Prøv avisen

Jobtal fra USA skuffer

Økonomer havde forventet 198.000 nye amerikanske arbejdspladser i november, men der blev kun skabt 155.000.

I november blev der skabt 155.000 nye arbejdspladser i USA uden for landbruget, viser tal fra arbejdsministeriet. Det er langt under forventningen.

Ifølge Bloomberg, der forinden havde indsamlet vurderinger blandt 75 økonomer og analytikere, var der forventet 198.000 nye job uden for landbruget.

Arbejdsløshedsprocenten er uændret 3,7 procent.

- De seneste måneder har jobvæksten været stærkere, så ikke underligt vi får en måned, hvor tallet er lidt svagere end tidligere. Den underliggende historie er stadig, at det amerikanske arbejdsmarked er stærkt, og at det bliver ved med at stramme til, siger senior analytiker Mikael Olai Milhøj, Danske Bank.

- Jobvæksten har været positiv 98 måneder i træk, og opsvinget er ved at være det længste i amerikansk historie, siger han videre og tilføjer:

- Selv om både jobvæksten og den samlede BNP-vækst er stærk i øjeblikket, så er markedet nervøs for, at den næste økonomiske nedtur måske ikke er så langt væk. Ikke mindst kigger markedet og sådan set også økonomer nervøst på rentespændet mellem 2-årige og 10-årige obligationsrenter i USA.

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, siger i en kommentar til tallene, at opsvinget i USA lever i bedste velgående, mens vi venter på en endelig konklusion i den verserende handelskrig.

- 155.000 nye job i november er måske ikke super-prangende. Men en uændret ledighedsprocent på 3,7 viser, at også arbejdsstyrken vokser. Så på kort sigt er det lutter gode nyheder for amerikansk økonomi, siger Sandberg.

- Våbenhvilen i handelskrigen mellem USA og Kina giver politisk arbejdsro i nogle måneder. Men finansmarkederne går ikke i vinterhi i 90 dage. Og her er den pessimistiske bedømmelse, at den midlertidige aftale mellem Trump og Xi Jinping blot har sparket konservesdåsen et stykke længere ned ad vejen, understreger han med tilføjelsen:

- På kort form, må man bare konstatere det samme om USA's økonomi, som vi også ser herhjemme i Danmark: It's raining job!, siger Bo Sandberg.

/ritzau/