Der er intet ved deres telte, tæpper og tørresnore, hvor bunker af børnetøj er hængt op, der skiller sig ud. Men de er alligevel samlet i en særskilt del af lejren fra de 3000-4000 andre interimistiske hjem, der er slået op. Bag teltdugen og hijaben adskiller de sig fra resten af de op mod 25.000 indbyggere. Her i Ain Issa-flygtningelejren cirka 50 kilometer nord for Raqqa er de ikke kun flygtninge og internt fordrevne. De er også familierne – kvinder og børn, enker, hustruer, sønner og døtre, mødre eller svigermødre – til det besejrede, selvudråbte kalifats krigere.
”Åhhh, Islamisk Stat…” udbryder en ung smuk kvinde med stærke grønne øjne, som skeptisk dukker frem bag en teltdug.
Som langt de fleste i dette afsnit af lejren er hun betænkelig ved vores ærinde og betinger sig, at vi kalder hende Kate, før hun med et skævt smil sukker dybt:
”Jeg var dum. Jeg var så dum. Og de var nogle store løgnhalse,” fortsætter hun så og fortæller, hvordan hun for fire år siden frivilligt tog til Syrien for at slå sig ned i Raqqa, Islamisk Stats uofficielle hovedstad.
En by, der efter tre års islamistisk rædselsregime og fire måneders intens krigsførelse i dag ligger hen i ruiner. Præcis som den drøm, Kate og de andre IS-brude i lejren i sin tid forlod deres hjemland med.
”Jeg tog til Syrien med min mand. Han ville til Islamisk Stat. Vi ville leve et simpelt liv,” forklarer hun genert og næsten undskyldende over fortidens valg.
Kates liv kunne have set meget anderledes ud. Engang studerede hun nemlig turisme på et universitet i Rusland. Indtil hun i 2014 tog til Syrien. Først til Aleppo for at ende i Raqqa, hvor hun har boet lige siden. I dag er hun mor til en lille dreng, der snakker arabisk, bor i en teltlejr, er enke for anden gang og blot 22 år.
Hvorfor er IS nogle løgnere?
”For det første, fordi de ikke ved noget om islam. Jeg er skuffet over dem. Jeg er skuffet over det hele. Det var ikke islam, de praktiserede,” siger hun på flydende engelsk.
Kate er blandt de 57 kvinder og 210 børn, der for øjeblikket sidder registreret som Islamisk Stat-familier i Ain Issa-lejren. De kommer primært fra Tunesien, Marokko, Frankrig, Libyen og Rusland og er i en situation, der synes endnu værre, end da de levede i det rigide religiøse regime: Dengang med en opgave om at avle kalifatets børn, passe dets mænd og udbrede ”budskabet”. Men i dag er deres mænd enten døde eller sidder i fængsel. Forude venter rettergang og/eller deportation til hjemlande, som ikke vil vide af dem, men som måske vil tage deres statsløse børn fra dem.
Og så er langt de fleste kvinder, Kristeligt Dagblad taler med, desillusionerede over det liv, Islamisk Stat tilbød. For Kate indtraf chokket kun en uge efter, hun var ankommet til Raqqa.
”Islamisk Stat dræbte min mand. De sagde, det var en fejl. Så var jeg alene i Syrien, hvor jeg ikke kendte andre,” forklarer hun.
Men hvad var det, der skuffede dig?
”Jeg så det hele. De dræbte folk uden grund. Så meget blod. Så mange ødelagte liv,” siger hun tøvende.
Tænkte du aldrig på at forlade dem?
”Jo. Men jeg kunne ikke,” hævder hun uden yderligere forklaring.
I tråd med kalifatets kodeks – og kvindernes dårlige status som enker – blev Kate gift igen. Denne gang med en syrisk mand. Men også han blev dræbt. Af hvem står hen i det uvisse. Det gør i det hele taget mange detaljer og holdninger i fortællingerne fra IS-brudene, som har været umulige at efterprøve.
”Min anden mand var ikke IS… men jeg kan ikke lide at svare på disse spørgsmål,” afslutter Kate det næste emne og påstår, at hun sagtens kan tage tilbage til Rusland.
”Men jeg vil ikke hjem. Jeg er glad. Nu er jeg ’turist’ her. Jeg elsker at rejse, at lære sprog. Jeg elsker Syrien, jeg har et telt, og jeg vil giftes igen,” fniser hun pigeagtigt med tanke på sit tidligere studie og fortæller, at hun stadig har kontakt til familien i Rusland.
”Min familie ved godt, jeg er her. Men de ved ikke, at jeg blev gift. Hvis min mor finder ud af det, slår hun mig ihjel,” fniser hun igen.
Men hun ved, at du tilsluttede dig IS?
”Ja. Hun synes, jeg var dum…”
Det er ikke kun Kate, der lod kærligheden føre sig til kalifatet i Syrien. Skal man tro kvinderne i lejren, er det tilbagevendende historier om forelskelse, økonomisk nødvendighed eller reel tvang, som var årsagen til, at de tilsluttede sig IS. Andre bortforklarer deres fængslede mænd med misforståelser eller ”uskyldige” jobs hos terrorgruppen. Som 33-årige Habiba fra Marokko, som ikke vil stå frem med sit fulde navn:
”Jeg kom ikke hertil for IS. Jeg støtter dem ikke. Jeg kom kun, fordi jeg blev nødt til det på grund af mine børn,” siger hun og uddyber, hvordan hun blev narret af sin mand:
”Vi tog til Tyrkiet, så han kunne få arbejde. Men her afslørede han, at han ville til Syrien. Jeg modsatte mig. Sagde, at det var for farligt. Han sagde, at jeg bare kunne rejse hjem til Marokko. Men uden vores børn,” forklarer hun omgivet af sine fire børn i teltet, hvor hun efter mandens død for tre og et halvt år siden i dag lever som enke.
