Joe Biden konsulterer vestlige ledere om Ukraine før topmøde

Ukraines suverænitet skal respekteres, lyder det fra vestlige lande inden topmøde mellem Biden og Putin.

Spændingerne mellem Rusland og Ukraine er blandt de emner, som ventes at blive drøftet på et videomøde tirsdag mellem USA's præsident, Joe Biden, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Her ses en ukrainsk soldat i Donetsk-regionen nær grænsen til Rusland.
Spændingerne mellem Rusland og Ukraine er blandt de emner, som ventes at blive drøftet på et videomøde tirsdag mellem USA's præsident, Joe Biden, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Her ses en ukrainsk soldat i Donetsk-regionen nær grænsen til Rusland. Foto: Andriy Dubchak/Ritzau Scanpix.

USA's præsident, Joe Biden, har i en telefonsamtale mandag drøftet de aktuelle spændinger mellem Rusland og Ukraine med de politiske ledere af Storbritannien, Italien, Tyskland og Frankrig.

I samtalen understregede de vestlige ledere, at Ukraines suverænitet skal respekteres, og de er enige om at opfordre Rusland til at nedtrappe spændingerne med nabolandet.

Det oplyser Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ud over Biden deltog Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Tysklands kansler, Angela Merkel, Italiens premierminister, Mario Draghi, og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, i samtalen.

- Lederne gav også udtryk for deres forpligtelse til at handle for at bevare fred og sikkerhed i Europa, hedder det i en udtalelse fra Macrons kontor efter samtalen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Telefonsamtalen fandt sted før Biden og Ruslands præsident, Vladimir Putin, tirsdag holder et virtuelt topmøde. De to skal blandt andet drøfte situationen i Ukraine.

USA og Ukraine har anklaget Rusland for at have planer om en invasion af Ukraine.

Rusland har benægtet, at det er tilfældet, og beskylder den amerikanske regering for forsøg på at forværre spændingerne, mens den på samme tid giver styret i Moskva skylden for den tilspidsede situation.

Ukraine har tidligere estimeret, at tæt på 100.000 russiske soldater befinder sig nær grænsen til landet.

En højtstående kilde i Bidens administration sagde mandag, at Biden vil advare Putin om, at det vil få alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis Rusland skulle invadere Ukraine.

- Vi opfordrer Rusland til at vende tilbage til en dialog gennem diplomatiske kanaler, siger kilden.

Personen oplyser ikke noget om, hvilke økonomiske sanktioner USA er klar til at indføre over for Rusland i tilfælde af et militært angreb mod Ukraine.

/ritzau/