ferie i bjergene med en ”befriende” dårlig telefonforbindelse, er emnet i professorens øjne for vigtigt til, at hun kan tage fri. Vi aftaler, at hun på skrift forholder sig til, om terrorister har islam på deres side, når de begår vold i religionens navn.
”I øjeblikket oplever vi en voksende polarisering i Europa, som jeg mener er farlig for ethvert åbent demokratisk samfund,” skriver Armina Omerika, som er muslim og professor i islams idéhistorie ved Johann Wolfgang Goethe-Universitet i Frankfurt am Main.
”Den vold, der bliver begået i islams navn, har skabt en forestilling om, at man kan identificere religionen og alverdens muslimer med disse voldelige sider. Som muslim og akademiker ser jeg det som mit personlige religiøse ansvar at konfrontere nogle af de problematiske tilgange til islam, som jeg oplever som ideologiske og ahistoriske,“ siger hun og tilføjer, at hun også i sin undervisning opfordrer de studerende til at undersøge årsagerne til den intellektuelle og moralske krise, religionen islam befinder sig i for øjeblikket.
Nogle muslimer reagerer ved at sige, at islam er en fredens religion, og at volden og terroren, som har rystet Europa, ikke har noget med islam at gøre. Er det tilstrækkeligt?
”Selvfølgelig er det ikke tilstrækkeligt. Når vold bliver retfærdiggjort med henvisning til muslimske skrifter eller til autoriteter, som er blevet til i en muslimsk historisk sammenhæng såsom kalifatet, så vil denne benægtelse end ikke overbevise de fleste muslimer. Jeg savner ofte et mere analytisk blik på sammenhængen frem for de generelle udsagn om, at volden har alt eller intet med islam at gøre. I hvilken sammenhæng skal man eksempelvis forstå de religiøse tekster, der fører til den voldelige tolkning af religion? Det spørgsmål bliver meget sjældent behandlet i den offentlige debat.”
”Samtidig har muslimers udsagn om, at islam er en fredelig religion, en vigtig funktion, så længe det bliver sagt i en sammenhæng, hvor de rent faktisk tager aktivt stilling i debatten. Islam er generelt set, hvad muslimer gør islam til, og hvis muslimer aktivt positionerer sig mod vold, så er det et vigtigt skridt mod at generobre religionen fra dem, der foretrækker de voldelige tolkninger. Det burde møde større anerkendelse frem for blot at blive forkastet som en bortforklaring. Men sådan en generobring vil kun lykkes, hvis den er ledsaget af et seriøst bud på en modtolkning og overbevisende tale om en fredens etik baseret på islamisk tradition.”
Vil du sige, at islam legitimerer vold?
”Trods de nuværende, populære fremstillinger er det vigtigt at understrege, at islam ikke er nogen enhed, som ’legitimerer noget’ eller ’fremmer noget’, men en række traditioner, som har udviklet sig over mange århundreder i vidt forskellige sammenhænge. Det er ikke nogen overraskelse, at tolkningen er ideologisk og centreret omkring autoritære systemer og vold de steder, hvor volden har været permanent til stede i årtier, og hvor der ikke er åndsfrihed og andre frihedsrettigheder såsom i Saudi-Arabien. Det er noget, de fleste lande i Mellemøsten og Nordafrika kæmper med.”
”Det er samtidig sandt, at især Koranen indeholder referencer til vold, men det er et fortolkningsspørgsmål, om de dele indgår i en bestemt historisk sammenhæng, for eksempel som et middel til at tæmme voldelige konflikter i deres samtid, eller om de skal læses bogstaveligt til enhver tid. Gennem historien har muslimer for det meste været bevidste om, at de dele, som henviser til vold mod andre grupper, indgår i en bestemt historisk ramme. Det er den moderne politiske islam, der ikke længere accepterer de grænser og forsøger at genindføre en historisk situation fra det syvende århundrede.”
Hvis islam ikke er en voldelig religion, hvorfor tror så mange mennesker tilsyneladende, at det er tilfældet?
