Demonstranter var på plads foran Labours partihovedkvarter i London, da partiets hovedbestyrelse i tirsdags debatterede antisemitisme. Her blev der viftet med plakater med budskaber som ”kritik af Israel er ikke antisemitisme”. På den anden side var en mindre moddemonstration, hvor mange holdt det israelske flag op.
Balladen om antisemitisme og særligt Israel er eskaleret i det britiske arbejderparti, siden hovedbestyrelsen over sommeren vedtog sin egen definition af antisemitisme, som i det store hele fulgte ordlyden fra den internationale alliance til minde om holocaust, International Holocaust Remembrance Alliance. Men noget af ordlyden blev udeladt og skrevet om, hvilket vakte vrede.
Tirsdag aften blev den fulde ordlyd af den officielle definition så vedtaget på et stormfyldt møde. Men hovedbestyrelsen vedtog også en tilføjelse om, at beslutningen ”ikke underminerer ytringsfriheden, når det kommer til Israel og palæstinensernes rettigheder”.
Tilføjelsen bliver stærkt kritiseret af jødiske grupper.
”Enhver tilføjelse af denne slags er et forsøg på at underminere værdien af definitionen, selvom den bliver brugt rundt om i verden,” skriver Gideon Falter, formand for kampagnen mod antisemitisme, i en pressemeddelelse.
Til at forsvare tilføjelsen sendte Labour Shami Chakrabarti på banen. Hun er medlem af Overhuset og sidder centralt i partileder Jeremy Corbyns skyggekabinet.
”Vi skal sikre, at du kan være kritisk over for Israel uden at blive kaldt antisemitisk. Og der skal være plads til den debat,” fastslår hun i et interview med BBC.
Mødet i hovedbestyrelsen var et nederlag for Jeremy Corbyn. Han har i mange år været aktiv i kampen for et frit Palæstina og er stærkt kritisk over for Israel, som han i en 500 ord lang klausul, som han ville have tilføjet vedtagelsen, i bund og grund beskriver som racistisk.
”Det skal ikke betragtes som antisemitisk at beskrive Israel, landets politik eller de omstændigheder, der førte til landets oprettelse, som racistisk på grund af deres diskriminerende effekt,” hed det blandt andet i ændringsforslaget fra partilederen.
Til trods for, at Jeremy Corbyn har formået at udskifte store dele af hovedbestyrelsen med støtter af hans venstreorienterede politik, si-den han blev valgt som partileder i 2015, så gik det et skridt for langt for de fleste.
Men alene det, at han fremsatte formuleringen, er ”foragteligt”, mener Jennifer Gerber, der er direktør for den interne partigruppe Labour-venner af Israel.
”Det er langtfra overraskende, at Jeremy Corbyn prioriterede og kæmpede for antisemitters ret til at beskrive verdens eneste jødiske stat som racistisk på et møde, som angiveligt handlede om at bekæmpe antisemitisme,” siger Jennifer Gerber til avisen The Times.
Partiets holdning til anti-semitisme, som ifølge den tidligere Labour-premierminister Gordon Brown dybest set handler om ”Labours sjæl”, skal også behandles i parlamentsgrupperne i både Under- som Overhuset. Her håber flere, at den kan vedtages uden tilføjelsen fra hovedbestyrelsen.
Men lord Alf Dubs, der som seksårig selv kom til Storbritannien som flygtning fra Nazityskland, kalder over for BBC Newsnight løsningen – inklusive tilføjelserne – for ”fornuftig”.
Den uforsonlige tone i Labour bliver understreget af, at Scotland Yard, politiet i London, ifølge avisen Eve-ning Standard undersøger 45 sager med relation til partiet, hvor der er mistanke om, at antisemitiske udsagn har karakter af hadforbrydelser.