Under sidste uges terror i Paris var der fire myrdede, der kun fik begrænset medie-opmærksomhed, nemlig de dræbte i det jødiske supermarked i Vincennes.
Det er i og for sig ikke så underligt. Sådan fungerer opmærksomheden. Den fanges især af den spektakulære og symbolske begivenhed, massakren på Charlie Hebdos redaktion med de berømte ofre; for franskmændene lige så kendte som Casper Christensen og Frank Hvam herhjemme.
De fire dræbte i supermarkedet var anonyme, men ikke derfor tilfældige - de var jo jøder. Nogle forsøgte at rejse en bevægelse, parallelt til den massive ”Je suis Charlie”, under navnet ”Je suis juif” - jeg er jøde - men uden stort held.
Deres navne var Yoav Hattab, 21 år, Yohan Cohen, 20 år, Philippe Braham, 45 år, og Franois-Michel Saada, 64 år. Cohen var ansat i supermarkedet og blev skudt meget tidligt, da han forsøgte at beskytte en treårig dreng ved at skubbe terroristens våben væk. Også Hatab blev dræbt under forsøg på at gribe Ahmedy Coulibalys våben.
I Israel var opmærksomheden betydelig, og de fire er blevet begravet på kirkegården Har HaMenouchot i Jerusalem, hvor også de tre fransk-jødiske børn hviler, der blev terrordræbt i Toulouse i 2012.
I israelsk presse så man harske kommentarer til sikkerhedsniveauet i Frankrig. Der blev syrligt tilbudt israelsk assistance, og de prøvede israelere betragtede tragedien ud fra deres vinkel. Således udtalte tidligere finansminister Yair Lapid, citeret af den britiske avis The Guardian:
”Mit hjerte er hos ofrene. Jøder myrdes, fordi de er jøder, og intellektuelle myrdes, fordi de er intellektuelle. Europæerne begynder at forstå, at man ikke kan indgå kompromis med terror, racisme og antismitisme. Jeg vil ikke tale i holocaust-baner, men jøder i Europa må forstå, at der kun er ét sted for jøder, og det er staten Israel.”
Strømmen af jøder, der udvandrer fra Frankrig til Israel, er også vokset betydeligt de seneste år.
I den israelske avis Maariv skriver politologen Alon Ben-David, at toplederne på den store demonstration i Paris gerne vælter sig i hule erklæringer, kun for dagen derpå at genoptage gamle rutiner:
”Imens fortsætter Europa sin slummer, mens det møder sin jihad. Terroristerne, som efter angrebet på bladet udvalgte et klart jødisk mål, gjorde det samtidig nemt for franskmændene at fortælle hinanden Europas yndlingshistorie: at enhver muslimsk terrorhandling har rod i den israelsk-arabiske konflikt.”
Tilsvarende skrev Alex Fishman i en anden israelsk avis, Yedioth Ahronoth:
”Frankrig åbnede sine arme for muslimsk terror. Og jo større dets svigt, jo større og mere strålende dets sørgeoptog. Det er en regel, politikere har opfundet for at dække over deres fiaskoer.”
I Jerusalem Post skriver den israelske forfatter Noah Beck, at han glæder sig over den moralske klarhed, mange har vundet gennem tragedien på Charlie Hebdos kontor. Han håber, den vil vare ved og måske endda udtrække sig til vurderingen af dem, som møder tilsvarende udfordringer i Mellemøsten.
”Kristne og andre religiøse minoriteter er blevet halshugget af islamister i årevis, men det var først, da den amerikanske journalist James Foley blev halshugget, at det gjorde indtryk i Vesten. Islamisk Stat voldtog og slagtede tusinder af yazidier, før Vesten tog notits. Men når en islamist belejrer en café i Sydney og dræber to, dominerer det den globale mediedækning i samtlige de seksten timer, hændelsen varede.”
Var redaktionen på Israels vigtigste avis blevet angrebet på samme måde som Charlie Hebdo, havde dækningen været anderledes spinkel, formoder han.
I Vesten bakker man op om sit politis jagt på gerningsmændene og accepterer altid loyalt den strategi, det vælger, mens man altid indskærper israelerne, at de skal vise ”tilbageholdenhed”. Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, ville aldrig antyde, at Frankrig selv bar en skyld i sidste uges angreb, fordi landet har forbudt det muslimske tørklæde, men sådant sker rutinemæssigt, når Israel rammes.
Noah Beck citerer den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, for udtalelsen: ”Der er én standard for diktaturer, en anden for demokratier, og så er der en tredje standard for det demokratiske Israel.”
De vestlige ledere må indse, at Mellemøstens kristne minoriteter er kanariefuglen i kulminen for Vesten. De afslører tidligt, hvad der er under opsejling, og Israel gør ligeså, mener forfatteren. Landet påkalder sig omgivelsernes had i regionen, fordi det trods sin beliggenhed har frie valg, ytringsfrihed, ligeret mellem kønnene og en blomstrende, fri markedsøkonomi. Men hvad der overgår Israel, vil med tiden overgå Vesten, hævder Beck, for Israel er Vestens forlængelse langt bag horisonten.
Anders Raahauge er kulturjournalist