”Det er ikke så mærkeligt i betragtning af, hvor fremtrædende en plads religionen får i forbindelse med de geopolitiske konflikter i Mellemøsten. Vi lever i en hypermedialiseret verden, hvor denne form for vold er stærkt til stede – hvilket de radikale grupper jo selv opmuntrer til. Men det er ikke vanskeligt at finde argumenter mod dette synspunkt. Tænk på den meget lange historiske periode af fred og sameksistens mellem diverse religiøse grupper i muslimske majoritetsamfund. Eller på eksistensen af over en milliard muslimer verden over, som ikke er involveret i radikale eller voldelige bevægelser og som kraftigt modsætter sig dem.”
Hvad får så folk til at begå terror i islams navn, hvis det ikke er islam?
”Noget, som ofte er stærkt til stede i de radikale gruppers propaganda, er fortællingen om det muslimske fællesskab som offer og fokus på de steder i verden, hvor muslimer er blevet ofre for andre befolkningsgrupper. Denne offergørelse bliver ofte præsenteret som en modhistorie til den offentlige fremstilling i vestlige lande, som bliver portrætteret som ’løgnagtig’ og ’fjendtlig’. Disse fortællinger fremkalder en følelse af truet gruppeidentitet og eta-blerer effektivt en kontakt til dem, der reelt har oplevet diskrimination. Og opdelingen af verden i ’os’ og ’dem’ bliver ledsaget af løfter om evigt liv i paradis.”
Hvordan forholder du dig selv til et begreb som jihad, som blandt andet handler om at føre krig for at fremme islam?
”Jihad var et fast juridisk begreb, som indgik i den del af islamisk lov, der har beskæftiget sig med krigsførelse fra det 9. århundrede og frem til det 19. århundrede. Det er en slags international lov baseret på den antagelse – som dengang var universel og ikke blot begrænset til muslimer – at krig var den normale tilstand mellem lande, ikke fred. Denne grundlæggende antagelse har i mellemtiden forandret sig, så den grundlæggende antagelse bag jihad-doktrinen eksisterer ikke længere. Begrebet er dermed blevet et levn fra fortiden – en kendsgerning, som voldelige bevægelser som Islamisk Stat ikke vil anerkende. Samtidig har der altid været en anden aktiv tradition, som forstår jihad som en personlig, åndelig kamp.”
Efter begivenhederne i Köln nytårsnat, hvor kvinder blev forulempet af asylansøgere, har mange diskuteret, om islam legitimerer vold mod kvinder. Gør islam det?
”Det er ingen hemmelighed, at mange af de rettigheder, som kvinder har kæmpet for i det 20. århundrede, har oplevet et tilbageslag de seneste årtier fra konservativt hold, og de konservative tolkninger bliver brugt til at retfærdiggøre enorme forskelle mellem kønnene og i nogle tilfælde undertrykkelse. Samtidig skal man huske, at andre religioner i de samme samfund ikke opfører sig meget mere liberalt. Kønsrollerne blandt kristne og muslimske arabere er ikke bemærkelsesværdigt forskellige. Ofte er denne holdning snarere et resultat af det sociale miljø end den religiøse retning, folk tilhører. Samtidig findes der kvindebevægelser på tværs af den muslimske verden, og mange muslimske intellektuelle, både mænd og kvinder, argumenterer for ligestilling mellem kønnene ved at gentolke de muslimske skrifter og ved at pege på de hundredvis af kvinder i islams historie, som er kendte for deres uafhængighed og politiske engagement.”
Hvad kan man gøre for at modvirke ekstreme tolkninger af islam?
”Mange af islams traditioner inden for filosofi, etik og humanisme er i dag begrænset til en lille kreds af specialister, og selv blandt almindelige muslimer er islam blevet reduceret til et tankesæt om, hvad der er forbudt og tilladt, hvilket er meget trist. Det er derfor nødvendigt – og det sker allerede – at gentænke islams historiske arv i en ny europæisk sammenhæng og på græsrodsniveau gøre muslimer bevidste om denne arv,” understreger professor Armina Omerika.