Det samme gør 28-årige Ola Rabia Amrad, der er ankommet til lejren blot dagen før med sine to små døtre. Ligesom over for koalitionsenheden, der afhørte hende ved ankomsten, indrømmer den syriske kvinde fra Idlib, at hun var gift med en IS-kriger. En mand, som blev dræbt for fem måneder siden, som hun kun tøvende oplyser kom fra Saudi-Arabien, men hvis krigernavn hun nægter at afsløre.
Den 23-årige Atlar Alawi er ligeledes enke og har to børn med en mand, som hun til gengæld påstår ikke var IS-kriger. Ellers tør hun ikke sige meget om fortiden af frygt for repressalier. Fra hvem vides ikke, men ifølge hende er kvinderne overvejende uskyldige ofre.
”Mange blev nødt til at gifte sig med IS-krigere for at overleve. Mange var meget fattige, og eneste mulighed var at blive gift. Som kvinder er vi uden skyld. Det er ude af vores hænder. Vi blev tvunget og er ofre ligesom alle andre,” siger hun og hentyder til en problematik, som IS-familierne også oplever i lejren.
Andre beboere råber jævnligt skældsord og beskylder dem for landets ødelæggelse, når de møder dem. Måske er det derfor, at en kvinde fra Libyen, hvis mand er fængslet i Kobane, ikke vil tale. Eller at fire russiske kvinder med flere børn stuvet sammen i et telt også afviser at blive interviewet.
”Vi hader dem. For se, hvad der er sket med os,” lyder det kort efter fra to kvinder på 17 og 24 år, der kommer fra Deir Ezzor – området i det østlige Syrien, der endnu har få IS-lommer tilbage – og som er helt tildækkede med niqab og handsker, mens de kigger på genbrugstøj.
”I går ville en kvinde ikke stå ved siden af mig, da jeg lavede mad. Hun sagde, jeg var skyld i krigen,” forklarer 17-årige Nour al-Kuweiti, hvis mand er fængslet i Tel Abyad, men som i hendes optik er uskyldig, fordi han kun var færdselsbetjent for IS.
Hun afviser også fast, at han var IS-kriger, men modsiger i næste nu sig selv med ordene:
”Hver gang han skulle i krig, lod han, som om han var syg.”
Den 29-årige Khadija Karchoud fra Tunesien er også blevet råbt ad i Ain Issa. Tidligere var hun gift med en matematiklærer og selv ivrig danser og sportsudøver i Tunesien, indtil de drog til Raqqa i 2013, fortæller kvinden, der ligesom de fleste andre kun vil fotograferes tildækket. I dag har hun boet seks måneder i lejren, efter at hun og hendes anden tunesiske mand og IS-kriger meldte sig selv til koalitionshæren, der sendte ham i fængsel i Kobane. Khadija og de fire børn har ikke set ham siden, men ifølge Khadija er hun lige så meget offer som dem, der beskylder hende for det modsatte:
”Vi er blevet ført bag lyset. Vi kom for islam. Men vi har set meget andet end islam i Raqqa. Jeg er offer ligesom dem,” sukker hun på flydende fransk, fordi hun i kalifatet havde adskillige etnisk franske og belgiske veninder.
Direkte adspurgt hævder hun også at have mødt en ung blond dansk kvinde, der giftede sig med en IS-kriger, og som hun sidst så for et år siden. En påstand, der senere gentages af en anden kvinde i lejren, som i øvrigt mener at have mødt flere danske IS-brude i Raqqa, uden dog at kunne underbygge dette med hverken navne eller andre personlige detaljer.
Men støtter du stadig IS i dag?
”Nej, jeg hader IS nu,” siger Khadija Karchoud så tøvende.
Hvorfor?
”Fordi IS er et mareridt for os nu. Fordi Abu Bakr al-Baghdadi (IS’ selvudråbte leder, red.) har ødelagt vores liv. Vores frihed. I Raqqa er der ingen islam. Baghdadi begik mange fejl. Alle de europæiske krigere er meget entusiastiske over for islam. Men islam er ikke sådan. Der var mange, der blev dræbt. Selv folk og søstre, der kæmpede for dem. Baghdadis mentalitet er kun jihad,” siger hun og modsiger dermed sin egen udtalelse til et andet medie for et par måneder siden om, at hun selv kom hertil for at gå i hellig krig, jihad.
Kan man retfærdiggøre et angreb i eksempelvis Paris eller København?
”Hør her, Daesh (arabisk forkortelse for Islamisk Stat, red.) har manipuleret med folk. Det er ikke retfærdigt. Vi muslimer har en profet, der guider os. Baghdadi guidede os ikke. Han er en illusion. Det er den største fejl, han har begået. Der var kun frygt. Alt var baseret på frygt.”
Frygten ramte i sidste ende selv Khadija Karchoud og hendes mand, da han angiveligt endte på en liste over folk, der skulle halshugges. Måske var det dét, der drev dem til at overgive sig til fjenden.
”Jeg har fortrudt alt. Vi har forladt vores land, vores familie. Vi har set meget ondskab, og jeg ved, det var en fejl. Jeg fortryder. Meget,” siger hun og gentager:
”Ikke lidt. Meget.”